Peer Neslein fortæller: Vi samles om morgenen på campingpladsen for at køre i vores biler til byen Neukirchen am Grossvenediger,
hvor vi skal prøve Europas længste kælkebakke på 14 km.
Vi er på vej og passerer flere skisportssteder og bl.a. denne tovbane der kører lige henover vejen.
Vi er fremme. Har parkeret bilerne og få udleveret en kælk pr. person. Rasmus skal filme, så vi beslutter at køre sammen på en kælk,
selv om den er lille, som jeg kan styre mens Rasmus filmer.
Vi har en guide med på turen og han har købt liftkort til os som vi har fået udlevert hver især. Så nu er det bare at kæmpe sig
hen til liften, med en kælk på armen.
Det går nu ganske stærkt da der ikke er mange sekunder mellem tovbanens vogne, som skal bringe os op mod toppen af bjerget.
Men vi fylder godt i landskabet med vores kælke.
Så er det bare med at følge med strømmen og prøve at komme ind i en af vognene sammen med kælken.
Så er vi på vej mod toppen, men byen under os begynder at blive mindre og mindre. Vi er heldige at det er en dag med godt vejr.
Det havde ikke så spændende hvis der var overskyet og tåget.
Vi er nået til toppen og jeg er kommet først op og venter på Rasmus som kommer med en af de følgende vogne.
Vi samles på toppen efterhånden som LMC deltagerne kommer op med tovbanens vogne.
Der er en imponerende udsigt her oppe, hvor vi kigger ud over masser af smukke bjergtoppe rundt om os.
Vores guide fortæller os at vi skal trække vores kælke op på toppen vi ser i baggrunden, da nedfarten ligger på
den anden side af toppen.
Alle hygger sig i det dejlige vejr omgivet af de smukke udsigter til bjergene.
Utroligt flot panorama. Jeg kan godt forstå de mange der sidder i klapstolene og barer nyder udsigten og mærker
solen der varmer kroppen i den kolde luft som måske er minus 5-10 graders frost.
Men vi skal videre og det viser sig at blive en ganske hård og varm tur at trække vores kælke op på toppen.
På vej op møder vi en række børn som er på skiskole. Men vi kæmper os videre mod toppen. Og med pauser ind
imellem kommer i da nærmere og nærmere.
Og så lige et par pauser til. I baggrunden kan du se huset hvor tovbanen ender og hvor vi har gået fra. Vi har alle
sammen meget tøj på, da vi forventer at det bliver koldt at køre 14 km på kælk, men lige nu tror jeg at de fleste
har for meget tøj på.
Vores guide fortæller os hvordan vi styrer med hælene og holder fast i tovet, så vi ikke mister vores kælk ud over en af bakkerne.
Og så kaster vi os ud i evnetyret. De fleste af os har selvfølgelig kælket da vi var børn, men problemet er at det er meget, meget
længe siden.
Og så kører vi. Rasmus og jeg får hurtigt meget fart på, hvilket nok skyldes vores fælles vægt, hvor jeg jo bidrager med den største
andel, så ret hurtigt må jeg hugge hælene i jorden, for at komme rundt i svinget du ser nede på vejen. Resultatet er at sneen står
op om ørerne på os og dækker os helt til med sne. Mit fotografiapperat som jeg har om halsen er dækket af sne og Rasmus der filmer
mens vi kører, får fyldt kameraet linse med sne.
Rasmus skille kameraet ad og betynder at tørre det mens jeg stadig har sne på mit objektiv, som det fremgår af billedet. Når vi skal
videre skal vi finde en anden køreform hvor vi ikke sprøjter sne op. Men sjovt er det.
I det første sving er der et par stykker som ikke kan finde hverken bremsen eller rattet, så resultatet er at de forsvinder ud over
snevolden og det røde skilt der fortæller at her skal man ikke køre ud. For her går det brat nedad.
Og mens vi står og venter kommer den næste kørende i fuld fart, mens hun råber ”hjælp – stop mig”. Men alle springer for livet og
spørgsmålet er om hun når at stoppe, da afgrunden ligger lige bag os til højre på billedet. Hvordan det går med hende og
kælketuren på de resterende 13 km, kan du læse mere om i morgen.
Hilsen Rasmus & Peer Neslein Tyrolerdrengene på kælk
