|
|

De sidste 3-4 år har jeg haft fornøjelsen i at deltage på årets Elmia
messe i Sverige.
På messen vises alle de spændende nyheder fra campingvogns- og
autocamperproducenterne, og specielt de nordiske modeller Kabe, Solifer
og Cabby er flot repræsenteret med et stort udvalg af deres modeller. På
messen er det muligt at campere med sin egen vogn, og det er rigtig
dejligt så man kan bruge et par dage på at få set de mange nyheder. Jeg
har på messen koncentreret mig om Cabbys luksuriøse campingvogne, og jeg
vil her vise et lille udvalg af deres flotte modeller for modelåret
2009.

Cabbys stand var vældig imponerende, og ikke færre end 22 forskellige
vogne var der stillet op på messen. Alle Cabby modeller har siden 2007
været udstyret med ATC som er et elektronisk system der hele tiden
overvåger om vogntoget er på vej i slinger, og sker dette går det
øjeblikkelig ind og sikrer en kontrolleret nedbremsning af vognen. Her
ses en opstillet model af Alkos undervogn med systemet monteret, og på
skærmen en kunne man se systemet i funktion under en test kørsel.

Cabby leverer jo modeller og indretninger i størrelserne fra 570 til
800, så det er muligt at finde en størrelse, der passer til familiens
bil. I denne model 570 F3 kan man se nogle af nyhederne for 2009. I
modelåret 2008 fik Cabby jo helt nyt design udvendigt, så i år er der
kun ændret ved et par små finesser, f.eks. er fortelt lampen der i 2008
indbygget i kappen overindgangsdøren, nu en separat fortelt lampe på
siden af vognen, for at give lidt bedre lys i forteltet. Som noget nyt i
2009 er også det muligt at få en fabriksmonteret markise på sin vogn

Når man træder inden for i denne Cabby og kigger på den flotte
rundsiddegruppe, ses en af de nye tekstil varianter nemlig den rustrøde
tekstilvariant Ida der er utrolig flot. Der er også kommet et nyt bud på
elegante hjørne hylder i sofagruppen på alle modeller. Nakkestøtterne
der se forenden af siddegruppen er også en nyhed i 2009, og de kan
flyttes rundt til det sted man ønsker at benytte dem siddegruppen.

I køkkensektionen er der alt til den moderne husmor, og Cabbys
soft-close lukkesystem til skufferne er standard.

Et kig den anden vej ned mod soveværelset, med toiletrummet ved siden
af. Til venstre ses det helt nye køleskab fra Dometic der også er nyt i
2009 modellerne, i et flot design, og det skulle faktisk også bruge
mindre energi – ikke så dårligt.

I toilet- og baderummene er der også sket en del i de nye 2009 modeller.
Toilettet er udskiftet til den helt nye model fra Thetford med
drejesæde. Håndvasken er udskiftet til en skinnende blank model der
matcher superflot til den nye bordplade. Toiletskabet er også i nyt
design.

Her ses en 620 + F3 med de ændringer der er på fronten for de nye 2009
modeller. De nye grå plastpaneler der omkranser positionslygterne og det
nye håndtag til at trække låget til gaskassen op med. Det passer helt
perfekt til resten af fronten, og den inddækkede træktriangel.

Ved et kig ind i vognen ses den anden nye stofvariant der er kommet til
i 2009, den kaldes Saga, og er meget flot sammen med aluminiumskanter,
grå lister og håndtag og lamper der er i resten af vognens flotte
interiør.

Cabbys længste mode er jo deres model 800 og her ses deres LT version.

Når man træder indenfor er der som en stor balsal, en kæmpe
rundsiddegruppe med plads til 6-7 voksne personer, og her i en helt
anden tekstilvariant, nemlig Antonia der fremtræder fantastisk flot med
de tilhørende gardiner.

Køkkenet er dejligt stort og med et rigtigt komfur som fås til flere af
modellerne fra Cabby som tilvalg. Halogenspots fra lysbaldakinen og
under skabene giver et perfekt arbejdslys. Til højre på væggen, ses den
nye type krydderihylder.

Et kig ned mod soveværelset med de to lækre senge. I 2009 modellerne er
der kommet en ny model madrasser der skulle give endnu bedre ligge
komfort. For enden ses indgangen til det store tværstillede badeværelse.

Badeværelset er i hele vognens bredde og det er indrettet med en separat
bruseniche i den ene side, og håndvask og spejl i midten af rummet.

Et kig den anden vej med det nye toilet fra Thetford og det nye
toiletskab der også er en nyhed i 2009.

I Cabbys FT modeller, dvs. de modeller med stor dobbeltseng og
tværstillet badeværelse, der er det luksuriøse vinkelkøkken ændret lidt
så der er blevet plads til både vinflasker og glas i den ende ned mod
soveværelset.

Her et kig ind i det elegante soveværelse i en mode 700+ FM med en stor
dobbeltseng med indstigning fra begge sider, meget flottere kan det vist
ikke gøres.

Hvis familien ønsker sig en læderstue i deres nye Cabby er der hele 3
varianter at byde på. Her ses varianten Dallas brun med de lækre nye
nakkestøtter.

Sort skind er også en mulighed, varianten hedder Dallas Sort

Dallas Beige er også en mulighed hvis man ønsker sig lyst skind med
tilhørende flotte gardiner.

I en af Cabbys 800 + modeller var der denne indretning på tværstillede
badeværelse, hvor brusenichen var udskiftet med denne garderobeløsning,
ja man må sige mulighederne er mange i Cabbys univers.

I FT modellerne er der også kommet et stort spejl ved sengens
hovedgærde.

De store børnefamilier har Cabby også tænkt på i deres produktion.
Modellen her 650+ F2B er indrettet i soveværelset med en stor
dobbeltseng og en lille dinette der kan klappes ned, foruden at
overskabene i begge sider kan klappes ned til køjer til familiens
mindste, så der på den måde bliver plads til 5 sovende i soveværelset +
ekstra 2 personer hvis rundsiddegruppen klappes ned, altså i alt
sovepladser til 7 personer i en 6.50 meter vogn, ret imponerende.

I en anden af Cabbys modeller var denne indretning med 3 køjer over
hinanden så der også var plads til 5 sovende personer i dette
soveværelse.

Besøget på Cabby standen var som sædvanlig en meget positiv oplevelse,
og jeg må tilstå, at der for mig ikke er tvivl om at Cabby stadig ligger
helt forrest i feltet, hvis man går efter en vogn med masser af udstyr
og komfort til camping i de stærkeste kuldegrader, og i 2009 har de
forbedret spildevandsafløbet så den vandbårne gulvvarme også løber
omkring selve aftapningen til spildevandet så den under ingen
omstændigheder kan fryse til. Og designmæssigt må man sige at Cabby også
er helt i front med de nye tiltag i år, der supplerer de helt nye design
Cabby fik i 2008. I løbet af de næste måneder vil der komme beskrivelser
af udvalgte modeller fra Cabbys 2009 serie, her på Campingferie.dk.
Og så jeg vil slutte min nyhedsreportage fra Cabbys 2009 verden med
denne model, som jeg er bange for ikke er en 2009 årgang. Spøg til side,
det er en af mine kære kolleger fra Campingferie.dk, nemlig Jens Peder
Rasmussen taget på fersk gerning midt en tiltrængt frokostpause.
Skrevet af: Per Jespersen
© www.campingferie.dk 2008
|