Campingtur til Murmansk og Nordkapp – Del 7 - Sankt Petersborg – Inema
Peer Neslein fortæller:
Der er nok mange der vil blive overrasket over at Harry har droppet DSB
og er taget med på en campingtur gennem Rusland, i en autocamper. Men
Harry har opdaget at det faktisk er dejligt at tage på camping i en bil
man kan sove i. Og Rusland er et dejligt land at rejse i, synes Harry,
for her kan man nemlig betale tingene orange.
Harry har fået en rigtig god plads i første parket i en Hymer autocamper
hos Margit og Richard. Og Harry rejser ikke alene, så en af dagene skal
vi hilse på hans kæreste, som han har inviteret med til Rusland.
6. etape går fra Olgino Camping (A) mod Sortavala. Efter ca. 250 km
overnattes der på parkeringspladsen ved Inema Hotel (B).
Vi har forladt Sankt Petersborg for at fortsætte vores rejse mod
Murmansk. En række af vognene har fået monteret walkie-talkier så vi kan
tale sammen. Vi kører i 4 grupper bestående af 5 vogne i hver og første
og sidste vogn i hver gruppe har en walkie-talkie. Grupperne hedder
Alfa, Bravo, Charlie og Delta.
En frugtforretning i vejkanten nord for Sankt Petersborg.
Vi bliver stadig overhalet indenom, når der er modkørende trafik.
Så er det tid til en pause så vi kan spise frokost. Det er ikke altid
lige nemt at finde plads til 19 vogntog som tilsammen fylder ca. 250 meter.
Lisbeth og jeg har et par ure til 100 kr. pr. stk. som vi bruger på en
række af vores rejser. Dem er der ingen der gider stjæle - håber vi.
Stadig lang vej til Murmansk, men her er vejen god med godt udsyn
fremover.
Flere steder er der mange lokale som sælger frugt og grønt.
Vi holder lige en pause for at samle kolonnen. Her mangler stadig 9
køretøjer.
Langs vejene specielt omkring de små byer vi kommer igennem, ser vi
mange private der sælger frugter og bær de har plukket i skoven eller
selv har dyrket.
Vi bliver pludselig overhalet af en på motorcykel, som ligger ned og
kører i rasende fart, mens han ligger og vipper med fødderne. Som du kan
se er han helt ovre i den modkørende vognbane.
Vi nærmer os en bro som åbnes ved at brofaget mellem de 2 tårne hejses op.
Vi er på vej ud på hævebroen.
Store huller gør at vi kører i skridtfart over broen.
Lastbilerne kører stærkt og overhaler os jævnligt.
Vi er ankommet til Inema som viser sig at være en stor parkeringsplads
for lastbiler hvor vinden blæser grus og sand op. Og ikke nok med det,
men en hysterisk vagt råber og skriger på russisk og forlanger penge,
selv om vores rejsebureau har reserveret og betalt. Så jeg vælger at
bruge hans egen metode og skælder ham ud på skrigende dansk, lige ind i
hans hoved, og det hjælper. Mange russere kan kun 2 ting, enten give
ordre eller modtage ordre. Vagten forsvinder og vi kan slappe af efter
en dag på dårlige veje og 250 km længere mod nord.
Det er tid til at grine lidt af dagens oplevelser, over en enkelt
genstand for at slå eventuelle bakterier ihjel som vi måtte have fået i
løbet af dagen.
For Rasmus slutter dagen med at lægge TV-klip fra kameraet ned på hans
computer. På gensyn i morgen hvor vi skal til byen Sortavala som ligger
i den nordlige ende af Ladogasøen som er Europas største.