Peer Neslein fortæller:
Så er det tid til en tur i svævebanen hen over vinmarkerne op til
monumentet "Germania" der troner oven over Rüdesheim. Tovbanen kører
måske 20-30 meter over vinmarkerne og der er en dejlig udsigt. Turen
tager ca. 15-20 min.
Andre vælger at gå op til Monumentet eller ned. Turen er dejlig gennem
de mange vinmarker.
På turen er der et godt udsyn til bl.a. Bingen, på den modsatte side af
Rhinen.
Morten Nilsson fra Campingferie kigger ned på vinbønderne som er i gang
med at høste neden under os.
Vejret har været meget varmt i år så høsten er kommet tidligt i gang.
Byens vinbønder ejer forskellige størrelser arealer på skråningerne ned
mod Rhinen.
En dejlig lun sensommerdag, hvor vi glider gennem landskabet på vej mod toppen.
Vi er nået til toppen og gået det korte stykke vej til Germania eller
Niederwald Denkmal, som det også hedder. Monumentet blev rejst som et
mindesmærke for bl.a. Bismarch som havde sejret over franskmændene i den
fransk-prøjsiske krig i 1870-71. Det var Kejser Wilhelm I, der valgte
Rüdesheim som stedet, hvor Germania skulle stå.
Morten filmer udsigten til et kommende Tv-program på DK4, mens Mads og
undertegnede kigger på de mange detaljer på det 38 meter høje monument.
Germania er placeret 225 meter over Rhnen og er som sagt 38 meter høj,
mens "fruen" selv er 10 meter høj. Sværdet i hendes hånd er 7 meter lang
og vejer 1,4 tons. Alle bronzeskulpturerne vejer tilsammen 75.000 kg.
Og så er der gemt nogle skatte i monumentet i form af 2 flasker vin,
henholdsvis en 1870 Rüdesheim Rottland Auslese og en 1870
Assermannshausen Höllenberg. Man påbegyndte byggeriet den 16. september
1877 og det blev indviet den 28. september 1883. Prisen for byggeriet
endte med at koste 1.200.000 guld mark.
123 af personerne er kendte personer med indflydelse på Tyskland i årene
omkring opførelsen af Germania.
Den danske rejseskribent Hakon Mielche, der desværre er død for mange år
siden besøgte monumentet i midten af 1970'erne og han skriver i sin bog
at han synes, at det var synd at amerikanerne ikke ramte hende i 2.
verdenskrig, da han synes at det er et ganske grimt monument. Men smag
og behag er jo forskellig. Så bedøm selv.