Igen
i dag viste vintervejret sig fra den helt perfekte
side. Blå frostklar himmel, 1 meter sne og minus 14
grader.
Vi
spiste morgenmad i KABEN, mens vi nød udsigten over
campingpladsen og søen vi ligger ved. Herefter skulle
vi i gang med dagens optagelser. Vi delte os igen i to
hold, men Anne-Vibeke og Rasmus nåede ikke langt før
de fik tekniske problemer. Det viste sig, at den ene
af de to trådløse mikrofoner ikke kunne klare
frosten, så hvis det ikke bliver bedre i morgen, må
vi fortsætte med en trådløs- og en håndmikrofon.
Der
er kommet flere på campingpladsen, men ikke så
mange, som vi havde forventet. Måske kommer de først
senere i aften eller i morgen.
I går
fik vi ikke fortalt, at næsehjulets håndtag knækkede,
da vi skulle have campingvognen af bilen. Det
resulterede i, at alle fire måtte have fat i trækket
for at løfte campingvognen af bilen. Det gik fint,
selv om det selvfølgelig er lettere med håndtaget og
spindlen.
I
dag kørte Jann og Peer rundt i Jokkmokk for at finde
nogle, der kunne hjælpe os med at reparere skaden.
Efter et par besøg på forskellige bensinstationer,
blev de henvist til industrikvarteret. Her fandt de 3
smede, der godt nok var i gang med frokosten, men
alligevel tilbød den ene at svejse håndtaget. Det
tog små 5 minutter, inden Peer stod med et ”nyt”
næsehjul i hånden og 200 SEK fattigere. Vi siger tak
for hjælpen.

Efter
Anne-Vibeke og Rasmus havde filmet på campingpladsen,
kørte de en tur uden for Jokkmokk. De fandt et højdedrag
med en fantastik udsigt over det som svenskerne kalder
den sidste vildmark i Europa. Utroligt at tænke på,
at neden for dette fjeld ligger Jokkmokk med sine ca.
3000 indbyggere, der så i løbet af weekenden bliver
til ca. 35.000. Fra hele Nordkalotten kommer samerne
med deres varer lige præcis til dette sted ”midt på
fjeldet” – og det har de gjort i 396 år i træk.
I morgen går det løs.
Peer
og Jann havde været forbi Jokkmokks gamle
8-kantede kirke, der blev bygget 1753, men brændte i
1972. Det er en nøjagtig kopi af den gamle kirke, der
står på stedet i dag. Det specielle ved kirken er,
kirkegårdsmuren har en række hulrum, hvor der er
plads til kister. I gamle dage, når nogle af
indbyggerne i Jokkmokk døde om vinteren, var jorden
bundfrossen, så de ikke kunne begraves, placerede man
kisterne i kirkegårdsmuren indtil foråret kom, og
man kunne gennemføre en ”rigtig” begravelse.
Vi
mødtes i byen ved 15-tiden, hvor den stod på varm
kakao og kanelbullar på det lokale konditori, inden
vi gik en tur rundt i midtbyen, der allerede er spærret
af. Der var enorm aktivitet. Folk bygger boder,
stiller telte op og sætter varer på plads. Det særprægede
er, at de stort set alle bor i campingvogne….
Vi
glæder os helt vildt til at komme derind i morgen,
hvor markedet bliver indviet
kl. 12.00.
Vi
har fyldt vand på KABEN og tømt toilettet. Når alle
4 går i bad (ikke på en gang…) og vi bruger vand
til toilettet og madlavning, anvender vi ca. 60 liter
vand på en dag. Der er 40 liter vand i tanken, når
den er hel fuld. Toilettet skal tømmes hver anden
dag, hvis vi kun bruger det.
Faciliteterne
her på campingpladen er i den grad i orden. Der er
specielle opvarmede rum til de forskellige
”opgaver”. Et til at tømme det kemiske toilet, et
til at hente friskt vand osv.
Nu
sidder vi i campingvognen (24 grader på gulvet og 22
grader i hovedhøjde) og skal se optagelser igennem.
Vi skal også kopiere optagelser over på et specielt
bånd, som skal sendes hjem til redaktionen på Go´
Morgen på TV2. De skal bruge det som optakt til
torsdag d. 8.2., hvor vi er inviteret i studiet, såfremt
vi når hjem planmæssigt. Hvis ikke, bliver det en
anden morgen. Det er vejret, der bestemmer.
I
aften skal Anne-Vibeke lave mad til ”drengene” i
campingvognen.
Og
så snakker vi meget om, hvor mange lag tøj vi skal
have på i morgen. De har lovet 20 minusgrader, og vi
skal gå ude hele dagen. Heldigvis har tøjet indtil
videre vist sig
at fungere rigtig godt. Dunjakkerne er uundværlige.
Så
har vi lige set nordlys for første gang på turen.
Nordlys er elektronisk ladede partikler, der rammer
jordens atmosfære. Det ser ud som ”penselstrøg”
på nattehimlen. I aften er de grønne, som er den
mest almindelige farve. Svenskerne siger, at det
bedste tidspunkt at se nordlys på, er kl. 23.00. Det
bliver det sidste vi skal i dag.
I
morgen er helt klart en af højdepunkterne på turen.
Vi har alle besøgt Jokkmokk flere gange om sommeren,
og drømt om at være her om vinteren netop i
forbindelse med dette helt specielle marked.
Det
er nu. På gensyn i morgen.
Anne-Vibeke
og Peer