Peer Neslein fortæller:
En ny dag starter tåget på campingpladsen i Tandådalen i Sverige og der
er et par graders frost her til morgen. I nattens løb har det været
nogle grader koldere, men det har ingen af os bemærket, bortset fra hvad
vi kan læse på vores termometre, som husker hvor koldt det har været.
Signe er lige henne og hilse på Lars og Liselle for at høre om hun må
filme dem til et lille Tv-indslag i programmet som vi filmer heroppe.
Om natten trækker jeg mine specielle gardiner for vinduerne i
førerkabinen på autocamperen, for at minimere varmetabet gennem de store
vinduesflader, som jo er enhver autocampers ømme punkt.
Denne helintegrerede camper har dog den fordel at førerhuset også er
bygget på Dethleffs fabrikken, hvilket betyder at det er blevet isoleret
samt at der er ført centralarme rundt i hele førerhuset. Andre
autocampere med førerhus fra bilproducenten, typisk alkove og
delintegrerede campere, er ofte ikke isolerede i førerhuset, som så
nærmest er en vinterstue, man sidder i.
Men selv om jeg har centralvarme ført rundt i førerhuset og jeg har
trukket min gardiner for vinduerne, er der alligevel is på indersiden af
sidevinduerne p.g.a. -10 graders nattefrost. Men det er der et råd for.
Jeg har nemlig bestilt en vinterpakke til min Dethleffs og en af tingene
i pakken er en vintermåtte til førerhuset.
Her er Mads og jeg i gang med at montere vintermåtten, som sættes fast
om fordøren i den ene side.
Og så har vi skruet en medfølgende skrue i den anden side samt monteret
underdelen til vintermåtten. Nu mangler Mads blot at pløkke måtten i
hver side.
Så er den på plads. Vi har valgt at lægge græskanten ind under vognen.
Udstødningen fra min motorvarmer sidder her ude i fronten på bilen, så
jeg skal lige sikre mig at der ikke bliver helt tæt, selv om den
selvfølgelig kun lukker på 3 sider. Jeg skal ikke have udstødningsos ind
i bilen når motorvarmeren kører. - Og så skal vi bare vente og se
hvordan den klarer nattens kulde.
Næste dag er jeg spændt da jeg trækker mine gardiner fra inde i vognen.
Og det viser sig straks at der ingen is er denne morgen. Så vintermåtten
har isoleret vognens front rigtigt godt.
Udenfor kan man godt se at sneen har lagt sig på vintermåtten, som helt
klar er en stor fordel når det er koldt.
Jeg har kun kørt min Alde centralvarmeanlæg på el-patron på 2.000 watt
og det har givet os en temperatur på 21 graders varme i vognen. Og
vognen har været dejlig varm i vinterstuen hele natten, da jeg har været
oppe nogle gange for at tjekke.
Men der er også en ulempe med denne vintermåtte og det er at man mister
hele udsynet om dagen, hvis man lader den blive siddende på vognen. Og
jeg synes det er synd at have dejlig store panoramavinduer og så sidde
og kigge ind i ingenting. Så jeg vælger at fjerne vintermåtten og skrue
lidt op for varmen. Og kommer der is indvendigt på forruden de de
rigtigt kolde nætter, starter jeg min motorvarmer om morgenen, hvorefter
i den er væk i løbet af ca. 15 min. Jeg vil i øvrigt anbefale at man har
en motorvarmer som supplerende varme i autocamperen. Det varmer
vinterstuen op og det er en rigtig god ekstra varmer at have med. Man
skal blot huske at have diesel på tanken. Og selvfølgelig er det også
rart at kunne undgå koldstarter på bilmotoren.
Og det går stadig godt med vores medcampister i deres Hobby vogne med
henholdsvis blæservarme med UltraHeat og Alde centralvarme. Vi har også
fået besøg af formanden for Hobby Klubben, Kim og hans kone Sanne, som
besøger Tandådalen hvert år, ofte flere gange i løbet af vintersæsonen.
Istapper fortæller om skiftende vejr med tø og frost.
I Sverige og Norge er der mange der bruger Hobby som fastliggervogne.
Nogle vælger langrend, mens andre vælger pisterne på skibakkerne få
hundrede meter fra pladsen.
Og selv om det er diset og bidende koldt i dag, er der aktivitet i hele
området.
I morgen fortæller Mads om den Fendt han kører i og Signe vil også
fortælle om sin Knaus Nordic Plus en af dagene. Og selvfølgelig skal vi
nok også fortælle lidt om vores Suzuki Grand Vitara som er vores nye
redaktionsvogn på vores campingture.
På gensyn i morgen
Hilsen
Campingferie Snow Meeting Skrevet af: Peer Neslein