På farten igen
Lisbeth og Peer Neslein fortæller:
Efter nogle dage forlader vi Avignon. Vi betaler igen med Camping
Cheques, som er et rigtig godt system. Hver check koster kr.
99.50, som man har betalt hjemme fra. Og for det beløb får du en
overnatning for bil, campingvogn, 2 personer samt strøm og bad.
Enkelte steder har vi betalt nogle få euro ekstra i kurtakst.
Men nu er vi på vej sydpå mod Pyrenæerne. Vores mål er
campingpladsen Le Pré Lombard i byen Tarascon-sur Ariége, syd for
Foix. Vi vil bruge pladsen som en base, så vi kan tage bilen og
køre en tur til Andorra, ca. 50 km længere inde i Pyrenæerne.
På
(alt for) smalle bjergveje
Peer Neslein fortæller:
Jeg har meget stor respekt for små byer og deres smalle gader, som
jeg ikke ønsker at køre alt for meget igennem (helst slet ikke)
med den 250cm og næsten 8 meter lange campingvogn på krogen.
Vi følger kørevejledning i den gode Europa Guide bog fra Camping
Cheques, der fortæller os at vi skal følge vej 23 til
campingpladsen.
Min VDO navigator har også taget vej 23 lige gennem den lille by,
så det ser jo rigtig godt ud.
Byen er lille og bliver
mindre, men vi stirrer kun på navigatoren og vejskiltene for at
følge vej 23 (så vi overser skilte til pladsen som viser en anden
vej).
Midt i byen bliver vejen mindre, drejer og stiger pludselig op til
en lille klippevej hvor der kun kan være en bil i bredden. På
venstre side er der nu kun en klippevæg der rager ud over vejbanen
i højde med campingvognens tag og på højre side en klippekant.
Men det er vej 23, så jeg fortsætter. Jeg kan heller ikke andet,
for der er ingen vej tilbage nu. Det er for sent.
Lisbeth fortæller mig at jeg er blevet helt hvid i hovedet,
men det behøver hun ikke fortælle mig, for jeg ved det. Grunden er
vejen, som jeg nu er stoppet på. Klipperne er få cm fra
campingvognen venstre side og på højre side kører jeg også helt op
ad klippekanten.
Jeg kan ikke bakke da vejen bagud snor sig for meget. Jeg kan ikke
vende. Jeg bliver nødt til at fortsætte. Tænk hvis der kommer en
modkørende? Jeg kører videre i listetempo, cm for cm, mens jeg
nærmer mig det næste hjørne. Bliver det værre?
Jeg klarer de næste kurver og begynder at få farven tilbage i
kinderne. Jeg tror jo at det er vejen til campingpladsen, så jeg
skal vel bare fortsætte.
Så begynder vejen at gå ned at og blive lidt bredere. Varmen
begynder at brede sig i kroppen.
Og så ser jeg at vejen få hundrede meter længere fremme munder ud
i en almindelig landevej, lige overfor indkørslen til
campingpladsen. Det lykkes altså. Pu-ha.
I receptionen fortæller jeg, at jeg kom af den lille bjergvej og
de kigger mistroisk ud på bil og campingvogn og siger; ”med det
store vogntog?”. ”Jamen hvorfor fulgte du ikke bare skiltene i
byen?”.
”Der er mindst 5 forskellige veje ind til vores plads, men du tog
den gamle bjergvej”. ”Det var da en rigtig dårlig ide. Nå - men
velkommen”.
Jeg havde desværre ikke åndsnærværelse nok til at tage billeder
mens køreturen stod på, men næste dag gik Lisbeth og jeg en tur på
vejen.
Her er vi så på campingpladsen i Pyrenæerne,
der var svær at komme frem til.
Men absolut et besøg værd. Igen er der for store træer, så
parabolen er ikke til meget gavn. Jeg kunne sikkert godt have
flyttet campingvognen for at finde et hul i træerne, men jeg har
kørt nok med campingvogn de sidste dage, så jeg bruger i stedet
den lille elektroniske antenne, der igen henter nogle franske
programmer flot ind. Nyheder hjemme fra Danmark henter jeg på internettet senere på aftenen.
Næste mål er en biltur til Andorra, ca. 50 km længere sydpå.. Men
det må du læse om næste gang.
Med venlig hilsen
Lisbeth & Peer Neslein
(og Viktor)
Videre til Del 7
