Til Forsiden  

Aabybro Camping & Fritid

  Dorthe og Peter køber
  
campingvogn
 
  Del 1
  Del 2
  Del 3
  Del 4

 

Dorthe og Peter - Vejen til vores første campingvogn - Del 1


Vejen til vores første campingvogn

Hej på campingferie.dk! Vi er en familie fra Bedsted i det dejlige Sydthy, der nu efter flere år, endeligt har købt vores første campingvogn. Vi er fire mennesker og to hunde, (far) Peter, (mor) Dorthe, (søn på 15 år) Henrik, (datter på 13 år) Lise, og så de to dejlige frække ruhårede gravhunde Canell og Chilli.

At vi kunne tænke os at campere er vi ret sikre på, for vi har både camperet i telte og i teltvogn, en CampOp, som var nærmest en kopi af CampLet, så vi har prøvet det. Vi har også lejet campingvogne på pladser og lånt vore gode naboer Conny og Knud’s campingvogn, og så har vi altid snakket om tiden som efterlønner / pensionist, at ville campere i stor grad.

Vi har nu i de sidste to år, for alvor kørt rundt og kigget på forskellige campingvogne, for at finde lige netop den vi kunne tænke os, og da familien havde forskellige krav blev rigtig mange vogne hurtigt valgt fra. Nogle af vore krav var: Peter, ville ikke have fortelt på, han hader pløkker og stænger, det skulle være en vogn, hvor fire voksne mennesker kunne være, uden at træde hinanden i nakken. Dorthe ville ikke have en vogn hvor halvdelen var dobbeltseng, eller to enkeltsenge, hvorfor slæbe rundt på et soveværelse som hun sagde, så hellere to siddegrupper der kan forvandles til sovepladser, gerne siddegruppe og køjer, men køjer der kan holde til voksne mennesker, og så drømte hun også om toilet samt kold og varm vand. Ungerne vil gerne sove i deres lille telt, men ville kunne være indenfor hvis vejret var dårligt, eller hvis vi bare skulle ud på enkeltovernatninger, og gerne hvis der engang imellem kunne blive plads til at have en kammerat med, at pladsen også var til det. Alle sammen var vi enige om, at det også skulle være en vogn, hvor vi kunne være i alle fire på en grå regnvejrsdag, uden vi følte den var for lille, og nede fra gulvet bjæffede hundene, at der altså også lige skulle være plads til dem.
Med alle disse krav, var vi oppe mod hårde ods, hvis vi skulle finde vores drømmevogn.

Det har nu varet to år, vi har set på masser af campingvogne, nye og brugte, har været meget tæt på at købe, har haft reserveret, men alligevel sprunget fra, for tænk nu hvis vi fandt vores drømmevogn.
To steder har vi fundet masser af inspiration, hos Møllegårdens Camping i Vildsund som vi har aflagt mange besøg, og på Internettet, på portalen Campingferie.dk som også har været en fast partner i vores søgen, både når det gjaldt priser, indretning, test og alt det andet der findes på denne portal. Derved har vi langsom men sikkert kunnet pejle os ind på den indretning der ville være bedst, men hvilken vogn kunne så opfylde disse krav ????
Lige her før sommeren fandt vi svaret, hos Møllegårdens Camping i Vildsund var vognen, der kunne opfylde alle disse krav, uden undtagelser. Det er en Dethleffs New Line 490 TK, og da vi først havde fundet den, var der ikke tvivl om, at det var den vi måtte have, og endnu engang måtte vi sige nej tak til en brugt vi faktisk havde regnet med at købe.

Efter et familieråd, tog vi igen til Møllegårdens Camping i Vildsund, og sagde at nu havde vi fundet den vogn vi gerne ville have. Nu var problemet så, at den de havde hjemme var solgt, og det så ikke ud som om der kunne skaffes flere før efter sommeren, men deres meget venlige sælger Per, som vi snakkede med, ville efterfølgende kontakte Dethleffs, og heldigvis fik han gravet så dybt, at han ringede et par dage senere, og sagde at de kunne tilbyde os en vogn der ville, hvis vi ønskede det, komme hjem mellem den 15. og den 20. Juni, så hvis vi kunne vente på det, kunne vi få vognen vi gerne ville have, hvilket vi straks sagde ja til. (Mange tak til Per fra Møllegårdens Camping)

Nu håber vi så sommeren bliver rigtig lang, gerne ligeså lang som ventetiden, for nu går vi og tæller dagene, til vi får vores første campingvogn. Vi har været på pulterkammeret for at se, hvad vi der’ havde gemt af ting vi kunne få brug for i vores nye vogn, og det var tydeligt ud fra det vi havde gemt, at vi havde viljen til at få campingvogn. Vi havde alt i potter og pander, krus og bestik, kaffemaskine og termokander, ja alt til skuffer og skabe, selv el-kabel og gasflaske var der, så vi skal ikke ud at købe noget som helst. (Tror vi)

I stedet for fortelt, har vi valgt, at få monteret en markise (Fiamma Caravan Store) lige til at trække ud, når vi har brug for det. Den er 4 meter bred, så der er god plads til at vi alle 4 og hundene kan være i skyggen under den. Det eneste vi nu mangler er stole og et bord. (Så var der alligevel noget vi skulle have købt)

Vores sommerferie, ja den har vi planer om at holde på den måde, at vi vil køre rundt og besøge familie og venner, og så prøve campingpladser af forskellige steder i Danmark, vi har set at DK-Camping, har indført QuickStop, det lyder lige som noget for os, der gerne vil meget rundt i landet, og da vi aldrig har prøvet at have en campingvogn selv, ved vi jo ikke hvor og hvordan vi helst vil campere, måske er vi næste år fastliggere, hvem ved, med fortelt, tykke hynder i stolene og tæppe på græsset, det er nok også dejligt, men vi tror ikke det er os, endnu.

Vi vil løbende skrive, omkring vores oplevelser med den nye campingvogn, og også de ting vi oplever på vores ture ud i det danske land.

Vi er nu nået til den 3. Juni, og nu er der så kun 12-17 dage igen.

Venlig hilsen
Dorthe, Peter, Lise, Henrik og hundene
Mail: camping@fritid.tele.dk

Læs Del 2

 


Om www.campingferie.dk   -   Neslein Kommunikation ApS © 1996-2012   -   E-mail: info@campingferie.dk