|
|

Individuelle priser til individuelle behov Jens-Peder Rasmussen,
Campingferie.dk:
Et emne der altid har interesseret danske campister er hvad det koster. Og
i en tid hvor behov og krav bliver mere og mere individuelle, bliver
priser det sjovt nok også. På redaktionen har vi prøvet om vi kunne finde en
rød tråd for priserne på de campingpladser, som er godkendt af Campingrådet.
Vores undersøgelse viser, at det er meget individuelt hvordan
campingpladserne har fastsat deres priser.
Der findes ikke et prissystem som gælder for alle pladserne, men de fleste
har et system, hvor der betales for antal personer, i visse perioder af
sæsonen for campingenheden, et pladsgebyr. Ser man på forskellige
tillægsudgifter som hund, strøm, kabel-TV, internet, bad og varmt vand i
køkken, så er der heller ikke et fælles system. Og som noget nyt er der
pladser som har valgt en totalpris, med "alt inklusive."

Du kan heller ikke bruge stjerneklassificeringen som et endegyldigt
prisbarometer. Igen er der individuelle forskelle. På nogle pladser koster
adgang til swimmingpool ekstra, på andre er det med i lejeprisen. På
billedet ser du Benny og Birte Laursen fra TopCamp Middelfart, som fik sin
fjerde stjerne i sæson 2011.
Eksempler på priser
For at vise forskellene har jeg udvalgt en række campingpladser med
henholdsvis 1, 2, 3, 4 og 5 stjerner fra hver af Campingrådets regioner. Jeg
har valgt at finde priserne i højsæsonen for voksne, børn, evt. pladsgebyr
(PG),
adgang til strøm, hund og miljøafgift. Vær opmærksom på at priserne er
eksempler. Nogle pladser har flere niveauer for kategorien børn, og her har
jeg valgt den billigste pris. Du kan selv tjekke priserne via vores
database over campingpladser her. På vores opgørelse kan vi også se hvor
koncentrationen af campingpladser med 4 og 5 stjerner ligger.

Nordjylland har 94 campingpladser og den næsthøjeste koncentration af
pladser med fire og fem stjerner. På billedet ser du et hjørne af Wellness
afdelingen på Klim Strand Camping. Priserne for én voksen svinger fra 50 til
85 kr.

I Nordjylland er der 6 pladser har 1 stjerne, 12 har 2 stjerner, 65 har 3
stjerner, 4 har 4 stjerner og 2 har 5 stjerner.

Vestjylland har 70 campingpladser, hvoraf en lang række ligge tæt på
de brede strande langs Vesterhavskysten. Der ligger også mange langs den
jyske højderyg. Billedet er fra TopCamp Henne Strand, der er en af de
pladser som har valgt et alternativt prissystem hvor du betaler for enheden, inkl.
et antal personer, ofte 2 voksne og to børn.

Vestjylland har 7 pladser med 1 stjerne, 12 har 2 stjerner, 48 har 3
stjerner, 3 har 4 stjerner og der er ingen med 5 stjerner.

I Østjylland ligger de 63 campingpladser først og fremmest langs
Jyllands østkyst, ved Silkeborgsøerne og langs den Jyske højderyg, som er
grænsen mellem områderne Østjylland og Vestjylland. Billedet er fra
Juelsminde Strand Camping.

Østjylland har ingen pladser med 1 stjerne, 11 har 2 stjerner, 49 har 3 stjerner,
3 har 4 stjerner og ingen har 5 stjerner.

Sydjylland dækker området syd for linjen mellem Fredericia og
Esbjerg. Der er 72 campingpladser og campingpladserne ligger især langs
Østkysten, på Als og langs Vestkysten. Billedet er fra TopCamp Frigård
Camping.

Sydjylland har 11 pladser med 1 stjerne, 13 har 2 stjerner, 43 har 3 stjerner,
4 har 4 stjerner og 1 har 5 stjerner.

Fyn og øer På Fyn er der 58 pladser at væge imellem. Her ligger de
især langs Fyns øst- og sydkyst, men også om Middelfart og en række langs
nordkysten og på øerne syd for Fyn. Og så har Fyn Danmarks største
koncentration af campingpladser med 5 stjerner. Billedet er fra Hasmark Strand Camping
på Nordfyn.

Fyn og øer har 7 pladser med 1 stjerne, 11 har 2 stjerner, 32 har 3 stjerner,
4 har 4 stjerner og 4 har 5 stjerner.

Midt- og Nordsjælland dækker områder nord for linjen mellem Køge,
Sorø og Reersø. Her er der 58 campingpladser at vælge imellem. Pladserne
ligger igen tæt på kysterne, men der er også en del inde i landet. Billedet
er fra Vejlby Strand Camping, der ligger ved Tisvildeleje.

Midt- og Nordsjælland har 11 pladser med 1 stjerne, 12 har 2 stjerner, 34 har 3
stjerner, 1 har 4 stjerner og ingen har 5 stjerner.

Sydsjælland. Møn, Falster og Lolland dækker området syd for linjen
Køge, Sorø, Reersø. Her er der 42 campingpladser at vælge imellem. Bortset
fra nogle få, så ligger de alle i de kystnære områder. Billedet er fra
Falster City Camping, der ligger i østkanten af Nykøbing Falster, ved siden
af byens vandland.

Sydsjælland. Møn, Falster og Lolland har 5 pladser med 1 stjerne, 8 har 2
stjerner, 28 har 3 stjerner og 1 har 4 stjerner. Ingen har 5 stjerner.

Bornholm 17 campingpladser, der alle på nær én ligger tæt på kysten.
På flere af dem, f.eks. Sannes Familiecamping, kan du komme til at bo med
havudsigt fra telt eller campingvogn.

På Bornholm har 1 plads 1 stjerne, 3 har 2 stjerner, 13 har 3 stjerner og 1
har 4 stjerner.

Vi skal her ikke blande os i campingpladsernes prissætning, men blot
konstatere at den ikke er ens. Om det er dyrt eller billigt er en personlig
sag. Priserne pr. voksen koster f.eks. fra 50,- til 90,- kr. pr dag, så der
er rum for at sætte sig ind i priserne, inden pladserne besøges. Derfor er
det en god ide at undersøge dette før man besøger pladsen. Denne artikels
forfatter kunne dog godt tænke sig, at campingpladserne oplyser om alle
priserne på deres hjemmeside, både overnatning, miljø- og pladsgebyr, evt.
bad, varmt vand, hund og lignende. De oplysninger findes langt fra alle
steder. På billedet ser du ud over Hjarbæk Fjord Camping.

Alla data er hentet på nettet i juni 2011. Her ser du en oversigt over
stjernefordelingen blandt de 475 godkendte campingpladser.
Skrevet af: Jens-Peder Rasmussen
© www.campingferie.dk 2011
|