Ude ved forhandleren
Når du finder en brugtvogn på nettet, så husk at ringe til forhandleren og hør om
den er solgt. Så kører du ikke forgæves. Herefter er det med at komme ud og se
på den. Husk at få hele familien med. Kontakt en sælger og fortæl, at I er
interesseret i vognen. Bed evt. sælgeren om en demonstration af dens udstyr og
indretning. Spørg ham også om lov til at ”simulere” jeres forventede campingliv.
Her tænkes på, at familien ”sætter sig til bords”, så I bedre kan se hvor meget
plads der er om bordet, og hvor meget plads der er til at tilberede mad. Lån evt.
en tallerken hos sælgeren pr. familiemedlem. Husk altid at spørge en sælger om lov,
før I begynder at "teste" vognen. Husk også at tage sko og støvler af ”før” I
lægger Jer op i sengene. Det kan heller ikke anbefales at medbringe madpakker og
saftevand for at prøve frokosten.
Prøv også at ”gå i seng” og se hvordan I ligger. Få sælgeren til at vise hvordan der
redes op i siddegrupper. Prøv selv bagefter. Hvis familien ikke går i seng på samme
tid, så kontroller om der kan lukkes af for børne- og soveværelse. Tænk evt. også på
natligt toiletbesøg, så sovende børn ikke vækkes, hvis mor og far skal på toilettet
lige inden de går i seng. Husk også at tjekke i magasiner og skabe for lugt og fugt.
Tag Jeres beslutning
Når vognen er beset og kontrolleret, så stil Jer selv nogle sidste afklarende spørgsmål, f.eks.
om hvor godt vognen svarede til det forventede? Er der plads nok? Kan I køre med vognen
efter Jeres bil? Fik I den byttepris I havde regnet med for byttevognen? Er der valgt evt.
udstyr og tilbehør? Er finansieringen på plads? Og til sidst, kan I leve med de
kompromisser, der altid vil opstå?
Er I ikke 100 % sikre, så tænk over det et par dage mere. Måske er der lige et par
alternative vogne der skal undersøges først. Husk dog på, at har I ikke skrevet en
slutseddel, så er forhandleren i sin gode ret til at sælge vognen til andre, der kan
skrive under på en slutseddel med det samme. Sker det at en vogn bliver solgt for næsen
af Jer, så bliv ikke for skuffet. Tænk på, at der sælges 15 - 20.000 brugte og nye
campingvogne i Danmark om året, så der er nok også en til Jeres familie. Inden der
skrives under på slutsedlen, så husk at få gennemgået salgsbetingelserne, især hvis
der indgår en byttevogn. Når I har handlet, så vil vi fra www.campingferie.dk sige
tillykke - og på gensyn ude på campingpladserne.