|
|

Det er nok lidt at en provokation at kalde den nye Fendt Bianco for en indgangsserie, men
rent udstyrsmæssigt ligger de flotte lyse vogne stort set på samme niveau som Fendt Saphir.
Men herudover er der ikke specielt mange lighedspunkter. Fendt Bianco er på 4 forskellige
modeller, der er designet i tidens lyse trend med hvid front, hvide sider uden grå
kontraststriber, hvid tagræling og træktøjsafdækning samt hvide alu-fælge.

Indvendigt i Fendt Bianco læger du først og fremmest mærke til de beige låger på overskabe
og skuffer, som passer godt til resten af vognens interiør i honningfarvet birk. Her ser du
fra rundsiddegruppen ned gennem Bianco 495 TFB.

Fendt Bianco Classico er en særlig kampagneudgave, hvor det kun er det udvendige design der
er holdt i de hvide nuancer. Indvendigt er interiøret udført i "Argona nød," der, sammen med
de rødlige Napoli tekstiler, giver en særlig afdæmpet og hyggelig stemning i vognen. Læg
mærke til at de lyse bordplader er bibeholdt i kampagnemodellen.

Fendt Diamant har i 2008 fået opdateret sit interiør og køkken. Her ser du Diamant 560 WGD,
der har et stort toiletrum bagerst i vognen. I 2008 er serien på 13 forskellige modeller,
hvor Diamant 510 TG, TF og TFB er de mindste og 650 TG og TF de største. Den nævnte Diamant
510 TG fås i øvrigt til en særlig kampagnepris på 174.950 kr.

Det fleste ejere af hidtidige Fendt Diamant modeller vil straks lægge mærke til er det nye
interiør og nye overskabe med indbygget lysbånd i lys teak samt de nye tekstiler. Kendere
vil også lægge mærke til det nye køkken, hvor især de nye former på komfur og køkkenvask
samt det nye 112 liter køleskab vil blive bemærket. Fendt Diamant 560 TG fås også som en
kampagnemodel, der har ALDE centralvarme som standard.

Fendt Diamant VIP får i 2008 de samme opdateringer som Fendt Diamant. Diamant VIP kommer i
2008 i de samme 4 modeller som i 2007. Ejere af Diamant VIP tilhører en lille eksklusiv
klasse af campister, der har nogle af de mest luksuriøse modeller der findes bandt de godt
900 forskellige der sælges i Danmark. En gruppe der de seneste år bliver større og større.

Her ser du den store rundsiddegruppe i Fendt Diamant VIP 700 TGC, hvor stjernehimlen er optimeret
og hjørnehylder, overskabe og ryghynder har fået ny form. De fire Diamant VIP modeller koster fra
269.950 til 293.950 kr plus levering.

Fendt Topas har i 2008 fået samme køkken som Diamant serien. Interiøret fra sidste år er beholdt
i år. De 8 forskellige modeller findes fra 5 til 6,5 meter klassen. Denne Topas 520 TG,
som er 250 cm bred, er på et par år gået hen og blevet en af de populæreste modeller i
serien.

Soveværelse i Fendt Topas 520 TG har 2 komfortable enkeltsenge, der begge er 90 cm brede
og henholdsvis 190 og 200 cm lange. Interiøret i Topas hedder Ariolo Birk, og de 8
modeller koster fra 149.950 til 195.950 kr plus levering og evt. ekstraudstyr.

Fendt Platin kommer i 2008 med 4 nye modeller, tre med køjer og en med et stort toiletrum
bagest i vognen. Interiørmæssigt fortsættes der som sidste år. Tekstilerne fås både i den
hidtidige blåt udgave, som hedder Modena, i en ny beige og brun variant, der hedder Parma.
Mindste model er Platin 470 TFB, der har en indvendig længde på 465 cm. Største modeller er
tre søstermodeller i 6,5 m klassen, 650 TFK, TFKM og TDF, der indvendigt alle er 650 cm
lange.

Fendt Platin 590 TMFK er en ny familiemodel med et såkaldt skandinavisk soveværelse, der har
køjer til børnene og fransk seng til mor og far. Du kan også, hvis familien har behov for en
ekstra dinette om dagen, vælge at få vognen med en dinette og skabskøje i stedet for
køjesengene. Så hedder modellen Platin 590 TMFK II. Fendt Platin koster fra 142.950 til
209.950 kr plus levering og evt. ekstraudstyr.

Fendt Saphir kommer i 17 forskellige modeller. Mindste model er Saphir 410, der både fås
som denne 410 QF, med tværvendt dobbeltseng forrest og dinette bagerst eller 410 QK, der
har dinette forrest og køjer bagerst. Selv om Saphir er det Fendt kalder sin indgangsserie,
så er grundudstyret i orden, f.eks. med stor tagluge, servicelem, støddæmpere, stabilisator,
næsehjul med kugletryksmåler, varmt vand og blæsevarme. Her skal der ikke bygges om for at
blive Tempo 100 godkendt.

De to største Fendt Saphir modeller er denne Saphir 560 TFK og en 560 TFKM. Begge er
indrettet med tværvendt dobbeltseng forrest, rundsiddegruppe, klædeskabe, toiletrum og
køkken i midten og bagerst tværvendte køjer. Fendt Saphir koster fra 109.950 til 156.950
kr plus levering og evt. ekstraudstyr.
Skrevet af: Jens-Peder Rasmussen
© www.campingferie.dk 2007
|