|
Hans Duggen
fortæller:
 Vi
har haft kolde dage på Don Quixotes La Mancha og opdagede at han har
nået et bekæmpe alle vindmøller. De er der ikke mere. Nu træder vi
ind gennem en magisk dør, idet vi går over tærsklen til Costa del
Sol - kommende fra vest hvor det flade land hæver sig til 400 m høje
klipper, næsten lodret fra havet. I et par timer har vi kørt med en
halv pelikan fra siden fra Cadiz og kører nu for første gang med
solen i ryggen. Beslutter os at drikke eftermiddagskaffe ved den
første rasteplads. Men rastepladser og parkeringspladser langs de
spanske autovia´er*) og autopista´er**) er næsten ukendte begreber.
Men pludselig er der én: og en fantastisk udsigt åbner sig over et
solbeskinnet vand med sandfarvede bjerge på den anden side. Stedet
er Tarifa, Europas sydligste punkt. Og vi anede det ikke før vi var
der! Der gik faktisk 10 minutter inden vi opdager, at de fjerne
bjerge ikke er et nyt fremspringende klippeparti - nej, det er
Afrika! Kun 13 km borte - har vi virkelig allerede rejst så langt?
Og set så meget? Virkeligheden kan jo ikke lyve, så meget bjergtaget
kigger vi ud over Gibraltar-strædet efter at have refereret med
kortbogen. Så må vi berigtige vort indre Europakort: Gibraltar er
ikke det sydligste punkt på det europæiske fastland. Selve Gibraltar
passerer vi kort efter og så rejser sig Costa del Sol's stejle
kyster sig foran os.
 Vi
sukker efter forår og varme og træder ind i dette skønne land,
himlen er (næsten) blå og kortbogen lyver igen. Kystvejen N-340 er
forsvundet og erstattet af en splinterny motorvej A7. Gennem
fantastiske sving og tunneller fører den os til Marbella, hvor vi
stiger af vejen og finder den gamle kystvej igen, som skal føre os
til campingpladsen Cabopino, midtvejs mellem Marbella og Fuigenrola.
Denne gang finder vi campingpladsen nemt - dog ikke uden den
obligatoriske afstikker ind på en forkert vej. Spanierne har det med
at glemme skiltningen på det sidste stykke vej. Vi søgte mod
stranden, men nej, campingpladsen ligger på nordsiden af motorvejen!
Lidt skuffende - vi havde forestillet os hav og strand, da vi lavede
aftale med pladsen hjemmefra. Receptionisten er venlig, men
overlader det til os selv at finde en plads. Det kan vel ikke været
noget problem, tænker vi - for dér hvor vi ellers har været var der
altid masser af plads. Men vi bliver klogere!
Vi har ikke gået mange skridt før der lyder velkendte tungemål: Er i
danskere? Velkommen til! Og mange andre velkomst-ord! Men vi skal jo
finde en standplads, får knap tid til det - de vil snakke - aner jeg
en smule hjemve fra de øjensynlig meget fastboende ? Og det at finde
en plads bliver til en vanskelig sag. For pladsen er fuldt belagt, i
februar måned! VI prøver at kile os ind bag et pinjetræ på en ret
skrå plads. Det lykkedes kun halvvejs, da Jørn - en af de fastboende
dukker op - skal I have hjælp, spørger han. Flot reageret, for det
er faktisk tiltrængt! Men endnu en hjælpende hånd dukker op: naboen
er hollænder og siger at vi kan overtage hans plads næste morgen,
for han skal hjem. Så næste morgen har Jørn organiseret en flok
hjælpere, alle danskere. Berlingo'en har de nødvendige hestekræfter
også på løst underlag og hjælperne dirigerer mig perfekt på plads.
Så fik man med deres hjælp genopfrisket sine egenskaber til bakning
med campingvogn. Det volder mig endnu lidt besvær, fordi
Dethleffsens lidt korte triangel og Berlingo'ens korte udhæng over
baghjulene gør, at campingvognen reagerer meget hurtigt på det
mindste styreudslag - især altid i den forkerte retning.
 Nu
står vi perfekt på vores plads med sydvendt facade, fuld sol på
Isabellas nye solsejl, svedig og tørstig er man færdig med det hele.
Genboerne fra Holland og England kommer og kigger nærmere på det
flotte solsejl. Alle er enige om at det er det bedste og smukkeste
på markedet. Så det fryder ens danske hjerte. Temperaturen er
klatret til 17 gr. I skyggen - i solen til et dobbelte, så det var
en lun tjans. Der er mange, som kun har solsejlet oppe, så vi
trøster os med at HER må være de rigtige temperaturer. Og sol! Men
da disse ord skrives, på dagens 2.dag på pladsen må vi desværre lade
solsejl være solsejl og krybe ind i campingvognen igen - det regner
nu for 16.time i træk og der er ikke en vind til at jage skyerne på
flugt. Men i morgen, siger naboerne…..
Marbella ser ud til at være et slags paradis på jorden. Danskere og
andre udlændinge er der nok af - også når vi handler i supermarkedet
3 km borte. De fastboende fortæller os at der er intet at være
nervøs for: der er danske læger- og tandlæger - og såmænd også
danske restauranter. Der er (tysk) bager med rigtigt rugbrød,
spandauer og wienerbrød. På Cabopino bor der efter vort skøn ca. 10
fastboende seniordanskere. Nogle har været her i 2 måneder. Andre i
3, 4 og 5 måneder - et par enkelte har slået sig ned for altid: har
fået status af "residencia". Men for alle gælder det: de skal hjem i
julen (en returbillet med fly fra Malaga koster kun 890 kr.) og for
de fleste gælder det, at også sommeren hører Danmark til. Alle
klager de dog over, at det er ved at blive for dyrt ved Marbella og
vi kan da også se, at den enorme byggeaktivitet og villaernes
udseende og beliggenhed, ikke er for folk med små pengepunge.
Leveomkostningerne er stort set blevet som i Danmark, en måneds
ophold på Cabopino koster nu kr. 2600,- mod 1300 kr. for bare 4 år
siden. Så der er fart i prisudviklingen! Det beklager alle, for
klimaet med de milde vintertemperaturer kan jo ikke købes, det må
man betale sig fra.
*) Autovia: 4-8 sporet motortrafikvej, afgiftsfri.
**) Autopista: 4-10 sporet motorvej, koster gebyrer.
Med venlig hilsen,
Hans Duggen
- 5 -
|
