|
|

Hvad skal man egentligt med TV på campingturen? Er meningen med at komme væk hjemmefra ikke
at slippe væk fra det hele, og nyde freden og roen? Jo, men når du rejser rent professionelt,
og når nu lige den serie du "ikke kan undvære", fortsætter i ferien, så kan det være meget
rart. Hvis du ikke vil slæbe både et fjernsyn og en bærbar computer med, så kan du faktisk
bruge computeren til at se TV på. Lad mig lige stoppe forsvaret for at tage TV og computer med på camping
(den diskussion vil jeg gerne tage på et andet tidspunkt), og i stedet for
gennemgå - og vise - hvordan det kan gøres. Det er ikke den eneste
løsning, men en af mulighederne.

Hvis du vil se TV på computeren, er det letteste at anskaffe sig en USB DVB-T
receiver, der
er en digital TV modtager, du kan tilkoble din PC via USB stikket. Der er nogle minimumskrav
til computeren, bl.a. om RAM, styresystem og USB type. Denne model har jeg købt i
El-Giganten i Glostrup. Den koster 495 kr. og fås lidt billigere, hvis du køber den i en af
de snart mange internetbutikker. Jeg valgte dog El-Giganten, da jeg ikke havde tid til at
vente på leveringen. Den er nemlig købt samme dag som vi tog på Sommerkaravanen 2007.

DVB-T sættet består af en USB enhed og en antenne adapter (2), en lille stavantenne (3), en
fjernbetjening, batteri til fjernbetjeningen, en manual og en cd-rom med
installationsprogrammer (5). Udover computeren, der her er en Fujitsu-Siemens Tablet PC (1),
kan det være en fordel at have et sæt eksterne højtalere (4). Lyden i de bærbar computeres
højtalere er nemlig sjældent særligt god. Disse Phillips højtalere har kostet 248,- kr. og er
gode til rejsebrug. Jeg har også et sæt, der er noget større, og derfor har en bedre lyd.
De er købt i Riga (Letland) for 3 år siden, så dem har jeg valgt ikke at
vise.
Systemkravene til enheden er:
- Mindst 1,2 GHz processor, helst 2 GHz.
- Mindst 256 MB RAM, helt 512 MB eller højere.
- Mindst 1 GB ledig plads på harddisken.
- USB 2.0.
- Windows Media Player 9.0.

Inden du sætter USB enheden ind i computeren, skal du starte med at køre
installationsprogrammerne. De vigtigste er drivere til USB enheden og
selve TV programmet. Du skal også mindst have Microsoft Medie Player
version 9. Under installationen bliver du bedt om en online registrering. Hvis
du ikke er på nettet, kan du i stedet for vente med det. Det valgte jeg med det resultat, at
hver gang jeg starter programmet, bedes der om en registrering, som du godt kan sige nej til.
Manualen er i øvrigt skrevet på 10 forskellige sprog, også dansk, så det er let at
følge den. Men teksten er meget meget lille, sikkert pitch 3 eller 4, så et forstørrelsesglas er
en god ide. Hvis du går ind på producentens hjemmeside inden du
installerer, kan du hente den samme manual som PDF dokument. Herfra kan
du kopiere teksten over i f.eks. MS Word, og skrive den ud, så det kan
læses uden forstørrelsesglas.

Når programmet er installeret kan du sætte USB enheden stavantennen i,
starte programmet og begynde at søge efter TV kanaler. Det går stort set af sig selv - hvis der
altså er TV signaler systemet
kan finde. Det kunne vores ikke - men da jeg skiftede stavantennen ud med en almindeligt TV
antenne fra Heines Wilk, bragede der 3 danske kanaler ind. DR 1, DR 2 og
TV 2. Du kan, som i de fleste moderne TV apparater, sortere kanalerne og
selv give den navne.

Når antenneforholdene er til det, så er du godt kørende. Er det for
svagt, fryser billedet fast, men lyden gerne fortsætter. Sker det, så
gælder det om at gøre modtageforholdene bedre. Se mere om det lidt
længere nede. TV billedet er, selv om det på
denne Tablet ikke er imponerende, ganske godt. På min Zepto og min Dell
bærbare er billedet meget bedre.
Fordelen ved tabletten er dog, at skærmen kan drejes 180 grader, både lodret og vandret, så
den er praktisk, når den skal stå på et TV-bord eller -hylde.

Betingelserne for TV er ordentlige antenneforhold og en PC, der er
kraftig nok. Tabletten her er lige svag nok. Især de manglende RAM
mærkes (den har kun 256 MB). Den medfølgende stavantenne hjalp os ikke
på Sommerkaravanen. På alle pladser til og med Bogense kunne vi kun få
forbindelse med en almindelig udvendig antenne og med en forstærket digitalantenne. Ulempen ved den
sidste er, at den har sin egen strømforsyning, der giver ekstra ledninger omkring
computeren, og kræver adgang til ekstra 230 V stik.
Udover et TV apparat har du også en harddiskoptager indbygget i USB enheden. Den lagrer dog
dine optagelser på computerens harddisk. Så vil du optage noget, så gælder det om at have
plads nok. Du kan optage i flere kvaliteter. Højeste kvalitet kræver ca.
4,5 GB for en times optagelse. Normalt kan du sætte kvaliteten et par trin ned, og gemme en
times optagelse på ca. 1,5 GB. Vi benytter os dog ikke af
optagemuligheden, da vi har en optager derhjemme.

Hvis du starter op og får dette billede, hvor du nederst i midten kan se et svagt
antennesignal, så kan du ikke se TV. Derfor anbefaler vi, at du husker at købe en
separat antenne. Du kan godt klare dig med en traditionel antenne, men det bedste
signal opnår du med en elektronisk model.

Succesen står og falder med antenneforholdene. Der er ingen tvivl om, at
en udendørs elektronisk antenne på taget er nr. 1. Mindre kan gøre det,
men den medfølgende stavantenne dur ikke. Jer har derfor anskaffet mig
en digitalantenne, der har en modtageflade på størrelse med en
almindelig bog. Denne model, der har kostet 248,- kr., har en
separat antenneforstærker, noget jeg altid har sat på, da signalet
ellers bliver for ustabilt. Her ser du den sat op i et almindeligt vindue.

Et andet problem er at USB enheden helst skal sidde helt fast i USB
stikket. Den vejer lige så meget, at den godt kan komme sidde lidt løst
i computerens stik. Det problem har jeg løst ved at sætte en USB
forlængerledning på, så alle stik sidder fast uden vægtpåvirkning. På
billedet ser du forlængerledningen (1), USB enheden (2) og
antenneforstærkeren (3), der har separat strømforsyning. Lidt
irriterende, da det giver ekstra ledninger. Der findes dog tv-moduler
der har indbygget antenneforstærker. Dem må du, ifølge manualen, ikke
sætte ekstern forstærker til.

Normalt se vi ikke TV på vores campingture. Men når dagen er ved at gå på hæld, eller hvis
det regner hele tiden, kan vi godt lide at se en god krimi - en af de traditionelle engelske
eller en kontinentale fra Tyskland, Frankrig, Østrig eller Danmark. Og det er her vi bruger
vores computer, når den ikke bliver brugt til skrivning og billedredigering.
Krimierne er optaget hjemmefra og kataloget er ved at være godt fyldt. Nej -
vi har ikke dem alle med, men altid et lille udvalg - samen med de sædvanlige 3 - 4 bøger pr.
næse. Er vi på langfart, har vi også gerne Matador med. Det er en smags
sag om, du vil droppe fjernsynet på campingturen. Men her har vi vist at
der findes alternativer.
Skrevet af: Jens-Peder Rasmussen
© www.campingferie.dk 2007
|