Black Sea Challenge 2007 - Del 13 - (Fra Kavala til Igoumenitsa (Minoan Lines))
Peer Neslein fortæller: "Vi nyder morgenmaden på campingpladsen i byen Kavala i Grækenland. Men
vi skal videre, så vi pakker hurtigt sammen, tømmer toilettet, fylder vand på vandtanken og så
er vi klar til at møde bjergene på vores rejse gennem det nordlige Grækenland til Igoumenitsa,
hvor vi skal med en færge i aften kl. 23.55."
Undervejs stopper vi og læser lidt om de områder vi kører igennem.
Flere steder er der flotte udsigter så vi holder en del små korte pauser.
Her er det en gammel Byzantisk ruin, et vagttårn som er opført helt ude
ved skrænterne ved havet.
Ind imellem er der stykker med motorvej, som her hvor vi også skal
betale en lille afgift på få Euro.
Se lastbilerne som kæmper sig op gennem svingene på vejen som slynger sig gennemlandskabet.
Der er også nogle temmelig høje kanter, som campingvognens (eller
bilens) hjul ikke skal ud over.
Igen slæber lastbilerne sig op ad de stejle og snævre bjergveje. Det
bliver godt når der kommer motorvej, hele vejen gennem det nordlige Grækenland.
Smukke landskaber dukker hele tiden op, når vi runder et ny sving på vejen.
På de højeste af bjergene ligger der stadig sne, her midt i maj måned.
Men vi kommer også gennem byerne visse steder på turen. Hver gang vi ser en lastbil bliver
vi glade, for kan der køre lastbiller eller busser, kan vi sagtens være der med vores dejlige
lille Wilk 450 HTD.
Selv om vi er kommet langt væk hjemmefra er dette dog kun dromedarer som
hører til et omrejsende cirkus.
Dette skulle gerne blive til en bro til den nye motorvej, men mon ikke det tager nogle
år endnu, før den er klar tværs gennem hele det nordlige Grækenland.
Efter ca. 500 km kørsel ser vi pludselig havet og byen Igoumenitsa, som
er vores mål på dagens rute.
Som sædvanlig kommer vi i alt for god tid. Klokken er ca. 18 og vores færge anløber
først havnen ved midnat. Men vi kan godt lide at have god tid.
Her er vores rute fra Byen Kavala til færgehavnen Igoumenitsa, hvor vi holder nu.
I løbet af de kommende timer ankommer og sejler der mange færger fra havnen. Og det er
fint, for så er der noget at kigge på.
Og så går solen ned og vi holder stadig og venter.
Så er mørket faldet på, men vi har slappet af, læst, spist aftensmad og
fået skrevet lidt dagbøger til internettet.
Lige efter midnat ankommer vores færge, så nu skal vi bare ombord med vogntoget, have skruet
støttebenene ned og have sat strømstikket til færgen. Så skal vi nok være friske i morgen hvor vi
skal sove længe. Vi er nemlig først i Ancona kl. 16.00. Så i morgen vil jeg fortælle dig lidt
om vores Wilk, som har været en rigtig positiv oplevelse.