Ruth fornøjer sig med en af dyrene, som til ære for fotografen har taget ophold på skulderen af hende. Det var fristende at stryge dem over de fløjlsbløde pelse, men vi havde fået besked på at vi ikke måtte glemme, at det var vilde dyr og at naturen var deres. Så det respekterede vi nødtvungent.
Ikke så langt fra Gibraltar ligger Europas sydligste punkt ved Tarifa. Oppe i 400 m's højde findes en af de få parkeringspladser, som de spanske veje er udstyret med. Modsat Gibraltars overskyede vejr var vi her mere heldige, vi havde udsigt og kunne se Afrika kun 13 km borte. Det var virkelig flot, især på baggrund af kontrasten i det flotte landskab foran os.

At køre langs sydkysten er en blandet fornøjelse. Trafikken er voldsom, selvom vej N-340 har 4 spor. Den kan høres, selv om natten på de fleste campingpladser på Costa del Sol, for kun de færreste ligger bare ens mule væk fra vejen. Der er nemlig ikke megen plads langs kysten, hvor der hersker en utrolig byggeaktivitet over alt. Og der er bestemt ikke lige kønt alle vegne - mange steder med højhuse og en skov af byggekraner skæmmer oplevelsen.

Vi har gjort holdt på campingpladsen Don Cactus, her var der forbavsende ro og det var vor base til udflugter til Alhambra og Sierra Nevada, som rejser sig til over 3000 m's højde lige bag pladsen. Her mødte vi folk, der stod på ski om formiddagen i bjergene og tog solbad på stranden om eftermiddagen. Mens vi var der, oplevede vi dog en forrygende storm, hvor Middelhavet virkelig viste tænder. Det var et imponerende syn lige udenfor pladsens indkørsel.
Men her oplever vi også det, som skal følge os i et par hundrede kilometer: et landskab, der er totalt overdækket af plastik. Hele vejen mens vi kørte forbi Almeria det samme triste syn! Først derefter, da vejen har drejet mere i nordlig retning langs kysten oplever vi et helt andet syn: et landskab, der nærmest må betragtes som ørken. Et enkelt sted laver vi en afstikker ind i landet for at komme væk fra plastikken og oplever igen vaskeægte serpentiner.

Nogen hader den slags kørsel, jeg elsker disse udfordringer og campingvognen skal jo også bevise, hvad den duer til. Og det blev til hårde prøvelser. Nu har vi og den kørt i skyer af saltvand, isbelagte veje, i bagende sol med høje hastigheder, ujævne veje og op og ned ad utallige serpentiner i Jura, Pyrenæerne, Højlandet, Sierra Moreno og nu alle de mange klippepynter langs Costa del Sol, Costa Calida og hvad de højhusbefængte kyster nu ellers hedder.

Vi nærmer os en stor Lagune, der hedder La Manga del Menor lidt syd for Alicante, hvor vi har tænkt at slå os ned et stykke tid, for nu bager solen ned.

Campingpladsen har samme navn og jeg har omtalt dens fordele og ulemper i et andet rejsebrev. Lagunen er afskærmet af en smal sandtange, sådan som vi kender det ved Ringkøbing Fjord eller Præstø Fjord (Feddet). Men tro nu ikke, at man har levnet naturen ret mange chancer: se bare højhushotellerne derude på tangen. En 21 km lang kø af hoteller, men badevandet er skønt og der er rigeligt af det. Kun ude mod nord, hvor vandet løber ind i lagunen er der nogle sumpede områder, hvor vi finder lidt ro til nogle spadsereture. Nogle af kanalerne gennem sumpen har man lavet små, stejle broer hen over i en egen smuk, og rustik byggestil, hvis syn vi nyder meget.

Efter 4 dage har vi fået kulør på huden og vender nu snuden igen mod nord. Landskabet langs med vejen er betydelig mere venlig her op langs med kysten ved Venezia.

På sletterne vokser der oliven, vin og appelsin og som vi ser et enkelt mandeltræ midt i det hele. Man skal bare ikke kigge ud over vandet, så forstyrres øjnene af de uendelige rækker af højhuse. Vi kan også se, at man ikke skal langt væk fra sletten før der bliver goldt igen, for på bakkens skråning har selv maki-buskene svært ved at finde fodfæste.
Timerne snegler sig af sted og kilometer efter kilometer ædes op af vore 6 dæk. Vi VIL opleve Barcelona, så Valencia nå vi lade ligge og kører i en elegant bue uden om. Det samme med Tarragona, hvis romerske efterladenskaber ellers har fristet os længe. Kort efter Tarragona får vejene bekendte numre, så vi slår ind på C-31 efter at have sluppet en ordentlig slump Euros til motorvejsgebyrer for næsten en hel dags kørsel på betalingsvej.
Vi har valgt Vilanova Park igen, for den ligger i nærheden af den lille by Sitges, som vi kom til at holde meget af og vi får også lejlighed til at hilse på en lang række af de danskere, som vi mødte her sidst for over 1 måned siden. Så det grå guld holder ud her.

Den opmærksomme læser har sikkert bemærket at vi på denne tur langs kysten er sprunget let og elegant hen over de store seværdigheder, Alhambra og Ronda. For blot at nævne nogle. Det kommer i det næste rejsebrev, for det er så omfangsrigt, at det må være et kapitel for sig selv.

Med venlig hilsen,
Hans Duggen