Hollandske Chateau er et af de mærker, der er på vej frem. For at Chateauejere
skal føle det ekstra behageligt at opholde dig inde i vognen, har fabrikken
arbejdet ekstra med design og indretning. Chateau fås i 3 serier. Caratt er
indstigningsserien, Calista volumenserien og Cantara luksusserien. Denne
Calista 490 KMF er 5-meter vognen til børnefamilien, som vil have faste
sovepladser til alle.
Midt i Calista 490 KMF findes vognens dinette, der også kan redes op til en
ekstra seng, som er 200 cm lang og 120 cm bred. Stort set alle Chateau Calista
modeller i Danmark sælges med en såkaldt CT pakke (Comfort Traveller), der
består af støddæmpere, kraftige støtteben, sideskørter, myggenet for døren,
blæsevarme, øget totalvægt og en særlig Visco-Move comfort-madras i faste senge.
CT pakken har en værdi af 9.280 kr. men sælges for 6.250 kr.
Overfor dinetten finder du vognens køkken, hvor køleskabet er på 93 l. og der
er koldt og varmt vand i hanen. Køjerne bagerst er i hele vognens bredde.
Bemærk at der også er et skab i børneafdelingen. Chateau sælges af 3 forhandlere,
en på Sjælland, en på Fyn og en i Jylland.
Det franske soveværelse forrest i vognen har to-delt toiletrum og en seng,
der måler 200 x 145 cm. Chateau fortæller, at de har ekstra varme- og
lydisolering i alle modeller, hvilket skulle give et roligt og behageligt klima.
Kørselskomforten skulle også være særlig god på grund af en ekstra lang trækstang.
Chateau Calista CT 490 KMF koster 139.150 kr. inkl. CT pakken men eks. levering.