”Skandinavien Rundt” - dag 8 –
Korgen (Norge) – Hjerkinn (Norge)
Vi vågner til en grå og kedelig dag og tror at nu er det slut
med det gode vejr. Men vi bliver snart overraskede.
Men først skal Peer i bad i KABE campingvognen for at måle hvor
meget vand han bruger på et brusebad i vognen. Han sætter en 10
liter spand under afløbet og forsvinder ind i toiletrummet, hvor
han har eksperimenteret med nogle klemmer som skal holde
bruseren, da der ikke er en holder til bruseren i loftet. Peer
siger han kun kan tage bad når bruseren sidder i loftet, så
begge hænder er fri til indsæbning. Han har besluttet at han i
løbet af sommerferien ved Gardasøen nok skal finde en holder der
passer til bruseren, så badeværelset bliver optimalt.
Efter badet viser det sig at han kun bruger 5 liter vand til et
morgenbad. Og han er helt ren, siger han. Det er mindre en
forventet. Med 8 liter varmt vand i vandvarmeren, der skal
blandes med koldt vand, er det vel realistisk at man har op til
16 liter vand at gøre godt med. Så der er varmt vand til 2
personer, hvis begge bader fornuftigt.
Vi forlader campingpladsen og begynder opstigningen til
Korgfjeldet,
hvor vi nærmest føler vi kører lige ind i skyerne. Og det gør vi
også, for pludselig er vi ude af skyerne og inde i den smukkeste
fjeldverden, hvor himlen er blå og temperaturen igen er over 20
grader. På toppen af fjeldet stopper vi for at fotografere
skyerne som ligger nede i dalen.
Det ligner nærmest Kilimanjaro som et sted nede i Afrika stikker
sin top op gennem skyerne.
Og så er denne dag ellers en decideret rejsedag hvor kursen er
sat mod syd. Vores plan er at nå syd for Trondheim, en køretur
på næsten 600 km.
Vi har gennem de sidste dage mødt mange danske campister som er
kommet hen til os og sagt dav og ”hvordan går jeres campingtur”.
Det er dejligt at møde disse mennesker som alle kan fortælle om
spændende campingoplevelser, ofte inspireret af nogle af de
mange rejsefilm og bøger vi har produceret gennem årene. Det
giver en både mod og lyst til at fortsætte med at rejse verden
tynd som campist. Vi mødte også en turistbus fyldt med voksne
(ældre) danskere, der fortalte at de ikke længere var campister,
men at de kunne genkende campingvognen fra ”Ekspedition
Polarcirklen” fra TV. Og så fik vi ellers nogle gode
campinghistorier fra dengang man kørte på grusveje – hele vejen
til Nordkapp. Tak for kaffe siger vi bare. Det er sgu lidt af en
bedrift. Vi bliver helt flove over vores gode biler og
campingvogne udstyret med alskens udstyr og luksus.
Men campingvognene og bilerne er jo vores ”arbejdsplads”. Ja. vi
kan sagtens. Men vi tilbringer trods alt mange timer begge
steder hvert år.
Vi er som nævnt på vej sydpå og Anne-Vibeke har besluttet at hun
vil køre til Trollstigen og Geiranger og blive nogle dage, mens
Peer vil køre over Dovrefjeld og kigge på den gamle Kongevej.
Anne-Vibeke glæder sig til at køre op ad Trollstigen som er
frygtet af mange campister. Hvordan hun klarer den, kan du læse
om her på Campingferie i løbet af nogle dage. Hun tager nemlig
lige en eller to slap-af-dage.
Men her og nu kan vi kun sige – på gensyn i morgen.
Det er sørme dejligt at campere.
Venlige campinghilsner Anne-Vibeke og Peer
NB: Det er ikke altid det er muligt at få signal på vores
mobiltelefoner, når vi skal sende vores dagbøger hjem. Derfor
kan dagbøgerne risikere at komme på en dag senere.
Læs dag 9 her:
broadcast@neslein.com