Campingtur til Sankt Petersborg – Del 9 - Sankt Petersborg
Peer Neslein fortæller:
Vi sidder i minibussen og er på vej ind mod centrum, mens vores guide
Lena fortæller om byen, indbyggerne, lønninger, sociale forhold, m.m.
Natalia som er vores turarrangør via sit firma Around.ru har siden vores
oplevelse med Politiet ringet rundt og talt med en del mennesker og kan
fortælle os at Politiet kun kan opkræve bøder på stedet på op til 100
Rubler (Ca. 20 kr.). Hun har også fundet ud af at vi ikke havde gjort
noget forkert ved at krydse den hvide stribe.
Hun er skuffet over at vi og ikke mindst hende selv, er blevet behandlet
af Politiet på den måde. Hun kommer selv fra byen Petrozavodsk nogle
hundrede km mod nord, og fortæller at dette aldrig ville være sket der
oppe. Hun mener det er et problem i Sankt Petersborg.
En normal månedsløn ligger på ca. 4.000 kr. og når vi så kommer som
turister i store biler, campingvogne og autocampere, føler mange at vi
har for meget, mens de selv har for lidt. Og det er vel egentlig ganske
rigtigt, men jeg går ikke ind for den slags ”tag selv borde”. I sidste
ende er vi alle sammen arbejdere, uanset hvad vi laver og vi skal
respektere hinanden, uanset køn, religion og nationalitet. Så fremover
vil vi holde hårdere på vores ret, men uden at spille helte.
Undervejs passerer vi en campingforhandler og Lena fortæller at flere
russere køber brugte campingvogne og autocampere i Tyskland. Her er det
en Hymer forhandler.
Vi er stoppet ved Peter-Paul fæstningen, hvor byens mønttrykkeri ligger
bag den gule mur. Men det er nu ikke mønttrykkeriet vi skal se i dag.
Her er en oversigt over øen hvor Peter-Paul fæstningen og kirken af
samme navn ligger.
Det karakteristiske gyldne spir kan ses fra de fleste steder i Sankt
Petersborg og er et af byens vartegn. Katedralen er nok mest kendt af os
danskere, da den tidligere danske prinsesse Dagmar ligger begravet her.
Her fortæller Lena om en moderne statue af Peter den store som faktisk
var 210 cm høj. Når man besøger statuen skal man lige berøre hans
hænder, fødder eller sko, da det betyder lykke.
Vi er gået ud gennem dødens port på fæstningsøen, som porten kaldes. På
øen lå nemlig også et fængsel og når man kom denne vej ud var det enten
fordi man skulle sendes til Sibirien eller arbejde med bladguld for
Tsaren. Og ingen af delene slap man fra med livet i behold.
Fra dødens Port kan vi også kigge over Neva floden til Eremitagen og
Vinterpaladset.
Fra denne bastion på Peter-Paul fæstningen affyres hver dag et kanonskud
kl. 12.00. Det er gammel tradition.
Vi er gået ind i Peter-Paul katedralen som er fantastisk flot udsmykket.
Langs væggene hænger udenlandske flag som er erobret fra andre lande
under forskellige krige og slag.
Utrolig flot kirke med mange smukke detaljer.
Der er trængsel i kirken hvor andre grupper også er på sightseeing. Men
Lena får os guidet flot igennem.
Mange Tsarer er blevet begravet i katedralen og mest kendt for os
danskere er Aleksander 3. og hans enke den tidligere danske prinsesse
Dagmar, der døde i 1928, hvorefter hun blev bisat i Roskilde domkirke.
Men for få år siden er hun blevet flyttet her til Sankt Petersborg, hvor
hun nu hviler ved sin mands side. Det er Dagmars sarkofag i forgrunden.
Prinsesse Dagmar var datter af Christian 9. Og da hun konverterede til
den ortodokse tro fik hun navnet Maria Fjodorovna.
Under den ortodokse messe står alle op, også Tsaren, som dog havde sin
egen tronplads, hvor han kunne stå.
Her hviler den sidste Tsar Nikolaj 2. Og hans familie som blev skudt i
1918 i byen Jekaterinburg i Ural og smidt i en skakt, for først at blive
fundet mange år senere. I år 2000 gjorde den russiske kirke tsar Nikolaj
2. Til helgen og siden har mange pilgrimme valfartet til stedet.
Uden for katedralen holder disse 2 busser som er toiletbusser.
Der er en bus til kvinder og en til mænd. Et toiletbesøg koster de
fleste steder 15 rubler (ca. 3 kr.).
Broncherytteren er det mest kendte mindesmærke for Peter den Store som
grundlagde byen for ca. 300 år siden. Stedet her er også populært blandt
brudepar som besøger stedet. Byen er opkaldt efter Sankt Peter. Siden
har byen heddet Petrograd, Leningrad og nu Skt. Petersborg. Byen har ca.
5 millioner indbyggere.
Vi holder en pause på et af byens mange torve hvor Kazan katedralen
ligger. Vi skal dog ikke ind og se kirken som er museum i dag.
På samme torv ligger Hotel Astoria, måske byens dyreste hotel. Da Hitler
angreb Leningrad regnede han med en hurtig overtagelse, faktisk så
hurtig at han havde bestilt plads på Hotel Astoria, hvor han ville holde
en banket for at fejre indtagelsen af byen. Rygterne siger at der
allerede var bestilt menu, invitationer o.s.v. med en dato på. Men byen
blev aldrig indtaget og holdt stand i hele 900 dage, uden af det
lykkedes tyskerne at rykke ind i byen. Men prisen var høj, idet ca.
800.000 indbyggere døde af sult under belejringen.
På gensyn i morgen med flere billeder fra Sankt Petersborg.
Peer Neslein og team Campingferie.dk