Hobby Exclusive 720 UKFe er en efterhånden gammel kending, der stadig er
meget populær hos de danske børnefamilier. Med en egenvægt på 1790 kg.
hører vognen ikke til de mindste, men de 7,3 m, den er
indvendigt, er indrette så praktisk, at den også har
stor efterspørgsel som brugtvogn. Mange bruger den store
vogn som fastliggervogn, men har familien en bil, der er
stor nok, så er den også egnet som rejsevogn.
Bagerst i vognen findes en stor rundsiddegruppe, hvor
der er god plads til 6 - 8 personer. Her kan hele
familien samles til måltiderne eller en gang ludo, kort
eller andre spil. Hobby Exclusive 720 UKFe koster 174.950,- kr. + levering.
Køkkenet er selvsagt ekstra stort, og har alt det du kan
forlange på en komfortabel campingtur. Køleskabet er på
105 l., der er mikroovn, emhætte, koldt og varmt vand,
og masser af plads i skabe og skuffer. Modsat køkkenet
finder du et stort klædeskab og et tv-bord, hvor der også
er plads til en DVD i hylden under bordpladen.
Børneværelset, der er placeret mellem køkken og
soveværelse, har en dinette, der kan redes op til en
ekstra seng. På den modsatte væg findes vognens 2 køjer.
Magasinet under den nederste køje er udformet som en
stor skuffe, der kan trækkes ud, når der skal
gemmes legetøj i den.
Forrest i vognen findes et fransk soveværelse, hvor der
er god plads i dobbeltsengen, som måler 198 x 157/131
cm. Der er brusemulighed i toiletrummet og separat vask
foran døren.