| Hvis du kun ønsker
at vintercamperer i Danmark, vil en campingtur midt i
vinterperioden ofte byde på både godt vejr og gode veje
uden sne.
Går
turen til sneområder nordpå, bør du montere pigdæk på både
bil og campingvogn. Det er i øvrigt et krav at der er
vinterdæk på bil og campingvogn i vinterperioden. Skal du
op på fjeldet og det bør du, lader du campingvognen stå i
dalen, medens I kører op og beser den udvalgte
campingplads. Det skulle nok være muligt at få trukket
campingvognen op (måske mod et mindre beløb) hvis du ikke
selv kan gøre det. Der ligger mange gode campingpladser
lige midt i det mest pragtfulde skiterræn og priserne er
som regel yderst rimelige.
Uden pigdæk vil selv en så enkel ting
som at sætte i gang, når man har holdt for rødt lys, vise
sig at være meget svært - måske umuligt, specielt hvis
man har forhjulstræk på bilen.
Og så har vi dilemmaet, idet vi altid har
"lært" at man skal køre med et stort kugletryk
(50-100 kg), hvilket i vinterhalvåret kan bevirke, at man
netop med forhjulstræk, har svært ved at "få
fat" når man sætter i gang. En god regel er at undgå
at standse på en stigning. Kører du i snevejr eller på
isglat vej, kan det betale sig at afpasse hastigheden, så
det ikke bliver nødvendigt at stoppe. Det anbefales at
kugletrykket fastholdes på ca. 60-75 kg.
Hvis turen går sydpå gennem Tyskland bør
du have vinterdæk på vogntoget. Det er ikke tilladt med
pigdæk, så her skal du medbringe snekæder (til de
trækkende hjul), ikke til motorvejen gennem Tyskland, som
stort set altid er ryddet for sne, men derimod til de sidste
veje til campingpladsen.
Inden du kører hjemmefra bør du prøvemontere
snekæderne nogle gange, så du præcis ved hvordan de skal
monteres.
Øve kørsel med campingvogn
Før du drager på vintercamping med hele
familien, bør du køre en tur, gerne en dag det sner, så
du får en fornemmelse af bil og campingvogn i dette
specielle føre.
Prøv evt. at finde en stor
parkeringsplads i et fabrikskvarter, hvor du kan prøve at køre,
bremse, bakke og parkere. Medbring en hjælper (til at se
efter når du bakker) en pose grus og en skovl, hvis der
ligger sne og du kører fast. |