Selvom vi i år har haft et skønt forår indtil nu, ja så har vi besluttet at smutte en tur til Holland og se foråret der.
Vi har spændt en LMC campingvogn bag bilen, det er en model 510 MDK Casa Fammilia med køjer og dobbeltseng. Vognen er
udlånt af LMC og vi vil gennemgå vognen på turen. Med vognen på krogen er vi klar til afgang.
Et stykke nede i det Tyske må man jo have lidt fast føde, og udbuddet af rastepladser er der jo heldigvis nok af. Her
er vi alle fanget foran vogntoget inden den videre afgang, på denne tur har vores datter valgt at blive hjemme for at
passe studier, så også vores hund er blevet hjemme for at passe på hende.
På denne tur tester vi også en Blaupunkt navigator, det er en spændende nyhed fra Blaupunkt som ser ud til at være en
rar følgesvend. Men den skal du nok høre mere om i en af de næste dele.
Efter at havde krydset den Hollandske grænse og kørt en times tid ind i det nordhollandske, ja så begynder der at
vise sig de skønneste blomster marker.
Det er lige den rigtige tid vi er kommet i, der åbner sig det ene flotte skue efter det andet og jeg kunne blive ved
med at fotografere blomstermarker.
Vejen til Holland er nem, der er cirka 800 kilometer til vores bestemmelsessted nord for Amsterdam. Vejene er rigtig
gode og i Nordholland er der ikke meget trafik.
Efter godt 13 timers kørsel dog indeholdt et par solide pauser, når vi vores mål. Pladsen hedder Het Rietveen i byen
Landsmeer, som ligger cirka 5 kilometer nord for Amsterdam. Pladsen har en flot traditionel Hollandsk bro som
indkørsel.
Vi fik en dejlig plan plads bag sevicebygningen, pladsen er en lille plads der er typisk for pladser nær en storby,
her er pæne og rene forhold, men en reception er der ikke, man ringer simpelthen når man har brug for lejerchefen
enten når man ankommer eller også når man er på pladsen.
Vi valgte pladsen da vi en af dagene gerne vil til Amsterdam, og her går bussen lige ude for døren. Men nu er det tid
til at stille op, og så skal vi ud og kigge på Holland i morgen.