Adria Action 2007 - Oplagte rejsevogne til danske campister
Adria Action, der kom sidste år, kommer i 2007 med en ny
spændende model, Action 361 LH, der nok skal blive populær hos
rejselystne seniorer og andre, der sætter pris på en lille og let
rejsevogn, der gerne må skille sig ud fra mængden. Især, hvis det ikke
gå ud over kvalitet, rummelighed og komfort.
Action 361 LH har forrest en dinette, der er så stor, at bænkene kan
bruges som enkeltsenge. De måler hver 200 x 66 cm. hvilket er nok for de
fleste. Adria har i 2007 valgt kun at tage Action modellerne hjem i Plus
udgaven. Så har de nemlig det meste af det udstyr, som de fleste danske
ejere af campingvogne sætter pris på.
Her ser du dinetten opredt som en stor dobbeltseng, der måler 200 x 208
cm. hvilket skulle være nok for de fleste. Læg mærke til, at der er
kommet nyt betræk og nyt mønster på gardinerne i forhold til sidste år.
Lige som sidste år, fås Action både i en Blue og Silver version.
Adgangen til magasinerne under bænkene sker i øvrigt gennem 2
serviceluger, da lamelbunden ikke kan åbnes.
Køleskabet er stadig på 60 l. , men er flyttet højere op i møbelsøjlen.
Så er der blevet plads til et ekstra skab. Nederst i søjlen er vognens
gaskasse indrettet. Den kan selvfølgelig kun nås gennem en udvendig lem.
Overfor findes vognens klædeskab. Bagest finder du samme køkken og
toiletrum, som sidste år.
Noget af det der gør Action spændende er udstyrsniveauet, der omfatter
en mini HEKI tagluge, toiletrum med brusemulighed, koldt og varmt vand,
gas varmeovn og blæsevarme. Og så har den en egenvægt på 800 kg. og en
totalvægt på 1000 kg. hvilket passer rigtigt godt til mange danske
biler. Adria Action 361 LH koster 98.980 kr. + lev.