|
|

Selvfølgelig kan du bruge din Cob til at stege danskernes nationalspise på. Hvem der fandt på
frikadellerne er vist uvist, men der er nok lige så mange opskrifter, som der er husmødre og
kokke. Her får du mit forslag. Hvis du vil have frikadellerne ekstra lette og luftige, skal du
røre dejen 3 - 4 timer før den skal bruges. Et andet trick jeg lærte, for mange år siden, var
at bruge lidt danskvand som væde. Det behøver ikke at være med citrus. Du får opskriften lidt
længere nede.

Start med at tænde et lag af optændingsblokke.

Læg herefter 14 grillbriketter i brændkammeret. Lad grillen stå med optændingsblokkene får
gjort grillbriketterne klar. Det tager mellem 15 og 20 minutter.

Når grillkullene er klar kan du hente din rørte dej og noget flydende margarine til at stege
i. Disse frikadeller består af flg.:
- 500 gram blandet kalv og flæsk
- 2 æg
- 4 spiseskeer mel
- 1½ dl danskvand
- 1 stort hakket løg
- Salt og peber efter behov
- Flydende margarine til at stege i
Start med at skrælle løget og hakke det i små terninger. Du kan alternativt bruge 1 - 2
teskeer løgpulver. Kom farsen i en skål, tilsæt æg, mel og halvdelen af danskvandet. Rød dejen
grundigt med en grydeske. Tilsæt det resterende vand, og suppler med mere, hvis dejen bliver
tør eller stiv. Bliver dejen meget lind/tynd, så tilsæt lidt rasp eller havregryn, som er
bedre til at binde væden end ekstra mel. Når dejen er jævn, så kom løg, salt og peber i, og
rød grundigt igen. Sæt dejen på køl, gerne i 3 - 4 timer, så bliver frikadellerne ekstra luftige.

Kom flydende margarine på stegepanden. Når det bruser let, så form frikadellerne med en ske,
og kom dem på panden. Start med at lægge dem langs yderkanten, da der er varmest på midten.
Læg låget på Cobben, og lad frikadellerne stege i 5 - 8 minutter.

Når de 5 - 8 minutter er gået, så vend frikadellerne. Læg mærke til at de flader lidt ud. Lad
dem igen stege 5 - 8 minutter.

Husk på, at hvis du letter for meget på låget, så skal dine frikadeller stege i længere tid.
Men frikadellerne steget, kan du passende tilberede en salatbar med det du har til rådighed,
f.eks. salat, tomater, agurk, ananas, majs, bønnespirer, champignoner med videre.

Tryk på frikadellerne med en finger. Hvis de fjedrer let, så skulle de være klar. Tag så en af
de yderste frikadelle og skør den igennem. Tjek farsen i midten. Er den kogt, der er kun
kanten af frikadellen som bliver stegt, så er de klar til servering.

Da der stadig er varme på kullene har vi denne dag valgt at riste nogle friske danske
sukkermajs. som vi vil servere varme og friske fra grillen.

Det tager kun 3 - 4 minutter, så er majsene klar. Husk at vende dem en gang imellem inden
serveringen. Som du kan se, så var der hurtig afsætning af frikadellerne i baggrunden.
Smagsskala: 4 - 5 ifølge de arme forsøgepersoner, der var budt til frokost.
Skrevet af: Jens-Peder Rasmussen
© www.campingferie.dk 2007
|