|
|
Peer Neslein fortæller i dagens beretning: "Her ser du vores rute fra i går, op til Kilyos ved
Sortehavet, samt ruten tilbage, hvor vi i dag lige tog en afstikker ud til Bosporusstrædet.
Vores rute fortsætter mod vest ud af kortet, men der kommer et kort senere i dagbogen som
viser vores rute til den græske by Kavala, hvor vi overnatter. Ruten kommer fra vores
www.autolog.dk"
Et solidt måltid morgenmad er godt før man skal ud på en lang køretur. Vi regner med ca. 500
km i dag. Glassene er nogle nye glas fra Perlo Plast og de er brudsikre, men samtidigt smukke.
Vi stopper lige ved Bosporusstrædet, der hvor det løber ud i Sortehavet, helt ude i
baggrunden.
Her er et udvalg af de tyrkiske Lira. Du skal gange det tyrkiske beløb med 4,5 for at få
værdien i danske penge. 10 lira er altså 45 danske kroner.
Rent i Tyrkiet
En af de ting vi er meget overraskede over i Tyrkiet er hvor rent og pænt der er. Når man
tænker på at byens parker og strandområder fyldes med byens indbyggere hver week-end, er det
utroligt at der ikke lige ligger noget og flyder om mandagen, men det gør der ikke.
Og flinke mennesker
Og så må vi igen understrege at det tyrkiske folk, har været en meget positiv oplevelse.
På intet tidspunkt har vi følt os udsatte eller på anden måde været utrygge. Lisbeth og jeg
kunne godt finde på at tage et fly til Istanbul og snuppe en storbyferie, når vi på et
tidspunkt har en uges ferie til gode..
Vi er igen på vej gennem storbyen Istanbul med sine mere end 10 millioner indbyggere, men
trafikken glider ganske godt, selv om mange dytter i hornet og vinker når de kører forbi vores
vogntog. Vi har ikke set andre campingvogne i Tyrkiet bortset fra et par stykker som holdt
fast på campingpladsen ved Sortehavet. I lufthavnen sætter vi Jann af og Lisbeth og jeg
fortsætter gennem Tyrkiet med kursen mod grænsen til Grækenland.
Vi følger skiltene mod byen Tekirdag og grænseovergangen ved Ipsala. Selv om vejene ser gode
ud er de meget ujævne, så vi sidder og hopper i bilen.
Undervejs kaster vi et blik på nogle af de sidste moskeer vi passerer.
Ude på landet ser vi flere af de lokale på vej mod byen i hestetrukne køretøjer.
Vi kører langs Marmarehavet og nyder de dejlige panoramabilleder der hele tiden glider forbi
eller dukker op ude i horisonten.
Undervejs ser vi også mange gede- og fåreflokke hvor hyrderne sammen med deres hunde passer
flokken.
Her kører vi langsomt, da der pludselig kan komme et dyr på afveje.
Og så kommer vi til grænsen, hvor vi først skal ud af Tyrkiet.
Vi har gjort vores registreringsattester på bil og campingvogn klar. Derudover skal de se det
grønne kort samt vores pas. Jeg viser dem også mit Internationale kørekort som ikke er et krav
men kan være en god ide. Ved den første kontrol kigger han papirer og pas igennem og tjekker
de stempler i mit pas som fortæller at jeg havde 2 køretøjer med ind i Tyrkiet. Han klikker
numrene ind i sin computer og giver mig papirerne tilbage og siger ”Finish”.
Ved næste kontrol sker det samme, bortset fra at han stempler der hvor vores indrejsestempel
er i passene.
Så kører vi længere frem og stopper lige ved en toldfri forretning, der stort set er
mennesketom, da der ikke er mere en et par biler og lastbiler ved grænsekontrollen lige nu.
Forretningen har dog ikke specielt billige varer, selv om der er et stort udvalg af
drikkevarer og tobaksvarer. Derfor kører vi mod den sidste tyrkiske grænsekontrol, hvor jeg
giver ham vores papirer.
Han tjekker igen i sin computer og ryster så på hovedet. Han peger på et indrejsestempel på de
2 køretøjer og peger bagud, der hvor vi kommer fra. Han taler kun tyrkisk og siger noget med
”pavlon to”. Han gentager det flere gange og jeg må bakke vogntoget ud af grænsekontrollen og
køre tilbage, hvor vi parkerer bil og campingvogn ved den toldfri forretning, så vi kan prøve
at gå ind i toldbygningen på pladsen. I bygningen står 3-4 chauffører i kø, men i løbet af
kort tid kommer en ansat og peger at vi skal ud af bygningen og over til et andet sted.
Udenfor viser en ny flink embedsmand os vej og siger ”Pavillion Number 2”. Nu forstå jeg så
pludselig at jeg skal hen til den pavillon hvor jeg kørte ind i Tyrkiet, hvor de skrev i mit
pas at jeg havde køretøjer med. De skal altså også skrive mine køretøjer ud. Det er bare lidt
ulogisk at man skal i den boks, hvor de holder for at tjekke ind i Tyrkiet. Men jeg går der
over med papirerne og får hurtigt et stempel. Og så tilbage til campingvognen, hvorefter vi
igen kører hen til den sidste grænsekontrol. Og så er alt ok og betjenten siger ”Finish”. Vi
kan forlade Tyrkiet.
Lige efter den sidste tyrkiske grænsekontrol står dette skilt og vi siger også farvel, men på
gensyn, for Tyrkiet er et rent land fyldt med flinke mennesker og store seværdigheder.
De tyrkiske flag side om side med de græske, lige der hvor landene støder op mod hinanden. Du
kan lige se en tyrkisk grænsevagt til venstre i billedet og de græske til højre i den næste
boks. De vinker og hilser alle sammen venligt.
Inden vi kommer til den græske grænsekontrol skal alle køretøjer gennem den sluse hvor
vogntoget bliver sprøjtet over, formentlig for at desinficere køretøjer. Da vi kommer frem og
skal vise pas, ser vi et skilt der fortæller at man ikke må medbringe æg og fjerkræ og vi har
æg i campingvognen. Men ingen tjekker og vi bliver vinket igennem, mens toldere samles om et
russisk ægtepar som holder i en stor 4-hjulstrækker. Og så er vi i Grækenland, eller i
Makedonien, som grækerne selv siger, selv om de er skuffede over at en stat i det tidligere
Jugoslavien snuppede navnet. Vejene er pludselig blevet helt jævne og vi kommer hurtigt derudaf.
Efter ca. 500 km er vi igen på campingpladsen i byen Kavala som Jann og jeg boede på, på
udrejsen. Her ser du Lisbeth og min rejserute.
Pladsen ligger dejligt lige ned til havet.
Lisbeth nyder udsigten fra restauranten på campingpladsen.
Her er næsten samme udsigt nogle timer senere, hvor solen netop er gået ned.
Og lad os så slutte denne dag med et lille godt råd.
Her er min tv-antenne inde i garderobeskabet. Hjemmefra kiggede jeg op på taget og så hvor
antennen sad bedst, så den ikke stikker ud til siden eller kommer i karambolage med den store
tagluge. Og så tegnede jeg en tuschstreg på holderen og det samme på masten. Når de to mærker
er ud for hinanden og jeg også kan se det mærke jeg har tegnet på tværs, er antennen på plads.
På gensyn en af dagene hvor vi skal en tur over bjergene ad de små gamle veje, men også køre
på dele af den nye motorvej til Igoumenitsa, hvor vi skal med færgen k. 23.55 til Ancona, hvor
den er næste dag kl. 16.00. Og igen skal vi prøve Camping on Board.
Venlig hilsen
Lisbeth og Peer Neslein
© www.campingferie.dk 2007
|
