Eldorado 420 er luksusrejsemodellen hos Caravelair. Her får du lidt bedre
plads, og lidt mere udstyr, end du får i de andre Caravelair modeller med
samme indretning. Eldorado 420 har en totallængde på 600 cm og er 210 cm bred.
Den indvendige længde er på 430 cm.
Eldorado har fået ny dør med 2 opbevaringslommer i årgang 2006. Køkkenet
er, som altid i vogne med endekøkken, rummeligt. Køleskabet er på 77 l.,
der er 3 gasblus, koldt og varmt vand i hanen og lysmarkise med halogenlamper
over overskabene.
Toiletrummet har Thetford toilet med manuelt skyl, koldt og varmt vand,
integreret brusehoved i blandingsbatteriet og ekstra mange toiletskabe
og -hylder.
I dørsiden findes et klædeskab med bøjle og et med hylder samt et praktisk
TV-bord. Vognen opvarmes med gas varmeovn med blæsevarme fra Truma.
Dinetten måler 180 x 100 cm, dobbeltsengen 195 x 140 cm. Bemærk de mange
halogenspots, både i dinetten, i loftet og i sengen. Caravelair Eldorado
420 koster 106.980 kr. + levering.