Til Forsiden  

Camper

GSM Telefon i campingvognen

    
     Ide
     Fast mobiltelefon
     Montage
     Anvendelse
     Udlandet
     Internettet
     Bil og campingvognen
     Fordele og ulemper
 
   
 
    
    

 

Der er både fordele og ulemper ved en løsning som vi har valgt her.
Fordele
Der er to ting der åbentlyst er en fordel ved at vælge at fast montere en mobiltelefon i campingvognen.
  • For det første er sende/modtage styrken på de 8 watt en fordel. Vi har testet telefonen på en række steder i Danmark. Det er ofte sådan at de rigtigt gode campingpladser ligger i udkanten af af GSM dækning. I disse tilfælde hvor man med en almindelig mobiltelefon kan ha' svært ved at få tilstrækkeligt signal -- da kommer man ofte bedre igennem med denne telefon.
    Vi har også testet telefonen på en tur ned gennem Europa. Vi kørte gennem Tyskland hvor vi ikke havde problemer med dækning. Herefter var vi en længere tur i bjergene i Schweiz. Her var der ofte dårlig dækning på de almindelige mobiltelefoner og fin dækning på den testede faste telefon.
    Endnu tydeligere var det da vi testede telefonen på en fjeldtur i Norge. Her er det et meget udbredt fænomen at fjeldene skærmer for GSM signalet. Det vil sige at selv om der er god dækning i Norge så kommer man meget tit ud for at signalet bliver meget svagt. Igen her er det typisk nede i en dejlig fredelig dal at man vælger at slå sig ned. Her kan signalet være meget svagt fordi fjeldet skærmer. Under disse forhold viste den testede telefon sig også at være bedre til at udnytte det signal der var til rådighed.
     
  • For det andet ved du altid hvor telefonen er og at den er opladet og klar. Netop når man er på ferie med en almindelig mobiltelefonen sker der ofte at man løber tør på batteriet. Enten har man ikke en billader til telefonen eller også glemte man lige at lade telefonen op sidste gang man var ude og køre.
    Med denne faste mobiltelefon så løber telefonen ikke tør før campingvognen er tør for strøm. Hvis man kører med et batteri i campingvognen skal man være opmærksom på at telefonen giver en alarm og slukker når spændingen på batteriet er nede under 10V. På dette tidspunkt skal du alligevel tænke på at få lidt strøm på dit batteriet i campingvognen. Ved 10V er der ikke så meget lys tilbage og f.eks. vandpumpen går lidt langsomt.

Ulemper
 

  • Den testede telefon er en singleband. Det vil sige at den kun virker på GSM900. Den fungerer altså ikke på GSM1800. Det betyder at telefonen ikke udnytter hvis man har et GSM1800 netværk til rådighed.
    Hvorvidt dette rent faktisk er en ulempe kan dog diskuteres. For det første har stort set alle mobiloperatører et GSM900 netværk og de fleste har derudover et GSM1800 netværk.
    For det andet så rækker GSM900 også længere end GSM1800. Princippet er det samme som kortbølge og langbølge radio. I denne sammenligning er GSM900 langbølge. Dette kan ha' en positiv effekt i de situationer hvor det er svært at få tilstrækkeligt signal.
     
  • Hvis man har brug for at komme på internettet med denne telefon så kunne man godt ha' ønsket sig at telefonen havde indbygget high-speed data. High-speed data bruger flere GSM kanaler samtidigt og kan derved transmitere data med større hastighed end hvad man normalt kan opnå med en GSM telefon. NOKIA 6090 kan kun køre 9600 baud. Hvis det havde været en high-speed telefon kunne man ha' kørt 3-4 gange så hurtigt ved at man bruger 3-4 kanaler på en gang. Der er dog den lille hage ved high-speed data at man også betaler for de flere kanaler. Det er derfor meget dyrere at bruge high-speed data. Den dyrere pris på high-speed data gør at det manglende high-speed data i telefonen måske ikke er så stort et problem endda.
     
  • En anden ting er at hvis du har installeret et 12V batteri i din campingvogn med det formål at kunne ligge uden 220V strømforsyning -- bruger denne telefon af 12V batteriet. Hvis du er på forlænget week-end så betyder dette ikke en pind. Hvis du derimod har erfaring for at dit batteri lige netop kan holde en uge, ja så har du måske den lille ekstra belastning/forbrug som betyder at du skal ha' lidt strøm på campingvognens batteri.
    Da vi testede den monterede telefon i Norge lå vi et sted hvor GSM signalet kom og gik hele tiden. Det betød at telefonen mange gange om dagen tabte netværket. Det vil sige at det skete mange gange om dagen at signalet var så svagt at telefonen ikke kunne holde sin forbindelse til netværket. I denne situation bruger telefonen noget ekstra strøm på hele tiden at forsøge at reetablere sin forbindelse til GSM nettet. Selv under disse forhold havde vi strøm på batteriet til to uger. Så det er ikke noget stort forbrug der er på telefonen.

Alternativer
 

  • Det mest indlysende alternativ til denne fastmonterede mobil telefon er selvfølgelig en almindelig mobil telefon. En almindelig mobiltelefon kan ovenikøbet sættes i et såkaldt carkit. Et carkit er en holder til mobiltelefonen. Denne holder har så henholdsvis højtaler og microfon. Ofte er disse carkits forbundet til 12V hvilket betyder at mobiltelefonen bruger den 12V strømforsyning der er til rådighed.
  • Endelig er der jo det alternativ at man slet ikke vil snakke telefon når man er på camping :-)

Konklussioner
 

  • Man har en god og sikker GSM forbindelse med denne telefon. Dette gælder selv under vanskelige modtageforhold.
  • Telefonen fungerer fint i dagligt brug i campingvognen. Hvis man placerer den rigtigt kan den nås fra flere steder i vognen.
  • Man kan fint kombinere brugen af denne telefon med en almindelig telefon via et dobbelt SIM kort.
  • Man har et godt og stabilt modem til brug for en internet opkobling via denne telefon. Hastigheden er dog kun de 9600 baud der kan opnås via en enkelt almindelig GSM forbindelse. Det havde været skønt med high-speed data i denne telefon.
  • Man behøver ikke at ha' to SIM kort for at bruge denne faste mobiltelefon (NOKIA 6090). Det kan blot være smart hvis man har en sådan telefon samtidigt med en almindelig mobiltelefon.
  • Man behøver ikke at ha' to faste mobiltelefoner, en i bilen og en i campingvognen, men hvis man har så kan det være smart at man blot flytter telefonrøret med SIM kortet mellem de to telefoner. At ha' denne telefon monteret i både bilen og campingvognen er måske lidt en nørd-løsning :-)

 


 



Om www.campingferie.dk   -   Neslein Kommunikation ApS © 1996-2012   -   E-mail: info@campingferie.dk