|
Hans Duggen
fortæller:
Residence
Vilanova Park er det officielle navn på en stor campingplads, 46 km
syd for Barcelona. Her holder for tiden godt 20 danske senior
ægtepar til i en periode, mens vinteren er surest i Danmark. Så
ordet "residence" kan tages alvorligt. Vi tager en snak med
ægteparret Ellen og Bjørn Hansen fra Tønder, som er for veteraner at
regne blandt denne garvede flok. I det hele taget finder vi en
broget skare, fordelt på mange forskellige nationer. Alle i samme
aldersklasse, alle hungrende efter det milde klima. Og mildt er det,
siger Ellen og Bjørn sammenstemmende, mens den lille hund Kiki, der
giver sit besyv med, som om den også er enig i betragtningen.
Derfor var det også en nem beslutning at bryde teltpælene op
derhjemme i Tønder, i øvrigt for 6.gang og begive sig på vej til Vilanova. De har deres plads på et hjørne af en lille gade, som
populært kaldes danskergaden, for hvis ende vi lige kan få et glimt
af Middelhavet. Det kan virke lidt overdrevet, for der ligger
foruden os kun 3 andre danske campingvogne i gaden - resten er
fordelt over den store plads. Ellen og Bjørn tog hertil sidst i
november måned og vender først tilbage til Danmark i maj måned, når
træerne grønnes derhjemme. På spørgsmålet om, hvorfor de vender
tilbage til de samme sted år efter år, er de begge enige om at her
føler de sig hjemme og bliver behandlet med en ægte hjertelighed.
Selv om det først og fremmest er klimaet - til jul havde de 20 gr. C
- så er det dog også sikkerheden og trygheden på en vel organiseret
plads, der behager dem. Ikke en eneste gang har de været ud for
hårdt vejr, men selvfølgelig kan temperaturen om natten i januar
måned godt kan nærme sig nulpunktet. Men lige så snart solen igen
viser sig på himlen, stiger temperaturen hurtig og mærkbar. Her i
begyndelsen af februar, hvor
Campingferie.dk besøger dem, kan vi da
også bevidne, at det snildt kommer op på de 16-18
ºC. Men i forteltet
hos Ellen og Bjørn hersker der også en hjertelig atmosfære og man
fornemmer, at de er vellidte blandt pladsens andre danske beboere.
Og der er lunt og varmt inden døre. Under en stol står en lille
varmeblæser og sørger for den behagelige temperatur denne aften.
Huslejen er for de to kun ca. 1500 kr. om måneden og målt i danske
priser svarer det cirka til deres elforbrug. Så der er ingen grund
til klage over huslejens størrelse.
Vi er lidt forundret hvordan de har fundet frem til pladsen, men det
var enkelt nok, forklarer Bjørn. De så en annonce i DCU's blad og da
der var en dansk kontaktperson, var det en tanke der tiltalte dem
fra starten af.
Selv har vi et ønske om at se mere af Spanien, men det føler hverken
Ellen, Kiki eller Bjørn slet ikke noget behov for. Hvad vi da også
kan forstå, thi udenfor hører vi en mumlende samtale. Det er
vagterne, der patruljerer på pladsen, medens mørket er ved at sænke
sig over palmerne.
Med venlig hilsen,
Hans Duggen
- 4 -
|