|
|

Anden del af beretningen om Dethleffs 2010 starter med et par modeller
af den nye Magic Edition serie, der er på 4 forskellige modeller. I alle
modeller finder du denne inskription på sæderne, der skal fortælle
besøgende, at denne vogn er noget særligt.

Dethleffs Magic Edition 505 DB er mindste model. En godt 5 meter lang
traditionel campingvogn med rundsiddegruppe bagerst og fransksoveværelse
forrest. Men det er kun grundridset som er traditionelt, for der er
kælet rigtigt meget for detaljerne i vognen.

Her ser du rundsiddegruppen i Magic Edition 505 DB, hvorfra det elegante
ryglæn kommer fra. I teorien kan du godt rede op her, men får du
liggende gæster, så prøv om de kan sendes over i en campinghytte eller
lign, for det er da synd at ændre på den flotte stue. Er det ikke?

Det franske soveværelse ser mere traditionelt ud, men se lige på
overskabene, på reolen over hovedgærdet og sengelamperne. Dobbeltsengen
har et madrasmål på 202 x 140/95 cm.

Dethleffs Magic Edition 545 EB er én af 3 modeller, der alle er ens indrettet,
bortset fra soveværelset. 545 EB har enkeltsenge, 545 DBM har en
fritstående dobbeltseng og 525 DB har en tværvendt dobbeltseng forrest i vognen.

Her kan du se fra soveværelset og bagud i vognen. Læg mærke til bordet,
der kan forskydes frem og tilbage, til sidebordet (TV hylden) til
venstre og de mange flotte overskabe.

Kikker du den modsatte vej, så finder du disse 3 enkeltsenge, hvor der
er klædeskabe mellem fronten og hovedgærdene.

I toiletrummet er der en separat brusekabine med foldelåger i frosset
plast og en håndvask, der kan skyder frem og tilbage, så der er plads
til at sidde på toilettet.

Dethleffs Vari 580 2 TK med Vario Pakke er en af de mere
utraditionelle campingvogne på markedet. Selve sænkesengen over et stort
potentielt opbevaringsrum, er først ved at brede sig til resten af
branchen, og ses nu også ved andre mærker. Den store hæk-port er en del
af Vario pakken, der bl.a. også omfatter hejseværk til dobbeltsengen,
hækrampe, surringsbøjler og en opvejning af totalvægten til 2.500 kg.

Forrest er der indrettet en siddegruppe til 4 personer. Hvis der er
liggende gæster, eller der er fyldt op ned bag i vognen, så sænkesengen
ikke kan hejses ned, kan der her indrettes en seng med et madrasmål på
195 x 103/95 cm.

Oppe i fronten finder du en børneafdeling med 2 køjer, der måler 202 x
75 og 173 x 65 cm.

Toiletrummet er opdelt i 2 afdelinger, der kan samles til ét stort rum
ved hjælp af dørene. Der er toilet og håndvask i den ene side, og
separat brusekabine i den anden.

Dethleffs Aero Style 570 TK er den ene af de to største modeller i en
serie, som er bygget på baggrund af en række kvindelige Dethleffs-ejeres
ideer og forslag. Udover et udvendigt design, der ser meget aerodynamisk
ud, så indeholder den mange overraskende og praktiske detaljer.

Vognens siddegruppe findes lige inden for døren, således at de kan ses
ud i forteltet, eller ind fra forteltet. Praktisk når børn og voksne
skal holde øje med hinanden.

Forrest finder du denne tværvendte dobbeltseng, hvor højden er ekstra
høj, så magasinet under den er ekstra stort. Adgangen sker gennem en
stor serviceluge i teltsiden eller igennem den praktiske skydedør inde i
vognen. Læg også mærke til de mange lyse flader og småtingshylder der er
overalt i vognen.

Børneværelset er indrettet med optimale forhold for at lege, sove og
bygge huler. Læg f.eks. også mærke til de smarte kurve under bænkene, så
det er let at tage legetøjet frem og efterfølgende at rydde op igen.
Bordet kan svinges rundt, så der både kan leges på gulvet eller sidde og
tegnes ved det.

Toiletrummet i Dethleffs Aero Style 570 TK er kompakt, men her er alligevel drejetoilet
og håndvask med mulighed for at bruse. En stor fordel, hvis der
skal ordnes mindre børn før sengetid.

Dethleffs Aero Style 570 V er den anden, af de to store modeller. Her er
indretningen mere traditionel med rundsiddegruppe forrest og enkeltsenge
bagerst.

Her ser du rundsiddegruppen, hvor de langsgående bænke er henholdsvis
167 og 163 cm lange. den tværvendte bænk er 210 cm lang.

Her ser du køkken og og toiletrum i Aero Style 570 V. Læg mærke til, at
i køkkenet er der fletkurve i reolen ved siden af køleskabet. I
toiletrummet er der brusemulighed, her er der også monteret et bruseforhæng.

Enkeltsengene i
Dethleffs Aero Style 570 V måler begge 200 x 85 cm. Der er lameludtræk,
så sengene kan ændres til en stor dobbeltseng der måler 200 x 210 cm.

Dethleffs Beduin serien er i 2010 ændret således at de særlige Beduin
Emotion modeller udgår sammen med 4 af modellerne. De resterende
modeller suppleres med denne nye Beduin 545 DBM.

Et kik fra soveværelset og bagud viser denne flotte "samtale-stue," med
køkken og toiletrum langs vognens bagende. Læg også mærke til de nye
lyse flader på overskabene, og så vil Dethleffs kendere lægge mærke til
nye lyse kanter på TV- og køkkenbordet.

Soveværelset i vognens forende er lige så elegant, som i resten af
vognen. Fornyelsen er igen på overskabene. Læg mærke til, at der er 2
muligheder for at arrangere de lyse undergardiner.

Dethleffs Exclusiv Emotion fortsætter med samme program som sidste år,
plus én ny model, 745 TK. Den har vi ikke med her. I stedet for må du
nøjes med Emotion 655 SB , en rullende mobil feriebolig "for det kræsne publikum."

Værsgo. Her ser du en dagligstue, der er noget for sig selv. De
langsgående bænke er 190 og 165 cm og den tværvendte 231 cm. Enormt
meget plads til to, og rigeligt med plads til 6 - 8 om bordet. Her er
selvfølgelig lys "efter alle kunstens regler", både direkte eller
inddirekte.

Den bagerste ende af Exclusiv Emotion 655 SB er indrettet med denne
dobbeltseng, der måler 202 x 143/125 cm, og et stort toiletrum i vognens
bredde allerbagerst.

Toiletrummet i Exclusiv Emotion 655 SB er selvsagt rummeligt, med
masser af fralæggeplads samt en separat brusekabine.

Dethleffs Exclusiv VIP 675 V er gået hen og blevet en klassiker. Som de
fleste andre Dethleffs modeller, kan du vælge mellem flere slags
udvendig bemaling, f.eks. denne elegante hvide.

Indeni i finder du bagerst denne rundsiddegruppe, der opredt måler 231 x
174/151 cm. OK, det sker nok ikke så ofte, men omvendt siger det ret
meget om pladsforholdene.

Soveværelset i modsatte ende består af to ens enkeltsenge, der begge
måler 203 x 95 cm. er der behov for det, kan der, via et lameludtræk,
redes op til en dobbeltseng med med et madrasmål på 203 x 231 cm.

Toiletrummet er, som resten af vognen, stort. Derfor er der plads til en
separat brusekabine, der har foldedøre af plast.

Oven på al den luksus, komfort og storslåethed, er det nok en meget god
ide at slutte af med årets mindste model. Dethleffs Campy, der her ses
inkl. en Luksuspakke, er godt 3 meter lang indvendig.

På trods af den relativt korte indvendige længde, får du alligevel en
god siddegruppe for et par på tur. Den tværvendte dobbeltsenge, der er i
bordhøjde, så magasinet under den er ekstra stort, har et madrasmål på
200 x 166/122 cm.

Udover luksuspakken, der bl.a. består af toilet, køkkenenhed, el-varme,
og vægtforøgelse, findes der flere forskellige design-pakker til
Dethleffs Campy. Fælles for dem alle er, at de bl.a. indeholder denne
store frontklap, der giver optimale adgangsforhold til det store magasin
under dobbeltsengen. Din lokale Dethleffs forhandler kan fortælle mere
om mulighederne.

Vi slutter beretningen om Dethleffs af med et kik ind i toiletrummet i Campy,
hvor der, p.g.a. luksuspakken er monteret drejetoilet og håndvask. Hvis
du vil vide mere om Dethleffs, kan du se mere på
www.dethleffs.dk.
Tekst & foto: Peer Neslein & Jens-Peder Rasmussen
© www.campingferie.dk 2009
|