Campingferie.dk

I år var første gang vi skulle holde sommerferie i vores ”nye” campingvogn. Vores mål var sydschweiz, Locarno ved Lago Maggiore for at være helt præcis.
Hvorfor var vi nu så spændte på turen i år ? Vi har i mange år camperet, men det har været med et stort villatelt, boks på taget, og al plads i bilen udnyttet til det mindste.
Jo årsagen ligger i de to nyeste skud i familien – tvillingerne Rikke & Rasmus der fyldte 1 år 14 dage før vi skulle af sted. Kunne det overhovedet lade sig gøre at køre så langt med to så små børn, når der samtidig skal tages hensyn til storesøster Nina der er næsten 5 år gammel ?
Lad det være sagt med det samme – ja, selvfølgelig kan det lade sig gøre, bare man er indstillet på at bruge den tid det tager på forhånd.

Efter at have ventet i mange måneder (campingvognen blev købt i det tidlige forår) oprandt så endelig dagen, hvor vi skulle af sted på ferie. Vi havde planlagt at køre hjemme fra (Jyllinge) kl. 12.00, så var formiddagssøvnen overstået, alle havde spist frokost, og så kunne de små sove til middag i bilen på vej til færgen. Alt klappede og vi kom faktisk af sted 5 min før tid – jeg tror aldrig det er sket før. Humøret og vejret var højt og på trods af en kort pause nærmede vi os kraftigt færgen 1½ time før beregnet – men så kom køen ! En kø på 1½ timer der gjorde at vi kun lige fik numsen med os til den reservation vi havde med hjemme fra. Pyt med det, der skulle mere til for at ødelægge vores feriehumør.

Efter en vel overstået færgetur, var så tid for at indtage de tyske veje. Alt går fint, om end ikke så hurtigt som de tidligere år, vi har jo en CV på krogen. Men man vænner sig hurtigt til det lidt langsommere tempo. Faktisk er det en hel del mere afslappende, ikke hele tiden at skulle kigge i bakspejlet i forbindelse med overhalinger. Da vi godt og vel har passeret Lübeck og når til rastepladsen Buddikate er tiden inde til aftensmad for de små – de spiser tidligt i den alder, og de er ret gode til at gøre opmærksom på at de er sultne. Efter aftensmad bleskift og hvad der ellers hører med trillede vi videre. Ca. kl. 23.00 nåede vi så frem til restepladsen ved Göttingen, hvor vi besluttede os for at sove. Ned med støttebenene, i seng med alle ungerne, og så en velfortjent kop kaffe/øl til os voksne – det nu nemt med en campingvogn, når der skal overnattes !

Op næste morgen til gråvejr, let regn og en temperatur på ca. 16 grader. Endnu en gang pyt med det, vi har jo vores ”hus” med. Efter morgenmad, pusletur og en tur på lejepladsen blev det så tid for os at tage af sted igen. Vi var vel nogenlunde de sidste med CV der forlod restepladsen, ting tager nu en gang tid når ungerne også skal have deres tid. Dagen gik med at trille ned af motorvejen. Hvilket får mig til at sige, enten er de tyske motorveje ikke hvad de har været, eller også er det fordi vi køre der hvor lastbilerne også køre, men et er sikkert sporet til højre er mange steder noget ”rumlet”. Vi nåede ned til Strasburg - på den tyske side altså, hvor vi så besluttede os for at dreje fra motorvejen og overnatte på en campingplads lige ved siden af afkørslen. Vi ankom i regnvejr og temperatur på 13 grader, så i stedet for at lege med ungerne udendørs i solskin og få brugt noget af den energi der er opsparet efter en hel dag i bilen, måtte vi stort set holde os inden døre – lidt surt. Nogle tyskere har altså et mærkeligt forhold til camping. Man køber en sprit ny campingvogn, stiller den op på en campingplads, bygger et halvtag hen over vognen og pynter med alverdens nisser, gummidyr og hvad man nu ellers kan finde på. Et meget specielt syn – et eller andet sted tror jeg det er en erstatning for et sommerhus. Men se selv billedet.

Næste dag var vejret blevet lidt bedre, men ikke meget. Samme morgenrutine som forrige morgen, så lidt op ad formiddagen kunne vi begive os af sted på den sidste transportdag. Efter yderligere et par timer på mortervejen nåde vi til den schweiziske grænse, hvor vi troede vi skulle holde i kø i lang tid for at købe en vignette til både campingvogn og bil. Men til vores store overraskelse var der ingen kø til dem der skulle købe vignetter, men der imod var der en lang kø for dem der allerede havde en vignette. Og lige et lille tip, vignetter er altså billigst ved grænsen.

Schweiz er som vi husker det fra tidligere – meget kønt, når man lige har passeret Basel. Vi skulle bare følge A2’eren hele vejen, så det var der ingen problemer i. Stigning mod St. Gotthard tunnelen var til at overleve. Selve tunnelen er meget lang og beskidt, men den er effektiv, så hvad gør det. Det skal lige bemærkes at temperaturen inde i tunnelen var over 30 grader, noget der undrede os lidt.

Ud kom vi på den anden side, til dejligt vejr og med noget højere temperatur. Og efter hånden som vi kom ned af bjergene steg temperaturen til ca. 25 grader – det kunne vi bestemt ikke klage over. Vi kørte fra motorvejen og fandt ret nemt vores campingplads ud fra de kørselsanvisninger vi havde med hjemme fra kombineret med en ret god skiltning, da vi nåede ind til selv Locarno. Endelig var vi fremme.

Da vi fik anvist vores plads blev vi noget overrasket over størrelsen, specielt fordi vi havde ringet i forvejen og spurgt til pladsens størrelse i forhold til vores campingvogn og fortelt (med 3m. dybde).Vi kunne kun lige akkurat være der, og vores bil ja den måtte holde lidt ovre på nabogrunden, så med flinke naboer og lidt velvilje, så gik det lige. Nå men da vi ankom sidst på dagen, så nåede vi faktisk ikke andet end at få vognen på plads og sat fortelt op – uden front, da vi havde en klar forventning om nogle varme dage i fremtiden. ”Solsejl” var derfor mere på sin plads.

Næste dag vågnede vi op til en høj blå himmel og dejlig solskin. Så dagen skulle gå med at lære pladsen kende samt selvfølgelig nå at bade i søen. Og sådan gik den dag – hygge og afslapning hele dagen.

Vi er nu vågnet op til onsdag d. 18. juli. Desværre til lidt småregn. Så efter morgenmaden besluttede vi os for at vi lige så godt kunne tage på strøgtur i Locarno for at se, hvad det nu var for en størrelse, samt samle lidt turistinformation sammen om området. Så det gjorde vi så. Men de overdækkede arkader i Locarno er ikke ligefrem beregnet til en tvillingeklapvogn, så det blev så som så med strøgturen. I stedet valgte vi en passende fortovsrestaurant, hvor vi kunne indtage vores frokost.
Efter frokosten fandt vi så det lokale supermarked, hvor vi handlede ind til aftensmaden. Det kan som sædvanlig godt betale sig handle i det lokale supermarked frem for på campingpladsen. Og priserne – tjaaa - vel i det store hele lige som i Danmark.

Dagen efter, ja da var det sørme overskyet og let regn igen, så vi besluttede os for tage lidt op i bjergene. Vi havde nemlig set på et kort, at der skulle findes en dæmning, og så kunne vi jo kigge lidt på den. Da der ikke var skilte mod dæmningen, blev vi nødt til at satse lidt på, fra hvilken bjergside der var adgang til dæmningen, og vi valgte den forkerte – øv. Men der er ikke noget der er skidt uden det er godt for noget andet. Vi fik en pragtfuld tur op i bjergene – så langt op at vejen pludselig sluttede. Det var lidt pudsigt, men der var jo ikke andet at gøre end at vende om og så trille tilbage.

Efter turen i bjergene og frokost hjemme på pladsen, benyttede vi eftermiddagen til at fodre de lokale ænder med lidt gammelt brød.

Om aftenen studerede vi lidt i de turistbrochurer vi havde fået fat i samt de kommende dages vejr (der var kun solskin i sigte) , og besluttede os for at næste dags oplevelse skulle være tur med bjergbanen fra Locarno til Domodosola i Italien. En tur på ca. 50 km. og 1 time 45 min. Varighed. Det blev til en pragtfuld tur med masser af skønne oplevelser for øjet. Gang på gang undrede vi os over hvorfor man bosætter sig midt oppe på en bjergside, og ikke mindst hvordan kommer de der op ! Desværre så havde vi lige glemt at italienerne holder siesta. Så da vi ankom til Italien kl. 12, så var alt lukket eller ved at blive lukket – lidt ærgerligt. Nå – men vi traskede rundt i byen og kiggede lidt på den, hvor efter vi spiste en udmærket frokost i en behagelig og skyggefuld smøge.
Da vi skulle tilbage igen, fik set alt det vi ikke fik set på udvejen – en pragtfuld tur der varmt kan anbefales. Turen kan i øvrigt udvides med yderligere en togtur til det sydlige af Lago Maggiore og der fra med båd tilbage til Locarno.

De næste par dage gik med afslapning på pladsen og badning i søen. Det er i øvrigt en god ide at tage et løbehjul med, hvis der er plads til det. Det giver ro til de voksne og fornøjelse til de små. Og temperaturen var stille og roligt krøbet op i nærheden af de 30 grader. Nina havde efterhånden fundet sige en del venner på campingpladsen, og de skal jo også ”passes”.

Mens vi slappede af på pladsen spekulerede vi også lidt over hvad ellers vi skulle, og hvad der var muligt med to små i en klapvogn. Vi havde set en bjergbane/svævebane på vej ind til byen og den havde snakket lidt om at prøv. Nina – ja hun var helt med på ideen, så den skulle altså prøves. Starten på turen foregik med bjergbane – sådan et tog der fra starten står skråt og som bliver trukket med kabler. Men desværre, så kunne vores tvillingeklapvogn ikke komme ind i toget. Efter at have snakket lidt om det blev vi enige om, at mor passede de små mens far tog den store med på tur på bjerget. Svævebanen er som sådan nogen nu en gang er og udsigten på toppen den er helt betagende. Efter en is på toppen gik vi hen til en udsigtsplatform der mest af alt mindede om en ”halv” hængebro. Ret imponerende hvis man altså kan li’ det gynger lidt når man går ud på broen. Et andet sted oppe på toppen var mulighed for at komme længere op med en stolelift – og det skulle selvfølgelig også prøves. Der er i øvrigt restauranter på toppen, hvis man skulle have lyst til en frokost.

Yderligere et par dage gik med afslapning /badning og en dårlig mave hos Rikke. Varmen var tiltagende og vi fandt ud af, at det bedste sted for Rasmus & Rikke at sove til middag var i skyggen af træerne nede ved søen. På måde kunne vi slå to fluer med et smæk – Nina kunne jo så samtidig få sin badelyst styret.

Tiden var efterhånden så fremskreden at vi kun kunne nå en tur mere, hvis vi også lige skulle have en slapper inden turen hjem. Vi besluttede os derfor bare at tage en tur til nabobyen Ascona for at kigge lidt på den. Og hvad kan man så sige om den. Det er en mondæn havneby, hvor alt liv er centreret omkring havnen og de små gader lige bag ved. Der er masser af små butikker, hvor der sælges alt fra traditionelle turistdimser til dyre ure, smykker, tøj o.s.v. Vi nøjedes med at spise frokost på havnepromenaden samt en gåtur i byen. Turen sluttede med en dejlig is til store og små.

Vi er nu stået op til vore sidste ”hele” dag på vores campingplads. I morgen går det atter hjem ad. Vi begynder derfor så småt at pakke sammen og rydde op. Og mens mor og unger er ved stranden, pakker far forteltet sammen. Så skal vi ikke døje med det i morgen tidlig. Men føj hvor er det varmt at pakke et stort telt sammen midt på dagen. Det eneste positive der kan siges om det, er vist at det blev pakket meget tørt sammen. Det var rart med en dukkert i søen bag efter.
Om morgenen er alt det sædvanlige kaos af morgenmad, pakke sammen, ikke rode for meget og husk nu at få det hele med i en nogenlunde orden så vi kan finde det igen på vej hjem. Og Nina, ja hun skulle jo også lige have den sidste tur på løbehjulet med alle de nye venner inden der blev sagt farvel. På med CV’en og så af sted – nu skal vi hjem igen. D.v.s. det skal faktisk ikke helt, for vi skal mødes med farmor og farfar i nordtyskland.

Inden vi begav os afsted på hjemturen, havde vi af vores naboer fået anbefalet at køre over San Bernardino passet/tunnelen, da der al tid er lang kø ved Skt. Gotthard tunnelen. Og ganske rigtigt, knapt var vi nået ud på motorvejen før der på en lystavle stod at der var 3 timers kø ved Skt. Gotthard tunnelen. Turen op til San Bernardino er utrolig smuk, men også med kraftige stigninger, så hvis der er andre der påtænker at køre denne vej, så vær lige sikker på i har motorkraft nok til andet og mere end Kasselbakkerne (jeg ved desværre ikke hvor store stigningerne er). Vi kom op på toppen, igennem tunnelen og ud på den anden side så nu gik det stille og roligt ned af igen. Vores frokost blev holdt i ”gryde” af en motorvejsrest, og det var nok det varmeste vi hid til havde oplevet på denne sommerferie – 48 i solen og 37 i skyggen – føj. Resten af turen til det nordtyske foregik som sådan nogen jo gør med en passende mængde pauser og en enkelt overnatning, så der er ikke så meget at berette.

Vores sommerferie sluttede med nogle dejlige dage sammen med ”bedsterne” i nordtyskland. Dagene bød ikke på de helt store oplevelser, vi var ”bare” sammen og det er bestemt også en god ting. Specielt når man har en næsten brugt ferie bag sig fuld af dejlige oplevelser. Et par dage senere var vores ferie slut og vi trillede hjem til Jyllinge.

Til slut kan jeg fortælle at den CV vi har tilbragt vores sommerferie i er en Hymer Moving 530 TK årgang 1996 – trækdyret, en Peugeot 406 v6 st.car.

Skulle nogen være interesseret i campingpladsen kan der kigges på http://www.campingdelta.com/