Vi
skal først og fremmest beklage, at gårsdagens
dagbog først kom på internettet i dag, men vi
kunne ikke få signal i Vouggatjålme. Vi fik først
signal over middag i dag.
I
dag var vi også spændte på at se campingpladsen,
hvor vi har overnattet, for det var totalt mørkt,
da vi ankom i går. Kendetegnende for denne plads:
Camp Polarcirkel, er, ud over at den ligger på
Polarcirklen, at pladsen er fyldt med fastliggere.
Svenskere og nordmænd stiller deres campingvogn på
fjeldet hele vinteren, og bruger den så som
fjeldhytte. Flere havde bygget to campingvogne
sammen for at få mere plads.
Vi
fandt også ud af, at dette område er et
”Mekka” for snescootere. Foran hver campingvogn
stod der snescootere og lejrchefen havde et stort værksted
ved siden af receptionen. I dag var han i gang med
at tjekke en 600 kubik snescooter med 150 hestekræfter.
Den vejede mindre end 300 kg, så det er om at holde
godt fast, når man drejer på gashåndtaget.
Vi
pakkede KABEn og bilerne og var klar til afgang kl.
10.00, da Jann opdagede at der lå en plamage på
ca. 30 x 50 cm under den ene Jeep (diesel) bestående
af kølervæske. Det så ikke for godt ud, men vi
kunne ikke se om en af slangerne var utættet eller
andet. Vi kørte op til lejrchefens værksted, men
han kunne hellere ikke se nogen utætheder.
Konklusionen blev, at det var overskudskølevæske,
der er løbet over, efter motoren har været varm.
Bilen manglede ikke kølevæske, så måske har der
været fyldt for meget på.
Vi
krydsede Polarcirklen for 6. gang på vej ud af
campingpladsen.
Kort
efter Vouggatjålme steg vejen, så vi kørte på højfjeldet.
Dvs. fjeld, der ligger så højt, at der ikke længere
kan vokse træer. Når du nærmer dig højfjeldet
bliver birketræerne mindre og mindre og til sidst
er det bare goldt fjeldlandskab. Solen skinnede og
det frøs 25 grader. Det var storslået med
snelandskab og barske fjelde. Vi så også to store
flokke med rener, der passerede vejen. Imponerende.
Lige
før vi kørte ind i Norge passerede vi den bom, der
ville været slået ned, hvis fjeldovergangen havde
været lukket. Den var åben, så vi fortsatte over
fjeldet. Den første fjeldovergang lå 740 moh, mens
Saltfjeldet ligger 707 moh. På Saltfjeldet krydsede
vi Polarcirklen for 7. gang og sidste gang på denne
tur. Hvis vi når Norskehavet kommer vi ikke til at
krydse Polarcirklen, men slutter ca. 15 km syd for
den.
Der
hvor Polarcirklen krydser Saltfjeldet ligger en
forholdsvis ny bygning med cafe, souvenirbutik og
posthus. Den
er (desværre) lukket om vinteren, men åbner første
maj, så den skal vi besøge på sommerturen.
Vi
er nu nået til Mo i Rana, som ligger ud til
Norskehavet. Campingpladserne har lukket, så vi har
allieret os med den lokale KABE-forhandler. Vi skal
sove på parkeringspladsen og har trukket et strømkabel
fra butikken.
Vi
har lige skiftet til gasflaske nr. 3. Stadig
imponerede over hvor lidt gas vi egentlig har brugt.
Det skyldes til dels det ”lune” vejr i Finland
og at vi kører på elpatron om natten, men også at
KABEn er godt isoleret.
I
aften skal vi ud og se på Mo i Rana med Fred fra
butikken. Han byder på en lokal specialitet, som vi
glæder os til for vi sprang frokosten over i dag.
Jann og Rasmus kunne ikke stoppe kameraerne. Vi har
siden starten kørt gennem skov, skov og atter skov,
så dette åbne fjeldnatur lå bare og ventede på
at blive filmet. Det er hermed gjort.
I
morgen skal sidste etape (før hjemturen) køres.
Det vestligste punkt, hvor vi kan campingvognen med,
er Tonnes, der ligger helt ud til Norskehavet. Vi
tror på, at det hele lykkes, for der er næsten
ikke noget sne i dette område. Fred fortalte os, at
de ikke har haft så lidt sne siden 1943.
Temperaturen
er steget til minus 17. Vi kan sagtens mærke
forskel, selvom det fortsat er koldt.
Vi
ses i morgen til nye campingeventyr….
Anne-Vibeke
og Peer
