|
|
Tirsdag d. 5. juli
Heldigvis lykkedes det for os at mødes med Lone og
Jens i byen Assisi, som er Italiens næststørste hellige
by. Også her havde man indrettet en parkeringsplads med rullende trapper op til bykernen, idet byen
- som før omtalt - lå højt på bjergets top.
Lone og Jens havde boet i et kloster en uge, og boede nu
i et hus midt i byen, hvor de havde lejet et værelse. De
var de perfekte guider for os i denne guddommelige og
skønne middelalderby, hvor Frans af Assasi forvandlede sig fra en rigmandssøn til en munk i yderste fattigdom.
Han blev foranlediget bl.a. af en åbenbaring, hvor Jesus
talte til ham fra korset i en lille kirke. En parallel
historie fandt sted med en 10 år yngre teenagepige, Chiara,
som blev meget inspireret af Frans af Assisi, og som på sit dødsleje fik godkendt sit nonneorden kendt som Chiaristerne, som aldrig ses, og bruger
al deres tid til bøn. Og det har de gjort uafbrudt i ottehundrede år. Hver morgen kunne man dog høre dem, men ikke se dem,
under messen i kirken. Det lyder så
smukt så smukt.
Denne parallelle historie præger byen utroligt flot, med San Francesco-kirken, som også rummer pavens residens og med Santa Chiara-kirken,
som er synlige og smukke omdrejningspunkter for disse ordener. Byen var selvfølgelig præget af masser af pilgrimme og så os dødelige turister,
for antallet af indbyggere i den indre by er overraskende kun på 750.
Vores besøg i Lone og
Jens' kloster var også en utrolig overraskende og fredfyldt
oplevelse. Den var oprettet af en gruppe amerikanske nonner, som så det som et kald at tage sig af pilgrimmene.
Så faktisk var det lille kloster
indrettet som et 2-stjernet hotel med morgenmad, og mulighed for noget sødt og drikkelse
(også øl) fra automater. Selvom klostret lå lige midt
i byen, havde de ligeledes en forholdsvis stor have, som man kunne bruge som man ville. Vi så kun få af nonnerne.
De var utrolig søde og imødekommende
og pjattende, men ellers blandede de sig ikke med gæsterne. Et diskret sted som ikke engang spørger, om man er gift, men det ved de måske allerede,
idet byen Assisi forlanger en hel masse personlige oplysninger af dig, hvis du skal overnatte i byen.
Inden besøget havde Lone advaret os mod at være
for sommerklædt, og vi blev da også tjekket hele tiden ved hver kirke. Ironisk nok var det kun Lone, der måtte lide den tort at være den eneste, som
måtte blive udenfor San Francis-kirken, men hun havde jo set den et par gange
før.
Vi sluttede besøget lidt nede af bjerget i San Damiano
klostret, hvor krucifikset havde talt til Frans af
Assasi og hvor Chiara og hendes nonner havde opholdt sig i Chiaras levetid.
Her ver det også, at vi vinkede vi farvel til Jens
og Lone, noget øre og trætte, men en fantastisk oplevelse rigere. Det var en hel vidunderlig by.
Onsdag d. 6. juli
Siena og Orvieto må man ikke køre forbi, siger forfatteren til "Turen går til Italien"; Preben Hansen i en sidebemærkning.
Og Orvieto ville vi se. Vi var ved at blive lidt
stressede af vores tidsplan, da al Italiens skønhed kan blive for meget.
Pludselig blev det alt for meget. Det var vel
også ferie vi havde? Men Orvieto blev det.
Byen var nu den tredje middelalderby med rullende trapper vi skulle besøge, og her - ligesom i Assisi
-
gik det glat med at finde parkeringspladsen. Pludselig kunne vi skimte byen fra vejen og efterhånden som vi nærmede os, steg vores forventninger.
For her
lå byen majestætisk og ridderligt 300 meter oppe på en vulkansk klippe. Byen domineres af små gyder og gågaderne omkring torvet, som vi pludselig kom
til og blev overrumplet af den utrolig smukke domkirke Corpus Domini, som blev bygget over flere hundrede år (1290-1600).
Kirken havde en hel unik forside,
med stenhuggede historier, og malede freskoer. Lige over for kirken fandt vi turistkontoret, som var centrum for alle aktiviteter i byen.
Her købte
vi en guidet tur ned under byen, hvor etruskerne for to tusinde år siden påbegyndte udgravningen af den vulkanske klippe, som byen er bygget på.
En udgravning som faktisk i generationer fungerede som en by under byen i krigstid, og som i fredstid blev brugt til fuglereder og opbevaring af diverse
fødevarer mm. Kør ikke uden om denne kæmpe oplevelse, som også minder os om menneskets fantastiske evne og vilje til overlevelse.
Campania
Torsdag d. 7. juli
Vi havde nu endelig taget den beslutning at springe Rom over på denne tur. Dels kunne vi ikke få vores tidsplan til at hænge sammen,
og dels ville vi måske ikke nyde Rom her i sommerheden. Det kunne vi dog til
gengæld måske, ved en selvstændig tur til Rom i efteråret eller foråret.
Så her brød vi den rejserute
"lidt", som vi havde fulgt i 14 år.
Så turen startede tidligt fra Umbrien (kl. 7.20) og fortsatte ad E45 gennem Lazio provinsen forbi Rom og til Campánia
forbi Napoli og sluttede lidt syd for Salerno, nogle få kilometer fra Paestum,
som i øvrigt er kendt for at have nogle af de mest velbevarede græske templer
til dato. Vi sigtede
efter den campingplads vi lå på, for 14 år siden. Dengang var vi der med vores to drenge og
Camp-Let'en, og vi huskede pladsen og udsigten over Salernobugten,
Ja, næsten
som paradis, men noget må have sket på de 14 år, for da vi drejede fra motorvejen mødte vi et
inferno af grimme reklameskilte, trafikkaos, affaldsdynger
og for mig var dette lidt af et chok. Vi havde kun en gammelt kopi af den campingfortegnelse, som vi brugte dengang, så det var lidt svært for os at finde
"Guds
plads på jord"; "Nettuno Camping", Via Laura, Paestum. Men pludselig var vi der.
Lige ved middelhavet og Salernobugten. Vi kunne huske receptionen og blev
mødt af en venlig imødekommende engelsktalende dame. Den eneste syditaliener som vi kunne kommunikere med, i det ingen kunne engelsk, og vi kunne desværre
ikke nok italiensk til at føre en samtale. Pladsen er en meget skyggefuld plads, og på sin vis ok, men vi havde vist glemt de elendige bade- og toiletforhold.
Men havets brusen og den evige sol med de skønne aftener var dejligt Vi vænnede os hurtigt til gensynet og lærte hurtigt igen at holde af stedet.
Vi var kun to udenlandske familier og Italienerne var lidt svære at komme i kontakt med, for sproget var en stor barriere.
Vi undrede os over, at der ikke her
var sket noget som helst på de 14 år. Tja, nærmest tværtimod. Men som en Italiensk dame spurgte os
da vi spurgte hende, om hun kunne tale engelsk, svarede
hun: "Nej, men kan I tale spansk eller fransk?" Hhmmm. Da fik vi den. Mange af familierne på pladsen lå som fastliggere, hvor fjernsynet var tændt hele dagen med synkroniserede programmer
og mobiltelefonerne var med overalt. Alt var på italiensk.
Men heldigvis havde vi så det andet ægtepar som kom fra Isle of Man. De kunne da i alt fald forstå engelsk.
Fredag d. 8. juli
"Fridag". Vi undersøgte togforbindelsen fra byen Capacio til Napoli og fandt ud af, at man ikke kunne købe billetter på den lidt forsømte station.
Vi blev
hele tiden henvist til byens hovedstrøg. Og endelig var der en venlig dame, der pegede på byens mest rodede butik fyldt til bristepunktet med aviser, blade og
magasiner i bunker, og her fik vi to billetter til Napoli til 5 euro pr. stk. Så
nu var vi ligesom klar til turen i morgen.
Lørdag d. 9. juli
På campingpladsen lukkede porten først op kl. 7.50, og da vi havde regnet med kl 7.00 nåede
vi ikke det første tog, men kom med lidt forsinkelse med det udmærkede
regionaltog med aircondition til Napoli. På vores ture tager vi ofte bus eller tog til de store byer.
Og her var vi virkelig lykkelige over ikke at skulle bevæge
os ind i dette inferno af en by. Pyha. Togturen giver samtidig os en meget bedre mulighed for at opleve den almindelige befolknings gøren og laden, og muligheden
for "lidt" snak.
Udenfor Napolis hovedbane var der gader med kæmpe markeder,
som virkede meget kaotisk. Inden for fem minutter havde vi fået tilbudt de nyeste
mobiltelefoner og videokameraer, mens der samtidig var råben og skrigen. På gaden sloges bilerne med scooterne og knallerterne om pladsen.
Fascinerende var det, da vi lige var kommet os over de
første indtryk.
Napoli lider - måske blandt os turister - under de mange dårlige historier om byen, men vi var fascinerede. Nogle siger, at enten vil man elske Napoli eller også hade
den, Men vi kunne nu bedst lide at se nuanceret på byen med lidt mere åbenhed og opdagede
dermed, at Napoli - udover at have en utrolig fortid og historie - rummede alt.
Der var
helt nye områder med den ene flotte skyskraber efter den anden, og gyder med faldefærdige huse med fattigdom, som man ikke
troede fandtes i nordeuropæisk by. Byen har også en
havn med mange krydstogtskibe og palæer, den ene skønnere end den anden. Kirker klemt inde mellem grimme huse, men som rummer en skønhed indenfor. Fra
toppen af byen kan man opleve den smukkeste udsigt over bugten som man kan forestille sig.
Fra tiggeren med de sorteste tæer og fuldstændig sanseløs af druk,
til en trafik, hvor du kun tænker på dig selv og hvor alt tilsyneladende er tilladt.
Men der findes også områder hvor alt åndede fred og ro og med et velfungerende kollektivt trafiknet med
metro, sporvogne og busser.
Man kan sige meget om byens sightseeings busser, men vi bruger dem nogle gange
til at få et overblik over byen. Det valgte vi også her i Napoli, selvom
man kun kunne købe en billet til bussernes tre ruter, så prisen kom op på hele
20 euro. Men selvom middagssolen og heden var lidt heftig ved os på øverste åbne dæk, gav turen
os det nuancerede indtryk af byen, som vi syntes den fortjener. Og tyveri? Vi oplevede intet i den retning, men vi passede også godt på.
I øvrigt havde vi heller
aldrig været i en storby med så megen synlig politi. Og selvom politiet overså mange overtrædelser
- mest i trafikken - (de har måske opgivet?) så tror vi
alligevel at deres tilstedeværelse gav de rigtige præventive signaler.
Senere fik vi turens hidtil bedste italienske måltid i en lille gyde tæt ved Galleria Umberto, Napolis flotte overdækkede butikscenter. Spagetti med
alt godt fra Mare. Blæksprutter, alle former for muslinger og rejer. Det blev
dog bestilt lidt tilfældigt, for der var kun to muligheder som vi ikke anede hvad var, i det der
intet spisekort var. Og så var det jo lørdag, dagen man bliver gift på, og
derfor så vi overalt brudepar stillet op i alverdens positioner foran både en
videofotograf og en fotograf med familien som glade tilskuere. Ikke alene blev de gift,
de blev også filmstjerner for en dag.
|
