Peer Neslein: Nu er det tid til at fortælle lidt mere om vores 2
campingvogne på denne tur gennem Tyskland, Schweiz, Frankrig og Italien. Begge vogne er
ideelle rejsevogne pga.
deres størrelse, som betyder at de er nemme at komme rundt med og ikke mindst at få plads til på campingpladserne
sydpå. Lad os kigge nærmere på vores Delta Summerliner 4700 EB Limitied Edition.
Egenvægten er 1.000 kg og den må laste 500 kg. Bredden er 230 cm og totallængden er 686 cm
med trækstang. Karossen er 562 cm udvendigt, men trækker man den spidse front fra, hvor gaskassen gemmer sig,
kommer man nok ned på ca. 5 meter. Indvendigt er vognen 496 cm.
Delta Summerliner har et pænt design
udvendigt som indvendigt. Alle vinduer kan lukkes op. Bemærk serviceklappen, som er
standard. Vognen har et system med én nøgle til alle låse. Det er dejligt. Tagrails er standard.
Siddegruppen er i bagenden af vognen og virker som et rigtig hyggeligt hjørne med godt udsyn
gennem vinduerne i bagenden. Vognen har blæservarme, varmt vand og indbygget 35 liters vandtank.
Her har vi køkkenet med ekstra klap (som viskestykket hænger på) til at forlænge bordpladen
med. Bemærk også den store tagluge på 60x90 cm som er standard. Køleskabet er på 70 liter. TV-skabet har drejefod
så TV'et kan drejes, så man også kan se TV fra sengeafdelingen.
Varmt vand, 3 gasblus og rimeligt afsætningsplads. Hertil kommer den ekstra bordklap som kan
slås op.
Her har vi garderobeskab (ude af billedet) og toiletdør til venstre. Vi kigger ind i
soveafdelingen til de 2 enkeltsenge med springmadrasser. Advarsel: Man sover rigtigt godt
i disse senge. Det er nemt at falde i søvn og man kan næsten ikke komme op om morgenen.
Soveværelset med lampetter, overskabe og magasinplads under sengene. Enkeltsengene kan omdannes
til en dobbeltseng, blot ved at fjerne natbordet mellem sengene og trække en række ekstra lameller ud.
Så er det bare at lægge den ekstra medfølgende madras ned mellem sengene og vupti, så har man en
dobbeltseng. Her er det bare sengetæpperne fra de to enkeltsenge der er bredt ud over dobbeltsengen.
Kig gennem vognen fra sengeafdelingen hvor TV'et er drejet, så man kan se det fra sengene.
Toiletrummet med håndvask med varmt og koldt vand og indbygget toilet. Man kan ikke tage bad
i toiletrummet.
Indbygget toilet og brusebund.
Alt i alt må vi konstatere at man får meget for pengene,
når man har betalt de ca. 92.000 kr. for en Delta Summerliner. På Campingferie redaktionen glæder vi os til forsat
at teste vognen resten af sommerhalvåret.
Kom og se vores Matrix/Delta vogntog Hvis du besøger Campingferies
Sommerkaravane i perioden 28. juni til 8. juli 2005, kan du se Delta vognen samt den Hyundai Matrix som var med på
Campingferies Mountain Challenge 2005. Læs mere på www.sommerkaravanen.dk
Signe Neslein fortæller om Bürstner Flipper:
En af de bedste ting ved campingferie er for mit vedkomne at have mit eget sommerhus med og
den frihed det giver. På denne tur har vi testet to vogne på ca. 5 meter og det har været en fornøjelse.
Campingvognen, Rasmus og jeg har med på turen er en Bürstner. Serien hedder ”Flipper” og det er faktisk denne serie
Caravan Ringen bl.a. har i deres udlejningssortiment.
Vognen er 4,60 meter lang. En efter min mening en skøn størrelse, når man er to mennesker
af sted.
”Flipper” har en egenvægt på ca. 1000 kg, hvilket selvfølgelig betyder at mange biler kan køre med den på krogen.
Totalvægten ligger på 1350 kg. Flipper kan fås i 13 forskellige indretninger og 7 interiørvarianter. Dejligt
når man har lidt at vælge imellem. Vognen er desuden udstyret med AKS stabilisator.
På billedet er det Peer & Jann der kører med ”Flipper” på krogen.
I øjeblikket er der fokus på lidt større vogne og gerne dem er er 250 cm brede hvilket selvfølgelig skaber plads,
men vores vogn her er ”kun” 230 cm og det har altså sine fordele. En af de fordele man ikke lige tænker over er
f.eks. at skulle igennem betalingsanlæg på motorvejene. Her har vi ingen problemer eller tungen lige i munden,
som når man har en 250 cm bred vogn på krogen. Men den største fordel er efter min mening selve kørslen. Det er
ganske smertefrit at køre med den og den ligger stabilt på
vejen. Selvfølgelig har det også noget at gøre med hvilken bil man trækker med. Men alt i
alt virker den som en god og nem rejsevogn.
En af de ting jeg synes er rigtig god ved denne vogn er rundsiddegruppen. Ja, der er faktisk
rundsiddegruppe i den.
Rent udseendemæssigt er ”Flipper” i top. Der er gjort rigtig meget ud af belysningen i hele
vognen. Alle vinduer i vognen kan åbnes, hvilket er et plus hvis man tager sydpå. Du får også lige et aftenfoto
af belysningen.
Køkkenet er ikke meget anderledes end i mange andre campingvogne. Der er koldt og varmt vand,
3 gasblus, køleskab på 80L og egentlig god skabsplads. Dog er der en smart detalje med lampen i køkkenet, den
kan drejes alt efter hvor man ønsker lyset. Om man vil have lys over gasblussene eller vasken. Vandtanken rummer
22L
En ulempe ved denne vogn synes jeg er på toilettet. Det er ganske rummeligt, men der er ikke
bad. Men det er selvfølgelig en smagssag om man mangler det eller ej.
I forenden af vognen er ”soveværelset”. Langsengene er vildt gode at sove i. De er brede og
det er springmadrasser. Skønt. Sengemål: ca. 206x88 og 197x88 cm. Der er forhæng som man kan trække for, så
”rummet” er afdelt fra køkken og rundsiddegruppe. Her er der også en smart detalje. Overskabene har en lang
låge, så ved at åbne denne låge er der adgang til 2 rum. Der er indirekte belysning i skabene fra de 2 lamper der
er placeret øverst ved overskabene.
I morgen skal vi prøve kræfter med et nyt bjerg med en masse hårnålesving. Vi starter på det
i Italien og ender i Frankrig. Hvordan det går, kan du læse i morgen.