Black Sea Challenge Så er Campingferie igen aktuelle med en ny Event. Denne gang hedder turen
”Black Sea Challenge” og som navnet fortæller, er rejsens mål Sortehavet.
Peer Neslein fortæller:
Så er Lisbeth og jeg tilbage ved vores udgangspunkt, hvor vi startede for 20 år siden, nemlig med en 4,5 meter campingvogn,
en Wilk S4 450 HTD. Totallængden med træk er 669 cm og totalvægten er 1300 kg. Og vognen er kun 232 cm bred.
Man kan sige at vi er kommet ned på jorden igen, med den mindre campingvogn, men vi har faktisk også besluttet at turen
skal gennemføres i Lisbeths Hyundai Tucson, som er en 2-hjulstrækker, selv om den ligner en 4-hjulstrækker. Det er en 2 liters
diesel, på gule plader, hvor vi har betalt fuld moms, og dobbelt grøn afgift, da det er vores private bil.
Vi glæder os til at komme afsted i vogntoget, som er perfekt til at rejse i. Vi kan nemlig skubbe rundt med den lille
campingvogn uden problemer og det er rart at kunne, hvis vi kommer ud for små byer og smalle gader, bjergveje i det nordlige
Grækenland eller små campingpladser. Vi har fået monteret batteri i vognen og blandt standardudstyret er en gasbageovn. Så
vi skal stadig have lune boller om morgenen, fortæller Peer Neslein.
Deltagerne og rejseruten
Turen starter i København hvor TV-fotograf Jann Nielsen (Peers bror) og Peer Neslein kører vogntoget gennem Tyskland, Østrig,
over Brenner-passet i Alperne og ind i Italien. Derfra videre mod havnebyen Ancona. (Lisbeth bliver hjemme hos det nye barnebarn,
men støder til senere). I Ancona kører Jann og Peer ombord på Minoan Lines færgen, hvor de har bestilt ”Camping on Board” som
betyder at de må bo i campingvognen på dækket, dog uden brug af gaskomfur, men de sejler på Adriaterhavet mod det nordlige Grækenland.
Færgen sejler kl. 16.00 og anløber Igoumenitza næste formiddag kl. 10. Herfra går turen mod øst, over bjergene, hvor det store
spørgsmål er om den nye motorvej er blevet klar – eller turen går direkte over bjergene.
Ruten går tværs gennem Grækenland. Efter ca. 800 km passeres grænsen til Tyrkiet og nu er der kun ca. 250 km til Istanbul og dens 10
millioner indbyggere. Målet er en campingplads i byens udkant, hvor Lisbeth gerne skulle dukke op i lufthavnen, så hun kan være med
og opleve Istanbul, som skal opleves sammen med en lokal guide og en taxi, som kender byens smutveje. Efter et par dage i byen går
turen til rejsens mål - Sortehavet. Når alt er filmet færdig, flyver Jann hjem fra Istanbul og Lisbeth og Peer kører vogntoget
tilbage til Danmark, ad samme rute som udturen, dog med et ophold ved Gardasøen, hvor de snupper et par fridage. Glæd dig til at
følge turen dag for dag – på www.blackseachallenge.dk.