|
Berlin,
Berlin – igen og igen.
Tekst og fotos: Peter Østergård
Berlin har så meget. Den var
hovedstad i det preussiske rige, hårdt ramt under anden verdenskrig,
blev delt af muren i mange år, og nu igen hovedstad og metropol med
et stort aktivitetsniveau på alle fronter. Vi er nærmest faldet for
Berlin. Mulighederne for byoplevelser er uanede, og vi kan kun
opfordre andre til at tage på en campingtur til Berlin. Der er flere
campingpladser at vælge; men de ligger alle i byens periferi, så der
skal altid påregnes noget transporttid ind til centrum.
De to gange
vi hidtil har besøgt byen, har vi ladet bilen stå på campingpladsen
og så benyttet det offentlige trafiksystem, der er meget
veludbygget. Et dagkort koster (aug. 2001) 12 DM for en voksen pr.
dag.
Et ugekort 44 DM. Man kan hermed køre med bus, S-tog, U-bahn og
færger i zonerne A og B, hvilket dækker det meste af Berlin. Helt
ude i periferien kan man komme ud i zone C.
TV-tårnet på Alexanderplatz

Turen til Berlin er overkommelig på en dag også med
campingvognen på krogen. Fra grænsen ved motorvejsovergangen og til
den nærmeste campingplads i Berlin er der ca. 450 km. For at undgå
trafikkøer ved Hamborg tog vi sidste gang en genvej, der noget af
vejen går på landevej. Når man kører sydpå ad A 7 mod Hamborg, tager
man afkørsel 15 (Neumünster Süd). Så landevej B 205, der senere går
over i motorvej A 21 forbi Bad Segeberg. Senere bliver det igen
landevej (B 404), før man når til af-/tilkørsel nr. 6 på
Berlin-motorvejen (A 24). Før man tager til Berlin er det en god
ide, at låne eller købe bogen ”Turen går til Berlin”, hvori man kan
orientere sig om de mange oplevelsesmuligheder i Berlin. Afhængig af
dette kan man måske vælge en campingplads i nærheden. Som omtalt i
vort udmærkede campingblad (august/sept. 2001) findes der to pladser
vest for centrum i Spandau-området. Der er pladser i Potsdam og
mellem Potsdam og Berlin. Desuden er der en del pladser ovre på
østsiden af Berlin.
Da Berlin er en meget stor by – også
arealmæssigt, skal man huske, at der altså er langt rundt om byen.
Så det giver mange ekstra kilometer, at køre til pladserne på byens
østside. Første gang vi besøgte byen boede vi mellem Potsdam og
Berlin på ”Campingplatz Hettler und Lange”, der ligger ved Teltow
kanalen.
Pladsen er meget nem at finde, idet man kører med motorvej
A 115 og derfra tager afkørsel 5 a. Herfra er der 800 meter til
pladsen med god skiltning. Pladsen ligger i det tidligere Øst,
hvilket den bærer lidt præg af. Toiletforholdene er under middel;
men brugbare. Der er bus fra pladsen hver time til Wannsee, hvorfra
man kan komme videre med S-tog. Når vi om aftenen skulle tilbage til
pladsen, måtte vi tage taxi det sidste stykke.

Gedächtniskirche fra Tauentzienstrasse
Ved vort seneste besøg i Berlin tog vi den nærmeste
campingplads ved Danmark. Den hedder DCC Campingplatz Gatow,
Kladower Damm 213-217, 14089 Berlin Gatow. Pladsen ligger kun få
kilometer fra DCC Berlin-Kladow, (Camping Else Eckert Platz),
Krampnitzerweg 111-117, 14089 Berlin. Da der er en elendig
vejbeskrivelse til pladserne i den tyske ADAC campingbog, vil jeg
kort beskrive denne. Når man kommer med motorvej A 24 mod Berlin og
møder Berliner-motorringvejen A 10 (Dreieeck Havelland), tager man
denne sydpå mod Potsdam, ca. 20 km. Der tager man afkørsel 26 og
kører mod Berlin-Spandau ad B 5/Heerstrasse i ca. 16 km. Hvis man
vil til campingpladsen i Kladow er der skilte til denne fra B 5,
hvor man skal til højre ad B 2 (Potsdamer Ch.).
Til pladsen i Gatow
er der ikke skilte; men man tager til højre ad Gatower Strasse (1.
vej på højre hånd efter Potsdamer Ch./B 2, hvor skiltene til Kladow
viste hen). Man fortsætter ca. 4 km ligeud ad Gatower Strasse – Alt
Gatow, der senere bliver til Kladower Damm, hvor pladsen ligger på
venstre side (nr. 213-217). 1 km før man når pladsen og lige ud for
pladsen, er der et campingskilt. DCC Gatow er en ny plads, hvor alle
faciliteter er gode og i orden. Der er fantastisk god busforbindelse
til centrum lige udenfor pladsen. Der er X-bus til Zoologischer
Garten fire gange i timen i dagtimerne.
Turen derind tager 30-40 min.
Desuden er der bus til Rathaus Spandau fire gange i timen, hvor man
kan komme videre med U- og S- bahn. Selv om natten kan man komme
hjem med bus. Der går den to gange i timen.

Kuplen på Rigsdagsbygningen
Vi var en tur i den gamle Statsopera og se et
veludført stykke. Vi købte billetter gennem en teater-kasse, som der
er mange af rundt om i byen. Gebyret til denne teater-kasse var dog
ret betydeligt 20 DM= ca. 75 kr pr. billet), så jeg vil anbefale, at
man så vidt muligt selv køber billet direkte i operaen eller
teateret. Vi var også til et jazz-arrangement på Köpenick rådhus;
men det tog altså også to timer i transporttid på tværs gennem byen.
Med adgang til internet kan du hjemmefra finde mange
arrangementer f.eks på siderne:
www.berliner-morgenpost.de og
www.berlin.de
|