|
Campingferie har kigget nærmere på brugte biler, der må trække
campingvogne på 250 cm Tekst & Foto
Henrik Engel
Vi har
nu – langt om længe – fået lov til også som danskere, at køre med de
spændende brede campingvogne på 250 cm. Desværre blev reglerne dog
ikke som i vore nabolande, men med en specialregel vedr. den
trækkende bils bredde.
Man kan
naturligvis også stille sig selv spørgsmålet om, hvad vi skal med en
så bred campingvogn…
Det er
naturligvis lidt mere krævende, at køre med en campingvogn på 250
cm., end med én på 230 cm., da der er mindre plads i vejbredden, og
da spejlene skal sidde længere ude. Samtidig er vognene også noget
tungere end de smallere vogne, hvorfor der skal en stærkere og
tungere vogn til, at trække campingvognen. Til gengæld for disse
ulemper, får man mulighed for en mere rummelig vogn, med mere
fornuftige proportioner, hvorfor campingvognen lettere kan indrettes
spændende, uden at den bliver for ”presset”.
Desværre er der ikke ret mange af de brede campingvogne ude på
brugtmarkedet, da det jo ikke tidligere var tilladt med almindelig
bil, at køre rundt med dem. Der er dog nogle brugtimporterede og en
del tidligere fastligger-vogne.
Regler
Som det sikkert er de fleste bekendt,
må vi kun trække campingvogne med en bredde på 250 cm., såfremt
trækbilen har samme bredde fratrukket 35 cm. i hver side. Altså skal
bilen være 180 cm. bred, for at måtte trække en campingvogn med
bredde på 250 cm.
Dette
gør dog også, at en campingvogn på f.eks. 246 cm. i bredde, må
trækkes af en bil med en bredde på 176 cm. (f.eks. Opel Omega og
Volvo)!
Muligheder på brugtmarkedet
Der er ikke et ret stort udvalg af
biler med en bredde på 180 cm. eller derover, og specielt ikke,
såfremt vi taler om biler med en del år på bagen.
Skal vi
se på de traditionelt meget brugte og velrenommerede
campingtrækkere, er ikke mange af dem brede nok. F.eks. er Volvo 2-,
7-, 8- og 9-serien alle for smalle. Også Mercedes 124-modellen er
kun 174 cm. bred, hvorimod alle S-typer er brede nok. Den nyere
210-model er også bred nok. Ford og Opel er alle for smalle.
Mange
af de store firehjulstrækkere er brede nok, men er prismæssigt
utilgængelige på hvide plader, og kræver B/E-kørekort, for at måtte
trække de tunge vogne, da deres totalvægt er ret høj.
Ser vi
på de mere utraditionelle campingtrækkere, er Rolls Royce og Jaguar
naturligvis store nok, men er nok lidt urealistiske for de fleste,
på trods af, at Jaguars XJ6-serie (XJ40) fra 1986-94 efterhånden er
ret tilgængelig, og har en kvalitet, som er på højde med
sammenlignelige biler.
I
BMW-stalden er det kun 700-serien, der er bred nok, men også denne
er med modellerne fra 1987-95 rimeligt tilgængelig på brugtmarkedet,
og med en kvalitet, der er i absolut topklasse, dog er
reservedelspriserne ekstreme.
Citroën
XM er også bred nok – dog kun med 179,8 cm, hvorfor campingvognen
officielt ikke må være over 249,8 cm. bred. Her får man en velkørt
bil med den spændende hydropneumatiske affjedring, hvilket giver
samme kørehøjde uanset belastning fra træktøj. Disse er efterhånden
nede i meget lave priser, der slet ikke afspejler den høje kvalitet,
som modellen har. Specielt V6-erne og diesel-modellerne er meget
velegnede til campingtræk, dog må de ikke trække over 1500 kg.
I samme
familie (PSA-koncernen) finder vi også Peugeot 605, som har et mere
traditionelt design og med almindelig affjedring. Denne model har
den fulde bredde på 180 cm., og igen er både V6 og diesel-modellerne
attraktive campingtrækkere med stor rummelighed og kraftfuldhed.
Også
Alfa 164 er en mulighed, men mange af dem, har ikke overlevet
rust-helvedet.
Modsat
er tilfældet naturligvis med Audi, der længe har været
fuld-galvaniseret. Dog er det kun de allerstørste modeller, der er
brede nok, og brugtpriserne er forholdsvis astronomiske…
De
fleste amerikanske modeller er naturligvis også brede nok, men der
er ikke mange af dem ude på brugtmarkedet, men her kan blot nævnes
Chrysler Vision, Cadillac Seville, Chevrolet Camaro m.fl.
De
japanske modeller er næsten alle for smalle, men naturligvis er der
Lexus LS400…

Konklusion
Det kan altså konkluderes, at man med
de nye danske regler, har åbnet op for kørsel med brede
campingvogne, men desværre kun for den eksklusive klub, der kan
præstere en bred nok bil…
Når I
skal finde de brede biler, da bed forhandleren om dokumentation for
bilens bredde i enten en brochure fra da bilen var ny eller fra
bilens instruktionsbog, hvor de tekniske data også ofte er oplyst.
Sidste
nyt:
Fra
Kim
Oehlenschläger har vi modtaget denne korrespondance der oplyser at
man nu kan øge sin bils bredde, så man kan køre med
(250 cm)
brede campingvogne.
Læs Kim
korrespondance med Færdelsstyrelsen.
Hej Kim
Den bestemmelse du refererer til
(§ 1, stk. 2, i bekg.
nr. 567 af 24. juni 1992) har til formål at beskytte de bløde
trafikanter. Det er derfor den aktuelle bredde, der er
afgørende.Færdselsstyrelsen har ved tidligere henvendelser om
spørgsmålet tilkendegivet, at kunne acceptere samme praksis som
gælder for varebiler, jf. Vejledning om syn af køretøjer afsnit
9.04.024, dvs. en mindre breddeforøgelse på under 50 mm i hver side
kan tillades ved montering af sidelister og
skærmforøgere. Bestemmelsen er tilgængelig på styrelsens
hjemmeside
www.fstyr.dk
, vælg: Regler om køretøjer, vælg: Vejledning om syn af køretøjer,
vælg: Afsn. 9, s.19.
Mvh
Frank Thrusholm, Fuldmægtig
Færdselsstyrelsen, Bilteknisk afdeling
Road
Safety and Transport
Agency
Adelgade 13
DK-1304
København K
|