|
|
|
Peer Neslein fortæller:
På et tidspunkt ser vi en lastbil holde i vejsiden, hvor vi kan se at han er ved at sætte kæder
på hjulene. Da han ser os komme mod ham hopper han ind i vognen og blinker vildt med lyset. Samtidigt kommer der en lastbil bag ham
som ligeledes blinker med lygterne mens han kører udenom den holdende lastbil. Jeg bremser i samme sekund, men intet sker. Jeg når
lige at sige ”Så for s....” – ”Vi kan ikke nå at stoppe”. Vores vogntog kurer stille og roligt hen over isslaget på vejen og nu
forstår vi hvorfor den holdende lastbil er ved at montere kæder og vi forstår endnu bedre, hvorfor den modkørende lastbil ikke kan
stoppe, men vælger at køre udenom den holdende. Jeg mærker vores vogntog kure over i den forkerte side af vejen så jeg krydser fingre
for at den modkørende når at passere, så jeg også kan køre forbi, da jeg ikke kan stoppe vogntoget. ads, der sidder på bagsædet,
griber kameraet og når at tage dette billede, lige efter at den modkørende lastbil har passeret både den holdene lastbil og os. På
vejbanen kan du se isen skinne, ligesom du kan se kæderne der ligger ved de trækkende baghjul. Rasmus der sidder på føresædet ved
siden af mig når at tænde vores TV-kamera, men det hele går så stærkt at vi er spændte på at se hvad der er med på optagelserne.
Efter at have passeret lastbilen tør jeg kun give gas, for at komme op ad bakken, da jeg er bange for at mit vogntog skal glide
baglæns, hvis jeg holder helt stille og skal sætte i gang op ad bakke.
Med hjertet helt oppe i halsen kører vi ca. 10 km/t for at holde vogntoget igang op ad de stejle bakker og ned ad bakkerne sidder vi
fyldt med angst og krydser fingre for at vejen ikke hælder for meget til en af siderne, da vogntoget ind imellem pludselige glider
sidelæns. Bilens ESP tænder og slukker hele tiden i takt med at et eller flere af de 4 –hjul på bilen mister vejgrebet.
Jeg kører
aldrig på vintercamping igen uden pigdæk på hele vogntoget. Husk det.
Havde jeg kørt i en almindelig bil med med 2-hjulstræk med
vinterdæk på bil og campingvogn, var vinterturen sluttet på denne vej. Kæder kunne have hjulpet og det er lidt tragisk at jeg på mit
lager har et hav af snekæder som jeg har kørt rundt med de sidste 20 år. Men på denne tur, hvor jeg kører i en stor 4-hjulstrækker,
men fede vinterdæk, ABS bremser, ESP o.s.v. besluttede jeg at lade dem blive hjemme. Ak ja – hvor naiv kan man være. Jeg har
ligeledes kørt med pigdæk på de fleste vinterture de sidste 20 år. Men ofte sker der jo det at hovedvejene ofte er tørre hele vejen
og der kun er lidt is og sne de sidste km.
Fremover kører jeg med pigdæk på hele vogntoget, når jeg tager på vintertur nordpå og
husker at tage snekæderne med til både bil og campingvogn. Politibetjenten som stoppede os i går anbefalede at vi satte snekæder
på hele vogntoget, eller kørte med pigdæk, på hele vogntoget.
Efter måske 25 km på vej 134, fra Haukeliseter, hvor vi har kørt på isslag kommer vi til Haukeligrend. Hjertet sidder stadig oppe
i halsen og benene ryster lidt da vi stiger ud af bilen. På tankstationen får vi vand på campingvognen, mens jeg spørger om vi kan
køre over fjeldet til Rauland ad vej 362 med vores campingvogn. Det kan I sagtens får vi at vide. Jeg beder dem ligge kigge på hvor
stor vores campingvogn er, men det er ok siger de på tankstationen.
Ikke længe efter at vi har forladt tankstationenr er vi igen Bambi på isen på vejene som hverken er saltede eller grusede. Og det
værste er når de stiger, eller som her går nedad, hvor vi er bange for at køre for hurtigt så vogntoget skrider til siden på den
ofte buede vej. Vores fart er omkring 20 km/t.
På et tidspunkt aftaler vi at Rasmus skal filme, hvor langsomt vi faktisk kører og mens jeg fortæller at vi kører 16 km/t og lige
skrider eller kurer hele vogntoget igen til siden, så adrenalinen pumper i kroppen. Selv om det hele foregår stille og roligt er
det uhyggeligt at du ikke kan foretage dig andet end at prøve at styre og bremse og prøve at rette køretøjet op. Indtil videre er
det lykkedes at redde situationen takket været bl.a. bilens ESP, som jeg netop har afprøvet og testet på et køreteknisk anlæg, så
jeg ved havd det kan.
Her er et udsnit af billedet ovenover, hvor du kan se hastighed på spedometer og navigator.
Denne sekvens kommer med i vores
TV-udsendelse fra turen, som kommer senere.
På sådan en vej, hvor vi lister ned, tænker jeg på hvad vi møder i svinget. Jeg håber ikke jeg skal bremse, da vogntoget så
måske glidet over i den forkerte vejbane.
Og selvfølgelig skal vi også lige have en gang tåge hen over vejen, så sigtbatheden nedsættes, men vi kører også i slowmotion.
Det er ikke mange km man når at køre på sådan en dag, men hellere køre langsomt og komme frem uden uheld.
Undervejs stopper vi og prøver at nyde udsigten, men det er svært, for vi kører stadig oppe på højfjeldet og skal ned i dalen
på et tidspunkt. Men lige nu tænker vi på noget andet.
Udsigt over en af fjeldsøerne som her er åbent vand. Flere andre søer har været frosne.
Og så går jeg lige en tur på vejen og tjekker vores vogntog, før vi skal videre. Vores næste mål er Vemork værket i byen
Rjukan, som ligger nede i dalen og vejen derned er en lille fjeldvej. Vores vogntog er ca. 14 meter langt og vores Kabe er
250 cm bred. Totalvægten er vel omkring 4,5 tons. Men lad os være optimister og sige ”Indtil videre er det heldigvis gået godt”
– det satser vi på fortsætter.
På gensyn
Mads, Rasmus og Peer
Kabe Winter Challenge
|
