Campingtur til Sankt Petersborg – Del 8 - Caravelair Venicia 470
Mads Nielsen fortæller.:
Vognen jeg kører i på denne tur til Rusland, er en Caravelair Venezia
470. Det er en rigtig god rejsevogn som har en egenvægt på 1.150 kilo og
en totalvægt på 1.500 kilo, så der er plads til bagage uden den skal
være 8 meter lang. På turen har den været en fornøjelse at køre med, den
har stabilisator og selvom vejene her i Rusland er i en noget sørgelig
forfatning flere steder, ja så har der ikke været optræk til nogen
slingerkørsel. Jeg trækker med en Suzuki Grand Vitara 1,9 Ddsi diesel og
vognen er i sølvfarve ligesom campingvognen, ret flot syntes jeg.
Vognen har i bagenden en god rundsiddegruppe, her er god plads til 4
personer eller til at slange sig hvis man er alene. Der er læsespots i
hjørnerne og en hyggelig lyskæde under overskabene. Der er lysdæmper på
loftslyset. Her kan selvfølgelig redes op til soveplads for 2 personer.
I forenden er en stor dobbeltseng, og den kan man komme ud af på begge
sider. Der er en skøn springmadras som man sover herligt på. Der er
læsespots i begge sider og stikkontakt ved sengen, herligt når man skal
oplade telefon eller andet man ønsker indenfor rækkevidde.
Under sengen er der et stort rum til stuvning, her er rigtig god plads,
men man skal ind gennem vognen for at få det ned i rummet. Husk også at
vægten lander forrest i vognen når man læsser her. Vandtanken ligger
også forrest i rummet, og selvom et godt kugletryk er fint at køre med,
ja så skal man altså lige passe lidt på.
Ved siden af sengen på begge sider er et skab med bøjle til at hænge tøj
i, i bunden kan man stille sko eller tasker. Over begge skabe og henover
sengen er der overskabe med rigtig god plads.
Der er også overskabe over siddegruppen og igen er de en rigtig god
størrelse. Her på turen har vi rigtigt fået rystet vognen på de Russiske
veje, men skabene forblev lukket
Der er dog en lille hage, skabene er ikke inddelt med mellemrum. Så hvis
du pakker er det helt sikkert at det rutsjer sammen i den ene ende hvis
man laver en hård opbremsning. Dette lille problem kan dog snildt løses
med nogle plader, det kan man selv eller ens campingforhandler gøre.
Køkkensektionen er ret traditionel, der er dog alligevel blevet plads
til gode skabe som man kan trække ud. I dette skab med trådkurve er det
godt at opbevare lidt tungere ting som flasker eller konserves. Der er
overskabe med god plads og et underskab til gryder og pander.
Toilettet er pænt og velfungerende, en smart detalje er at vandhanen kan
tages op og bruges som håndbruser, der er bruseforhæng i dørsiden. Man
skal nok pudse lidt spejle efter endt badning, men det kan lade sig
gøre. Der er rigtig god skabsplads og spejle på hele tre sider.
Til sidst vil jeg lige vise mit 3M vandfilter, det har jeg fået
installeret før afgang da drikkevandet i Rusland og specielt Skt.
Petersborg er uegnet som drikkevand. Så her et dette filter rigtigt
dejligt, da man garanterer at vandet kan drikkes efter en tur gennem
filteret og selvom man ikke drikker det, men bare vasker sig og børster
tænder, er det nu rat at vide at det er filtreret. Det er forholdsvist
nemt at få installeret og det holder en hel sæson.
Du skal lige se mit fortelt som er et Isabella Capri Lux som er ganske
nemt og hurtigt at stille op.
Græsset på campingpladsen er langt og vådt, så det er rart at have et
gulvtæppe med så man får et hyggeligt fortelt.
Vogntoget med en Suzuki, Caravelair og et Isabella fortelt er en god
pakke til en campingtur.