Europas højeste bjergveje - 2003

Dag 4

Signe og Peer Neslein fortæller:
Kl. 7 er vi i bad på campingpladsen, vi er nemlig tidligt oppe, for i dag skal vi til den bilfri by Zermatt og videre med toget til Gornergrat som skulle være et højdepunkt af en seværdighed, med udsigt til gletscheren af samme navn og udsigten til Matterhorn.
Efter morgenmaden kører vi til den store parkeringsplads i byen Täsch hvor vejen slutter.
I billetkontoret køber vi billetter til Zermatt og videre derfra til Gornergrat. Til vores store forundring koster de 4 billetter t/r omkring 1500 danske kroner, hvilket absolut ikke er billigt, i hvert fald ikke førend man har stået på toppen af Gornegrat og nydt udsigten til Matterhorn.
Men først skal vi på en 10. min togtur til den bilfri by Zermatt i 1620 meters højde - hvor vi skifter til det næste tog - som skal føre os helt op til Gornergrat og en højde på 3130 meter. Selve Zermatt by gemmer vi til nedturen.
Vi har kun kørt 5 min. fra Zermatt, da opstigningen begynder og den slutter ikke før vi er helt på toppen. Vi sidder alle sammen med øjnene vidt åbne, for det er det smukkeste landskab der folder sig ud foran os. Turen til toppen varer ca. 40 min. Og allerede på denne strækning, føler vi at pengene er givet godt ud.
Toget er ikke et helt normalt tog, men er en slags tandhjulsbane som sikrer at toget kan komme både op og ned at de stejle bjergskråninger.
På vej op har Signe taget sin astmamedicin, da hun godt kunne mærke at luften blev tynd.

En imponerende oplevelse
Og så triller toget ind på endestationen og vi træder ud i ca. 3 km højde.
Udsigten er imponerende flot både til Gornergrat gletscheren, Matterhorn og hele bjergmassivet rundt om os.
Matterhorn er 4478 meter højt og står karakteristisk med sin spidse top.
Det er i øvrigt Matterhorn der har lagt form til den kendte Toblerone chokolade som er trekantet.
Du kan også se et billede af Matterhorn på chokoladen.
Jeg (Peer) køber selvfølgelig en Toblerone for at se om det er rigtigt. Og da det er omkring 30 grader varmt, bliver jeg nødt til at spise chokoladen (hele chokoladen) for at den ikke skal smelte?... Jeg skal jo bare bruge pakken hvor der er en tegning af Matterhorn.

Matterhorn må absolut være et af de flotteste bjerge i Europa og selvfølgelig også et af de højeste i Schweiz.
Vi har alle lidt travlt med at komme så tæt på kanten som muligt for at få de helt rigtig billeder til vores dagbog, men det er begrænset hvor hurtigt man kan bevæge sig i disse højder uden at blive stakåndet eller i værste fald dårlig.

Da vi skal ned igen er vi heldige at få et helt tog for os selv, så vi kan sidde ved det forreste vindue og nyde nedturen.

I byen Zermatt kører der kun elbiler og selv politibilen er eldrevet. Man er faktisk så miljøbevidste at selv hestene er udstyret med en pose monteret under halen så hesten ikke ”taber noget” på gaden.



Signe køber også sin første Schweizerkniv og får graveret navn i den lyserøde kniv.
Peer køber også en kniv, selv om han har en stor samling i forvejen.
Der tales ofte om at Schweiz er dyr, men indtil videre finder vi at priserne er som de fleste andre steder i Europa.
Vores overnatninger ligger pr. enhed på 125-150 kr. i døgnet.

Og så er det tid til at tage tilbage til campingpladsen og pakke for vores næste mål er Forclaz-passet med en stigning på mellem 9 og 13%, hvor der venter os en ubehagelig overraskelse. Men det ved vi bare ikke endnu.
I bøgerne har vi set at pas-højden kun er 1.527 meter og vi er jo kommer over Skt. Gotthard på ca. 2.100 meter. Så.. ”no problem”.

En uhyggelig oplevelse
Signe kører forrest da vi begynder opstigningen på passet, mens jeg følger efter. Alt går ganske godt men vejen bliver ved med at stige og stige. Pludselig skifter min Santa Fe ned i første gear mens temperaturen stiger. Det er nu kun ganske lidt at temperaturen stiger, men samtidigt falder motoromdrejningerne selv om jeg har speederen i bund. Bilen taber farten og panikken breder sig i kroppen da jeg i ånden ser at bilen stopper midt på bjergvejen. Jann skynder sig at åbne for varmen så bilen kan komme af med motorvarmen og det hjælper lidt, selv om vores fødder er ved at brænde op i den i forvejen 40 grader varme bil.
Men heldigvis kommer der i det samme en rasteplads hvor jeg kører ind.
Pu-ha det var sgu en grim oplevelse at møde ”muren” på den måde.

Min højdemåler siger at vi er 800 meter oppe og hele stigningen er på 1.500 meter.
Det tegner ikke særligt godt.
Jeg har kaldt Signe over vores Walkie Talkie og hun kommer ind på rastepladsen.
Vi taler lidt om hvad der skete og beslutter at prøve at køre til næste rasteplads på bjerget. Signe kører i forvejen og jeg kaster mig ud på stigningen og holder god fart på 2. gearet. Men så kommer der et hårnålesving og jeg må ned i 1. gear. Her holder jeg mellem 2.000 og 3.000 omdrejninger og det virker. Men så begynder temperaturen at stige ganske lidt og samtidigt falder motoromdrejningerne og værst af alt – det samme gør trækkraften og hastigheden. Jann skruer igen helt op for varmen for at hjælpe motoren af med varmen. Imens føles mine fødder som om jeg sidder med dem i en mikroovn.
Inden jeg ser mig om kører vi i skridtgang opad, med speederen i bund. Redningen kommer i form af en rasteplads i venstre side af vejen hvor jeg kører over og stopper, men jeg lader motoren gå.
Jeg åbner motorhjelmen for at køle motoren af og igen taler vi om at vores rejse måske stopper her midt på et sølle bjerg på ca. 1.500 meters højde.
Det kan godt være de skriver i bøgerne at stigningen er 9-13% men jeg vil æde min gamle hat på at der visse steder på vejen er væsentligt stejlere stigninger.
Vi kigger på vores højdemåler som siger at vi nu er i 1.200 meters højde, så vi mangler kun ca. 300 meter. Det må vi kunne klare. Vi tager chancen og vælger at fortsætte.
Signe kører i forvejen og jeg venter på at der er fri bane før jeg kører ud på stigningen igen. Denne gang vil jeg prøve noget nyt, nemlig at lade bilen køre i 1. gear hele tiden, for at sikre at den køler optimalt. Og det går rigtigt godt, lige bortset fra at stigningen bliver ved med at stige og stige.
Og så stiger temperaturmåleren lige pludselig ganske lidt og omdrejninger falder stille og roligt, og det sker lige som jeg troede at jeg havde fundet løsningen på problemet. Satans også. Det er ikke særlig morsomt at fortælle andre at bilen ikke kan trække op over et sølle bjergpas på 1.500 meters højde. Okay – det er meget varmt, der er ingen vindkøling p.g.a. af den lave hastighed, campingvognen vejer ca. 1400 kg med vores tv-udstyr, bilens automatgear er en 4-trinsgearkasse hvilket betyder at den er højt gearet, hvilket er en fordel på landevej, men nu er det en ulempe.
Imens er bilens omdrejninger faldet til 1.400 mens tempoet er skridtgang. Men vi kører. Jeg tænder mit advarselsblink og venter hvert øjeblik at blive overhalet af en pensionist på cykel. - Spøg til side. Og det stiger stadig.
Men bilen bliver ved med at køre. Og pludselig begynder temperaturen at falde samtidigt med at drejningsmomentet (turboen?) vender tilbage og hastigheden stiger. Det giver en dejlig følelse i kroppen at vi måske alligevel klarer bjerget. Samtidigt kalder Signe over walkien og siger at hun kan se os og at vi er lige ved at være på toppen.
Og så pludselig er vi på toppen med masser af moment i motoren. Jeg har godt nok mistet følelsen i min fødder, som nærmest er blevet brændt af, fordi Jann har åbnet for bilens varmeanlæg igen, men hvad pokker, vi klarede det. Og Signes coupé har kørt upåklageligt med combi-campen på krogen.

Vi slutter dagen på en dejlig campingplads i Frankrig i Chamonix hvor vi har udsigt til Europas højeste bjerg Mont Blanc på ca. 4.800 meter. Og der kommer vi ikke op.

I aften skal vi holde kriseråd for vi havde egentlig besluttet at køre op på et bjerg i morgen som er 3.770 meter. Men vi har måske fået en advarsel i dag. Og man skal ikke være dumdristig.

På gensyn i morgen

Signe & Peer Neslein
 

Videre til dag 5  -  Tilbage til dag 3