|
|

Bürstner Averso Plus er en af de uventede og helt store, måske den
største, nyheder på årets Caravan Salon i Düsseldorf. Det er tæt på, at
den unikke konstruktion kan kaldes en helt ny måde at nyde mobil fritid
på. I denne Bürstner Averso Plus 410 TS er der på bare 4 meter indrettet
en vinkelsiddegruppe med TV bænk til fire, køkken, toiletrum med
brusekabine, klædeskab, køleskabsreol og en fast dobbeltseng, der måler
200 x 145 cm.

For at få plads til alle ovennævnte indretningsdetaljer har Bürstners
konstruktører valgt at placere den fast dobbeltseng oppe under loftet.
Når der så bliver brug for den, sænkes den ned fra loftet. Vognens
udvendige højde på 275 cm er derfor ca. 20 cm mere end normalt. Her ser
du Thorkild Rasmussen, Anders Roed og Steen Rasmussen fra Caravan Ringen
foran den nye Bürstner.

Bürstner Averso Plus benyttes sig af samme teknik, som kom frem i
fabrikkens Ixeo autocampere for et par år siden. En teknik der i år
dukker op hos rigtig mange andre autocamperproducenter. Den indvendige
høje i Bürstner Averso Plus er selvfølgelig enorm, omkring 215 cm. Under
sengen er der over 190 cm. Her ser du Bürstners demonstrant, som er 186
cm høj, stå inde under den.

Dobbeltsengen hæves og sænkes elektrisk. Den har et indbygget
sikkerhedssystem der gør, at man ikke umiddelbart kan løfte den helt op
under loftet, hvis der ligger nogen i den. Her ser du den i nederste
stilling.

Når sengen er oppe under loftet har du denne praktiske og rummelige
siddegruppe at boltre dig i. I den lave reol overfor bordet er der
monteret en fladskærmselevator, så der kan ses TV når det ønskes. Når
der ikke er brug for fjernsyn, så sænkes det blot ned i reolen.

Fladskærmselevatoren er indrettet så den kan drejes rundt. Så kan der,
efter behov, ses TV inde fra vognen og ude i forteltet. Udover Bürstner
Averso Plus 410 kommer der to andre modeller. Averso Plus 440 TK, der
har køjer, rundsiddegruppe, sænkeseng og seks sovepladser, samt Averso
Plus 510 TK, der har børneværelse med køjer og sidevendt dinette,
rundsiddegruppe, sænkeseng og hele syv sovepladser.

Bürstner Premio fortsætter i Danmark med de samme modeller som sidste
år, plus en ny 490 TL, der er indrettet med enkeltsenge forrest.
Bürstner Premio har udvendigt samme design som de øvrige serier, og er
fabrikkens såkaldte indstigningsserie, hvor du får samme kvalitet og
design, men lidt mindre udstyr og detaljer, til en rigtig fornuftig
pris.

Her ser du soveværelset i Bürstner Premio 490 TL, der har køkken og
toiletrum i midten og bagerst en stor rundsiddegruppe. Begge senge måler
197 x 89/78 cm. Med en indvendig længde på 514 cm og en totalvægt på
1300 kg vil den rummelige vogn passe til mange biler på det danske
marked.

Bürstner Averso 460 TL er en af de populære modeller i 5 meter klassen,
hvor der er store muligheder for individuel tilpasning af ønskevognen.
Udvendigt leveres den med sider i hvidt hammerslået aluminium. men som
option kan du vælge mellem metal-finish i sølv eller, som denne
udstillingsmodel, hvid.

Allerede i Averso får du det kendte design og den finde kvalitet, der
har fulgt Bürstner gennem mange år. I Averso kan du vælge mellem 10
forskellige modeller, og med 10 forskellige tekstil-designs, der giver
gode muligheder for også at finde din smag.

I soveværelset forrest i vognen får du mulighed for at rede
enkeltsengene op til dobbeltseng vi et praktisk lameludtræk. Sengebordet
kan selvfølgelig tages væk.

Bürstner Averso Fifty, som var tiltænkt jubilæumsårgangen får, på grund
af deres popularitet, lov til at fortsætte. Her ser den populære Averso
Fifty 465 TS, der har rundsiddegruppe bagerst og franske soveværelse
forrest i vognen.

Her ser du rundsiddegruppen bagerst i Averso Fifty 465 TS. De
langsgående bænke er 132 cm lange. Læg også mærke til de praktiske
nakkestøtter, der både kan sidde som på billedet, og på de langsgående
ryglæn.

Bürstner Belcanto, der sidste år kom i en ny udgave, kan i år fejre 5
års fødselsdag. Det gøres med ny udvendig grafik, der skal understrege
modellens status i den øvre mellemklasse. Her ser du Belcanto 465 TS,
der er en af de populæreste modeller i Danmark.

En af grundene til populariteten er dette elegante franske soveværelse,
der virker ekstra lyst og rummeligt efter at mediereolen er fjernet fra
køkkenet. Dobbeltsengen måler 197 x 135/107 cm. Det skarpe øje vil
bemærke det ekstra store toiletrum.

Toiletrummet i Bürstner Belcanto 465 TS er indrettet med vasken inden
for døren samt en praktisk brusekabine mellem vask og toilet. Læg mærke
til, at der er separat blandingsbatteri i brusekabinen, hvilket
fortæller en hel del om vognens udstyrsniveau.

Dette spejlvendt franske soveværelse finder du i Bürstner Belcanto 390
TS, en ny model det det kvalitetsbevidste og rejsevante par, der ikke
vil undvære et optimalt soveværelse på rejsen. Og så er sengen endda 202
cm lang, godt 5 cm mere end så mange andre franske seng i branchen.

I den modsatte ende af Bürstner Belcanto 295 TS finder du et lille, men
velproportioneret og flot køkken samt en sidevendt dinette, hvor bænkene
er henholdsvis 100 og 96 cm lange. Her ”kan” selvfølgelig redes op til
liggende gæster, men det sker nok ikke så tit. Læg også mærke til den
lange nakkepude, en rigtig behagelig ting, når man først har prøvet det.

Bürstner Trecento får et enkelt nyt familiemedlem i 2010 årgangen, idet
465 TS indretningen bliver ny mindste model i en serie på 5 modeller.
Denne Trecento 540 TL, der er 558 cm indvendig og har enkeltsenge
forrest, er en af de to mellemste.

Her ser du rundsiddegruppen bagerst i Trecento 540 TL. De langsgående
bænke er henholdsvis 143 og 138 cm lange. Bürstner i Danmark kommer,
udover de viste serier, med 3 Belcanto X-clusive specialudgaver, der
udvendig enten er sølv eller champagnefarvet. De første 2010 modeller er
på vej ud til de danske forhandlere. Se mere om den nye årgang på
www.buerstner.dk
Tekst: Peer Neslein & Jens-Peder Rasmussen
Foto: Campingferie.dk
© www.campingferie.dk 2009
|