|
|

I disse uger begynder de første 2011 nyheder at sive ud blandt de europæiske
Hobby forhandlere. Hobby præsenterede deres 2011 program for fagpressen et par uger før
Sommerkaravanen. Her får du den første præsentation af den nye årgang.
Hobby Excellent er i 2011 på 17 modeller, hvoraf 4 er nye og 8 udgår. På
billedet ser du den nye Hobby Excellent 560 CFE.

Excellent 460 LU, autocampermodellen med enkeltsenge, vender tilbage efter
præsentationen for 3 år siden.

Excellent 490 SFf er en ny indretning med den velkendte Queensbett.

Excellent 490 KMF er helt ny, en indretning, der deles med Hobby De Luxe.

Den mest spændende 2011 model er nok denne Excellent 560 CFE, som afløser
Excellent 560 UFe. Nyskabelsen er sket i køkkenet og rundsiddegruppen, der,
med rette, kan kaldes for en samtalesiddegruppe. For nu kan man sidde hele
vejen rundt om bordet. Det kunne også være rart, hvis fire personer spiller
kort eller brætspil.

Vinklen i køkkenet er vendt, så der bliver ekstra god plads ud og ind af
dobbeltsengen. Læg også mærke til de nye brede skuffer,. der alle har
softluk og central låseknap.

Hjørneskabet er også lidt et studie i pladsudnyttelse. Her viser Signe
hvordan de to hyler kan trækkes helt ud, så hele pladsen kan udnyttes.

Toiletrummet er opdateret med nyt design på toilettet og den eksterne
håndvask. Læg mærke til det trefløjede spejl, noget der nok skal vække
begejstring når makeuppen lægges og håret sættes op.

Hobby De Luxe er i modellens 39 årgang på 14 modeller, hvoraf 7 er nye og 2 udgår.
Denne Hobby De Luxe 420 KB, en familievogn med tværvendte køjer bagerst, er en af
de nye.

En af de andre helt store nyheder, er "de genopdagede egoistmodeller" De
Luxe 350 TB og De Luxe 380 TB, der begge vil have en totalvægt på præcis
1.000 kg. Når bilerne bliver små, så bliver campingvognene det også. Det
prøvede vi også i 1970'erne, og campinglivet blev ikke kedeligere af den grund.

En anden nye model er denne De Luxe 400 SFe med fransk soveværelse og
dinette i siden. I forhold til søstermodellen Excellent 410 SFe, er køkkenet
flyttet hen bag i vognen, men køleskabet bliver stående ved siden af
klædeskabet, tæt på akslen. Totalvægten er kun 1.200 kg, så det bliver
spændende at se reaktionerne på vinterens udstillinger.

Og så kommer der, for første gang siden 1976, en ny stor Hobby De Luxe, der
er over 6 meter lang. Det bliver spændende at se både pris og interiør i
denne De Luxe 650 KMFe, en indretning der er ser før, men ikke i Hobbys
indstigningsklasse.

Lad og lige vende tilbage til den nye
Hobby De Luxe 420 KB. Her ser du køkkenet, der har store brede skuffer og
skabsvæggen overfor, hvor der også er godt med skabsplads. Dobbelt klædeskab
til mor og far, skabe over og under køleskabet ved køjerne, og skab til
børnene i fodenden af køjerne, ved siden af døren. Se lige efter køleskabet
igen.

I 2011 præsentere Hobby et helt nyt køleskab, Dometic Slim Tower RML 8330,
der bryder ret meget med traditionerne. Køleskabet er udviklet sammen med
Dometic, og er kun 42 cm. bredt. Til gengæld er det meget regulært, ekstra
højt og så kan fryseboksen på 12 liter tages ud, hvis der er er behov for
ekstra plads. Derved kan du råde over hele 140 liter.

Her får du lige et kik ned i de to øverste brede skuffer i køkkenet.

En af de andre nye De Luxe modeller er denne
Hobby De Luxe 490 KMF, hvor der er faste senge til både børn og voksne. .

Børneafdelingen har køjer, skab ved fodenden og toiletrum ved hovedgærdet. I
køkkenet er der Dometic Slim Tower RML køleskab og overfor en sidevendt
dinette.

Forrest finder du en Tværvendt dobbeltseng, hvor der er plads til mor og
far.

Her ser du det nye toiletrum, hvor plastic-looket er skiftet ud med et mere
eksklusivt træ-look. Læg også mærke til det nye rengøringsvenlige toilet fra
Thetford, et design der er eksklusivt udviklet til Hobby, og til det nye
arrangement omkring håndvasken. Mere moderne og mere eksklusivt, lige som
derhjemme.

Hobby Prestige går ind i årgang 39 med 13 forskellige modeller, 1 er udgået af programmet.
En af de mange nyheder er muligheden for at vælge tekstiler. Vi ved p.t.
ikke hvilke der er standard på det danske marked, men dette elegante i grå
nuancer passer både godt til interiøret og til mange danskers smag. Denne
rundsiddegruppe står i den nye Prestige 540 WLU.

Læg også mærke til, at Hobby har fornyet sine bordplader med et større islæt
af naturlige materialer, et stort plus i en tid hvor mere og mere bliver
skabt i kunstige miljøer.

Her ser du det nye soveværelse i Hobby Prestige 540 WLU, hvor de nye
tekstiler, i forhold til sidste år, med mørke sider og hvide sengetæpper,
skaber en ny og mere rolig stemning.

Det fransk soveværelse i denne 2011 Prestige 650 UMFe, er fornyet med en
praktisk reol ved hovedgærdet i den brede dobbeltseng.

Og her kan du se et nærbillede af det nye armatur i håndvasken. Vandet
pumpes op til håndtaget, og ledes ned i håndvasken ad den hule sliske.
Hobby kalder det for en kaskadevandhane. Smart ser det ud, og det skal nok
også fungere i praksis.

Hobby La Vita Veneto udvides i 2011 med 400 SF, en ny model der er hentet i
De Luxe og Excellent serierne. Da La Vita Veneto 455 UF udgår, er serien
stadig på 4 modeller.

Hobby La Vita Bionda er i 2011 på 4 modeller, bl.a. denne La Vita Bionda 545
KMF, der har børneafdeling bagerst og tværvendt dobbeltseng forrest.

Fornyelsen er sket i køkkenet, hvor der er nye skuffer og det nye smarte
Dometic Slim Tower RML køleskab.

Her ser du det åbne køleskab og, igen, en stor 2011 nyhed. En komplet
fornyelse af det centrale betjeningspanel og vognenes el-anlæg.
Hobby Excelsior udgår som serie. Hobby fortæller, at de forventer sig meget
af den kommende sæson, hvor de største fornyelser sker blandt de mindste
modeller. Om kort tid kan du læse mere om den nye årgang på
www.hobbyinfo.dk, og
når vi kommer til den store Caravan Salon udstilling i Düsseldorf.
Skrevet af: Jens-Peder Rasmussen
Foto: Hobby & www.campingferie.dk
© www.campingferie.dk 2010
|