I årevis syntes det praktisk og økonomisk umuligt at realisere en kæmpe drøm om at campere i Grækenland. Vel og mærke medbringende vores eget foretrukne hus - campingvognen.
Lige indtil nogle gode folk fortalte os om ”camping on board”, og en fantastisk minderig campingferie på fastlandet og Peloponnés blev det!

Venedig
Pludselig var vi der, og vi kunne tydelig se den rød hvide færge, som lignede drømmen om luksus. ”HSF Pasiphae” hed hun og kom fra MINOAN Linie – et græsk rederi, som hovedsagelig sejlede mellem Italien og Grækenland. Vi kneb os i armene, for I mange år havde vi haft en drøm om at campere rundt i Grækenland, men først økonomien og derefter den ulykkelige krig i Jugoslavien havde ligesom slukket den drøm.
Nu var vi så alligevel på vej, og drejede nu ned mod Venedigs industrihavn, hvor vi parkerede bilen med campingvognen midt på en kæmpe grusbelagt plads foran færgen. Ligesom alt andet i Italien virkede det temmelig kaotisk, men heldigvis havde vi prøvet det før – sidst da vi skulle sejle til Korsika. Fra kaos voksede på forunderlig vis en form for orden, og sådan skulle det også vise sig at gentage sig her.

Forklaringen på, at vi blev dirigeret ind som de første, var den enkelte, at vi skulle ud som de sidste. Patras var sluthavnen.

Måske havde vi forestillet os lidt mere plads og lidt mere campingpladsagtigt dæk, og først troede jeg faktisk, at vi var kommet på det almindelige vogndæk, men pludselig kom en mand rundt med en kæmpe stang, som han brugte til at hive strømledningerne ned fra loftet, og om vi så skulle bruge til campingvognens 220 volts indtag. Lys, køleskab og kaffemaskine kunne så fungere som på enhver anden campingplads, hvorimod man selvsagt ikke måtte bruge gasbrænderne…. Og toilet og bademulighederne var velfungerende og rene, så faktisk fungerede ”camping on board” fint - og efter kort tid følte vi os næsten alle i familie med hinanden.

Afrejsen fra Venedig var en stor oplevelse i sig selv. Venedig set fra 7. sals højde og så fra vandsiden! Langsomt gled vi forbi byen igennem Canale della Giudecca, og selvom vi havde været i Venedig mange gange, var dette noget helt helt specielt. Folk vinkede, som var vi en sjælden gæst - ja, sådan måtte  krydstogtpassagererne have det, når de sejlede fra storby til storby. Alt det kendte gled forbi, Santa Maria della Salute, Markuspladsen og Markuskirken, Dogepaladset, Søfartsmuseet og alle de andre tidligere rigmands- og handelshuse.
Det slår én, hvor få højhuse her er, og det der rager op er tårne fra kirkerne. Vi kunne se de små gyder, hvor ingen turister færdedes og de mange – overraskende mange grønne områder og øer. Et vidunder af en by.

Færgen
Færgen havde alt, som vi kunne ønske os. Havde den udendørs swimmingpool hovedrollen om dagen, ja så havde de forskellige spisesteder og café/bar og natklubben det om aftenen. Standarden var generelt udmærket, selvom vores Oslo-færge til sammenligning ligger et par trin højere på luksusstigen.
Selve maden var udmærket, men generelt er det græske køkkens turistmenuer temmelig begrænsede, men nok til at vi fornemmelsen af, hvor vi var på vej hen.

På en eller anden måde blev vores foretrukne sted alligevel nede på dækket i vores lille krog med blik ud mod vandet. Her sad vi på vores to liggestole og brugte skibets skrog til hylde og så ud over middelhavet. Månens lys spejlede sig i vandet, mens skibets stille motorer og vandets skvulpen fulgte os. UH!  

Næste morgen så vi igen land allerede ved halv elleve tiden, idet Albaniens kyst dukkede op. Mobiltelefonen bibbede, og et teleselskab i Albanien bød os velkommen…Europas fattigste land, men mobilen er – ligesom Cola-cola - overalt i verden.

På resten af sejlturen kunne vi se land hele tiden, og utallige var ørene og bugterne med landskabernes afbrændte farvespektrer iblandet vandets utrolige blåtturkise farve.

Morgenmaden og frokosten lavede vi i campingvognen, og sol og sol og sol og udsigt var der masser af, så selvom turen var på ca. 32 timer følte vi den ikke på noget tidspunkt for lang. Måske også fordi vi blev revet ud af ”rutinen” med første landgang i Igoumenitsa (fastlandet) ved middagstid og ved Corfu ved kaffetid.
Her sagde vi farvel til ca. halvdelen af passagererne, og vi vinkede til den eneste anden danske familie, der var på campingdækket, idet de kørte op af de stejle veje fra havnen på fastlandet og videre ind i det bjergfyldte fastland.

Grækenland
Vi nåede Patras lidt inden mørket faldt på -  klokken var ca. 21.30 (20.30 græsk tid). Vi troede ikke vores egne øjne, idet det så ud til, at vi – ja sådan så det ud – lagde til midt på hovedgaden i Patras. Alt virkede kaotisk, men vi kunne alligevel se, at personalets måde at håndtere og guide os og den megen trafik på, var utroligt professionelt. Pludselig havde vi igen fast grund under fødderne – og så endda Græsk grund!

Mørket var nu fuldstændig, og hvis vi ikke forinden havde snakket med en utrolig hjælpsom hollandsk familie, som havde taget turen ti gange, ja, så havde denne aften måske endt lidt anderledes og måske lidt mere vanskelig.
Men de vidste, at turen til en campingplads her fra færgen og så i mørke måske ikke lige var for begyndere, så de førte os få kilometer nordpå langs kystvejen til byen Rio´s  (Rion) campingplads, som lå gemt mellem to huse nede ved kysten. Her mødte os den ene taverna efter den anden og en leben af Patra´s ”middelklasse”. Herligt at gå ud i sommernatten med 27 grader og en duft af hav og mad overalt – jov, det var en god velkomst Peloponnés gav os.
Rio var i øvrigt kendt som byen, der forbandt Peloponnés med fastlandet ved hjælp af en masse småfærger, der bare sejlede hele tiden. Men en bro er nu færdigbygget og færgerne er næsten alle væk.

Desværre kom vi ikke til Athen, idet vi blev advaret af flere grækere mod de meget høje temperaturer, og den massive mængde af smock.

Det var nemt for os at komme rundt på halvøen, og det benyttede vi os flittigt af – for her var den ene store oplevelse efter den anden. Byen Nafplion – Grækenlands tidligere hovedstad – er en perle, og den lille fiskerby Pilos. Overalt ligger der fæstningsværker og templer og bjergene afløses af bugtende marker og den ene olivenlund, citrus og appelsinlunde efter den anden. Og fantastiske strande og næsten ingen mennesker, fra det mest vilde til det mest velordnede, fra de solbeskinnede hvide strande til skilifter og kølige landsbyer i bjergene.

Vi mødte en enkelt dansk familie, og de havde taget sejlturen ti gange og havde før i tiden kørt derned gennem Jugoslavien. De var besat af Grækenland – og vi forstod dem godt! Dette på en måde hjælpeløse og på anden måde fantastiske kulturelle land, som vi kan takke for så meget her i vesten og verden.

Med bilen var det som sagt nemt at komme rundt, for selvom grækerne er kendt for deres vilde bilkørsel, var vi aldrig udsatte for farlige situationer. Men regn ikke med nogen nåde, idet fingeren og hornet var flittigt brugte på de græske landeveje!
Og lad være med at tro, at hastighedsskiltene betyder noget som helst. Så når du kørte med campingvognen, var der den uskrevne regel, at nødsporet skulle bruges, så du ikke forhindrede de andre bilister i at overtræde hastighedsbegrænsningen. Men vejene var gode, og motorvejsnettet var efterhånden med hjælp fra EU fint udbygget.

Hjemad igen
Atten gode dage blev det til, inden vi genså Patras havn igen. Vi var som sædvanlig i rigtig god tid, idet vi først skulle sejle kl. 23.59! Men rimelig hurtigt fandt vi ud af, hvor færgen ville lægge til, og vi spottede (erfaring!!) efter en time, hvor rækkerne nok ville blive etableret. Og inden længe blev vi flere og flere, og da færgen endelig lagde til blev alles billetter tjekket meget grundigt. Flere måtte betale ekstra – de fleste på grund af campingvognslængden ikke stemte helt overens med billettens angivelse!

Hjemturen til Venedig var på 35 timer og var også en dejlig tur, selvom den på en eller anden måde føltes betydelig længere. Det er alligevel noget andet at tage på ferie end at tage hjem fra ferie, ik?

Faktaboks:

* Ferien blev holdt de første uger af juli 2003.

* Færgeselskabet hedder Minoan Lines – www.minoan.gr - og der kan købes billet online. Vi brugte dog DSB Rejsebureau Terminus tlf. 33 54 55 10 – terferie@dsb.dk

Der er mange andre færgeruter og selskaber, der sejler mellem Italien og Grækenland – find den evt. dem  ved hjælp af www.greekferries.gr

* Prisen for sejlturen mellem Patras og Venedig t/r for bil og campingvogn og to voksne (”Camping on board”) 5.500,- .

Priserne varierer en anelse mellem de forskellige selskaber, men regn med ca. 6.000 – 6.500 kr. i 2005.

* Campingpladser:

Det Græske Turistbureau, tlf. 33 32 53 32 har en fortegnelse over mange af de bedste græske campingpladser

Artiklens to Campingpladser:

Isthmia Korinthias, GR 20100, P.O.Box. 327, Tlf. (0741) 374447 37720, fax 37710

Ionion Beach: www.ionion-beach.gr