|
|
Strand - Vi troede at strandene på østsiden af Sardinien var flotte, men prøv og se her.
Kilometervis af lækkert sand og krystalklart vand.
Hvis vi synes, at Sardinien i starten af juli var halvtom for turister på nordøst kysten, så
var det intet imod hvad der ventede os ude vestpå. Efter godt en uge i Palau med dykning og
total afslapning pakker vi sammen, for at køre vestpå i retning af byen Oristano. For det
første vil vi gerne se mere af Sardinien end bare turistområdet ved Palau, og for det andet
har vi læst om et traditionelt hestevæddeløb i byen Sedilo, som vi gerne vil opleve.
Selve transporten fra øst til vest går utrolig nemt. Sardinien er skåret på tværs af en
rigtig god landevej næsten uden biler, og da Mikkel samtidig kvitterer med at sove en del,
så når vi hele vejen til Oristano i løbet af godt fire timer. Her spiser vi frokost og
sætter kursen mod den lille turistby Torre Grande udenfor Oristano. Vi finder campingpladsen
Spinnaker uden de store problemer, og finder et godt sted i skyggen under høje grantræer.
Flamingoer - Det vestlige Sardinien har en rigtig flot natur, her har Sara fanget en flok
vilde flamingoer.
Pladsen vi bor på har fire stjerner, og det er et dejligt sted i gå afstand fra den søvnige
strandby Torre Grande. Dagene her bruger vi på små korte udflugter i løbet af dagene,
blandet med badeture sammen med Mikkel i poolen, og et par gode middage inde i byen om
aftenen. Området er ikke spækket med turistattraktioner, men til gengæld er landskabet
utrolig flot med smukke strande, vilde flamingoer og fantastisk vejr.
Ballet. - Man oplever hele tiden noget nyt. En morgen på campingpladsen Spinnaker var der
ballet på programmet. Byens unge kvinder og en enkelt mand fik undervisning under åben
himmel til vores alles store begejstring. Klassisk musik fra morgenstunden – herligt.
For vores vedkommende er højdepunktet på denne del af turen nok det traditionelle
hestevæddeløb i byen Sedilo. En gang om året samles lokale for at ære Sankt Konstantin ved
et hestevæddeløb igennem byen og ud til en lille kirke uden for byen. En fører og to
hjælpere skal ride igennem byen med en fane forfulgt af godt 100 ryttere, flankeret af
lokale mænd i jagttøj som samtidig affyrer deres geværer for at opildne ryttere og heste.
Vi ankommer til festpladsen uden for byen – en slags målområde – cirka tre timer før det
hele går løs. Der er næsten tomt bortset fra krejlere og andet godtfolk som skal lave lidt
euro på begivenheden. Langsomt men sikkert bliver pladsen imidlertid fyldt. Det er svært at
skyde på hvor mange tilskuere vi er, men nogle siger omkring 30.000 plus dem der følger med
per live tv transmission.
Ål. - Efter det store hestevæddeløb er der marked med masser af mad og forskellige lokale
specialiteter. Bortset fra et par enkelte smågrise så bliver alle grillerne fyldt med fisk.
Her er det ål der steges og sælges som take-away.
Pludselig går det hele løs. Gruppen af ryttere kommer op over bakketoppen og venter på
toppen. Her bliver de opildnet af skud i luften og råben fra publikum, som har taget plads
med iskolde øl og store forventninger. Som en trold af en æske sætter rytterne i hurtig
bevægelse ned af bakken og op mod den lille kirke midt på pladsen. Her går hele kortegen så
i stå – hvorefter alle lunter et par gange rundt om kirken, og så er det slut.
Hest - I fuld galop farer hestene imod den lille kirke ked føreren her i spidsen. Samtidig
sørger forskellige lokale for at stemningen er i orden. Kombinationen af skydevåben og kolde
øl slår aldrig fejl.
Alt i alt en meget mærkelig men også sjov oplevelse. På forhånd havde vi hørt, at
hestevæddeløbet skulle være halsbrækkende og meget farligt. Vi blev nok nærmere efterladt
med en følelse af at blive snydt lidt for det vilde hestevæddeløb, men til gengæld var det
en sjovt. Og italienerne elskede det uden tvivl, udover nogle englændere så vi ikke mange
turister, og et besøg i Sedilo i starten af juli kan bestemt godt anbefales.
Fire dage ender vi med at bo i Torre Grande, inden vi endnu en gang skal pakke sammen. Efter
at have tilbragt næsten 14 dage på Sardinien er det tid til at vende tilbage til fastlandet.
Denne gang går pakkeriet i Camp Letten rimelig godt, og vi må efterhånden have fundet den
hemmelige opskrift. I det hele taget har vi lært meget om vores nye hus i løbet af de mange
uger, vi efterhånden har været på landevejen.
For det første synes vi at Camp Let har været en rigtig god løsning for os. Kombinationen
med et godt telt og et lille køkken, har passet rigtig godt til det behov, vi har haft på
den her tur. Når man først har fået styr på de små tekniske spidsfindigheder, tager det ikke
mange minutter, at slå Camp Letten op, faktisk har Christian gjort det alene et par gange.
Samtidig er vi imponerede over, at der kan være så meget bagage nede i selve kassen på
traileren, om end der er en grænse.
Pakkeri - Det er utroligt hvor meget der kan være i kassen på en Camp Let. Læg mærke til den
store bunke ting til venstre. Se også den blå presenning på gulvet – nu er vi ligesom de
”rigtige” campister.
Samtidig er der dog også nogle ting, som vi mener, er mindre heldige med Camp Letten. For
det første er kvaliteten af det medfølgende ”lommestykke” ikke særlig god, og næsten
samtlige elastikker er gået i stykker under turen. Det samme gælder de plastikhægter som
holder teltet oppe. De er lavet i dårlig kvalitet, og de virker ikke optimalt på trods af
den ret vigtige funktion de har. Samtidig er der et par steder hvor Camp Let efter vores
mening er forfalden til lidt tarvelige materialer og produktionsmetoder. For eksempel falder
propperne bag køkkenet let ud, ophæng til gardiner fungerer dårligt, og så er køkkenkassen
nogle gange skæv, så den ikke kan lukke ordentligt.
Men vi er glade for vores Camp Let, og vi vender nu næsen mod fastlandet. Turen hertil går
over havnebyen Olbia, hvor vi har booket en natfærge til Livorno med firmaet Mobylines. Det
hele er bestilt på nettet i løbet af vores tur og fungerer rigtig godt. Allerede fra klokken
21.30 er der adgang til færgen, og vi finder hurtigt den lille kahyt til to personer, som vi
har bestilt. Den ligner mest af alt et lille hotelværelse, og mens skibet forlader Sardinien
går vi alle tre til ro. Foran os ligger seks timers sejlads i nattero – alt sammen til 187
euro. Næste stop det italienske fastland og Toscana, Ciao Sardinien !!
Læs videre i afsnit 6
© www.campingferie.dk 2007
|
